Ny vækst-branche: Ryge-værtshuse er blevet moderne

Ny vækstbranche

Klaus K,

07/10/2010

Ny vækstbranche ... opstået ved en fejl? - Stik imod al forventning ser det ud til, at det er lykkedes for regeringen at skabe en ny vækstbranche: De små ryge-værtshuse under 40 m2, som blev undtaget fra rygeforbud, da rygeloven blev indført i august 2007.

Mindre værtshuse med tilladelse til rygning har ifølge restaurationsforeningen DRC kronede dage og sund økonomisk vækst i modsætning til resten af cafe- og restaurationsbranchen, der er røgfri som følge af rygeloven. "Vi anslår, at de små ryge-steder har oplevet fremgang på gennemsnitligt 10-15% siden rygeloven," siger informationschef Carsten Kruuse, DRC til 180grader.

De små værtshuses størrelse og begrænsede antal gør dog, at deres succes ikke kan opveje den nedtur, branchen som helhed har oplevet som følge af rygeloven, fortæller Carsten Kruuse. Summen af branchens 2.300 cafer og værtshuse taber årligt 400 millioner på grund af rygeloven,  har DRC beregnet.

Mange års nedtur er vendt til vækst

De små værtshuse har ellers været på retur siden 1980-erne, hvor cafeerne begyndte at fortrænge dem fra gadebilledet i byerne. Men nu har rygeloven givet dem nyt liv - og et nyt, yngre klientel. Ifølge forfatterne til en ny bog om Københavns værtshuse, "Mens Verden Venter" er de unge mennesker ved at genopdage de gamle steder:

"Hvis man prøver at komme ind på Cafe Blomsten på Istedgade en lørdag aften, så er det ikke til at komme frem for bare humaniorastuderende piger, der står hele vejen op ad baren. Der sker et skift lige nu," siger en af forfatterne, David Jacobsen Turner til DR's website. De gamle "brune værtshuse" er blevet moderne.

Samtidig udvises der stor kreativitet blandt mange værtshusejere for at få serveringsarealet ned under 40m2, så man kan tillade rygning. Det sker oftest ved at bygge en scene eller garderobe, som ikke skal tælles med i opgørelsen af de 40m2.

Lille nyt hul i rygeloven

Informationschef Carsten Kruuse er også glad for, at det er lykkedes DRC at lave et lille hul i rygelovens forbud imod madservering i rygerum: Foreningen har fået sundhedsmyndighederne til at acceptere, at man gerne må spise medbragt mad på ryge-værtshusene.

”Sundhedsmyndighedernes blåstempling af dette åbner mulighed for samarbejde mellem to nærliggende restaurationsvirksomheder,” siger Carsten Kruuse.

”Eksempelvis en restaurant der leverer mad, dessert eller kage to go, sådan at gæsterne kan nyde desserten på nabo-værtshuset i selskab med en god cigar,” siger informationschefen.