I forlængelse af denne tråd kan jeg kommentere følgende:
Det er udbredt praksis i offentlige fora domineret af debattører med venstreorienteret sindelag at
1) Altid klage over at deres holdninger maginaliseres og censureres (dvs. offermentalitet)
2) Aldrig sky tilbage fra at anmelde indlæg af ingen anden grund end at de er uenige i dem (dvs. offergørelse af modparter), og aldrig mene at der er et problem eller grund til at betænke at det er kollektiv praksis i de debatcirkler.
3) Ikke at have nogen respekt for modsatte holdninger - holdningen til ideologiske modparter svinger mellem repressiv tolerence ('du er tolereret her fordi vi inderst inde ved at vores idealer om demokrati er fup hvis vi smider dig ud) til åbent had (jfr. de allestedsnærværende anklager om og sammenligninger med nazisme, hvis der udtrykkes en holdningsfast ideologisk position eller en specifikt borgerligt partitilhørsforhold)
4) Ingen eller ringe/overfladisk saglighed, undtagen i sager hvor der har været en kioskbasker om en borgerligminister eller politisker ditten eller datten. Debatten kommer altid til at centreres om form, tone eller velmenende holninger. Substans, konsekvenser, resultatorientering, skubbes for såvidt muligt langt ud i baglokalet.
5) Debatten ender typisk i skrigeri hvor anklager om nazisme/racisme/nationalisme fra en given rød debattør side går mod 120 dB og overdøver al forsøg på saglighed, modparten fordufter debatten uden at erkende at vedkommende har fremsat falske eller uholdbare postulater, eller der lukkes diplomatisk af for debatten (for de mere milde medlemmer af rød blok) med et 'tak for en god debat' og et let forfjamsket smil - uanset at debatten faktisk aldrig kom op fra landingsbanen.
Suffice to say, jeg har ikke i de sidste adskillige år i politisk debat set en partisoldat erkende fejl i vedkommendes argumentation eller i det partis politik vedkommende representerer. Det er altid endt i udenomssnak, røgslør, eller tavshed. (Og i en følgende debattråd gentages de modviste postulater ofte, evt. i lettere muteret udformning).
Disse punkter sammenholdt med venstrefløjens evige plæderen for demokrati, og demokratisk dit og dat, og følgende erfare hvor barnagtigt sindelag (grænsede til det totalitært i kraft af kombinationen af brug af anmeldelser/sletning/bans i eketroniske debatfora og had-sabotage i dialogen med anderledes tænkende debattører, i den ikek-elektroniske debat igen typisk med nazismeanklager og den velkendte §266b svævende i baggrunden) deres tilgang til dialog-delen af demokratiet er, er det klart hvorfor venstreorienterede styrer er dømt til at forfalde til diktaturer. Dette er en naturlig konsekvens af at de i realiteterne skider højt og flot på de demokratiske værdier de sa ofte ophæver til idealer i debatten.
Uden debat er demokratiet ikke mange flade ører værd. Samtlige af de ovenstående taktikker tilsigter at kvæle og umuliggøre debat.
Så længe debatdeltagere bruger ovenstående (og andre) ødelæggende taktikker, vil den offentlige debat være pro forma; hul og uden betydning, og bidrage til samfundets fortsatte forfald, fordi saglig og oprigtig diskussion om problemerne ikke kan gennemføres.
Man kan sige at højrefløjen ser stort på retfærdighedsaspekterne i samfundet, men var det ikke for denne modpart til venstrefløjen ville det høje besunge demokrati være forfaldet til nikkedukke-demokrati ala Den Øverste Sovjet eller Cuba's 'græsrodsdemokrati' hvor kun folk med parti-clearede holninger kan komme til.
