Regeringens ynglingsdiscipliner er tilsyneladende at sætte sig mellem to stole og at skyde sig i foden og de er særdeles gode i dem begge. Det vil de demonstrere, når de for alvor går igang med at forhandle en fjernelse af de forhadte fedt- og sukkerfagifter.
Efter skatteaftalen har regeringen brug for "en vindersag", som kan reparere lidt på det skrammede image, og de har udset sig en sag der har potentiale. Men der findes ikke den vindersag, som regeringens energiske ungdomshold ikke kan omdanne til en tabersag, og det handler endnu engang om finansieringen.
Vog K ønsker at medvirke til at fjerne afgifterne, men de er ikke indstillet på at finansiere skal findes ved at hæve bundskatten, sådan som regeringen foreslår. V og K har som alternativ foreslået et fastfrysning af personfradraget, hvilket regeringen paradoksalt nok afviser. "Paradoksalt", fordi de selv var ved at indgå en sådan aftale med EL i forbindelse med skatteforhandlingerne.
EL afviser også at genbruge deres eget forslag, hvilket kun gør forvirringen større. De peger nu i stedet på en millionærskat eller en formueskat som mulige finansieringskilder og sætter dermed fingeren på et meget ømt punkt hos regeringen og specielt SF, som før valget havde netop millionærskatten som et hovedpunkt.
DF vil også gerne være med, og de peger på en reduktion af U-landsbistanden som en mulig finansieringskilde. De kommer dog næppe med i slutforhandlingerne.
Dermed er der lagt op til endnu et kaotisk forløb, hvor erhvervslivet skriger på en løsning - uanset finansieringen, som de ikke vil blande sig i, og hvor regeringen igen vakler mellem EL og VK. De radikale har tidligere afvist en millionærskat på det bestemteste, og vil ødelægge deres gode trackrecord ved at løbe baglæns på den holdning. SF kan næppe tåle at fravælge EL igen, og hvis de alligevel gør det, skal de nok belave sig på endnu et dyk mod spærregrænsen.
Der er i sandheden tale om en gordisk knude, som regeringen endnu mangler at bevise at de kan håndtere uden at komme til skade.
