(økonomisk social-)Liberal Alliance?

Liberal Alliances stilstand/tilbagegang i meningsmålingerne, kritikken af partiets samarbejdspartnere og kritikken af online-satsningen har fået mi...

Lars Jensen,

17/05/2011

Liberal Alliances stilstand/tilbagegang i meningsmålingerne, kritikken af partiets samarbejdspartnere og kritikken af online-satsningen har fået mig til at tænke meget over min holdning til LA. Dette er nogle af mine frie tanker om emnet.

Som jeg skriver i min profil-tekst, så følger jeg det lille partis modningsproces med stor interesse, da jeg selv har en baggrund i en meget velfungerende og ideologisk markant ungdomsorganisation. Ergo sammenligner jeg LA med de mere veletablerede partier og politiske organisationer, når jeg vurderer LA’s sejre og nederlag, og deres langsigtede muligheder for succes.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg mener Danmark har brug for et liberalt parti. Og jo mere liberalt, jo bedre. LA startede fint ud, med klare (social)liberale synspunkter og mærkesager. Den ideologiske bias er slet ikke dækkende for min egen personlige vision, men det er bedre end et rap med en kæp (læs: mere moraliserende socialdemokratisme indpakket i pseudo-liberale floskler).

Ned med skatten – ja, tak. En mindre offentlig sektor – but of cause! Mere og bedre service for de skattekroner vi trods alt skal betale – tjek! Mindre statslig overvågning og formynderi – yes, sir!

Alt sammen meget godt, men også meget økonomisk politisk. Ikke en hulens masse om personlig frihed, personlig ansvarlighed og retten til at fejle. Men er det ikke netop Danmarks eneste liberale parti som skal holde fanen højt, og danne modvægt til socialisternes endeløse strøm af moraliserende forslag, som gradvist vil indskrænke friheden, fritage os for ansvar, og gøre os alle til trælle af staten?

Op- og nedture

 

LA oplevede en fantastisk fremgang, da Samuelsen talte for reformer og vækst i TV-stationernes debat-programmer. Godt støttet af annoncer og ekspert-rapporter formåede han at kommunikere netop så klart og præcist, at mange seere og læsere fik noget at tænke over.

Men så kom kritikken. Og kritikken blev ikke vel modtaget. To mod-angreb på landsdækkende TV skabte en kollektiv offer-mentalitet i partiet. Også her på 180grader har kandidater og støtter beskrevet hvor onde de røde journalister er, og hvor svært det hele er.

Velkommen til virkeligheden, venner. Og kom så op på hesten igen, ik’?

Personligt kunne jeg godt ønske mig, at LA fik rystet denne offer-følelse af sig, og kom videre med projektet. For vi har brug for et liberalt parti, som markedsfører liberale holdninger. Og ikke kun til rene økonomiske områder. Vi har brug for personlig handlefrihed og personligt ansvar på flere områder.

Nyhedens interesse og magi

 

I min personlige optik har LA længere line end så mange andre partier. LA er stadig den nye dreng i klassen, og ser man på persongalleriet er det et tankevækkende sammenrend af personligheder, som er udklækket og uddannet i andre partier – på begge sider af den politiske midte. Dette skal naturligvis skabe udfordringer, og det føder et naturligt behov for topstyring.

Men partiets mangeartede kandidater udstråler en nærmest pinlig mangel på ideologisk/politisk skoling og træning i argumentation for partiets politik. Og som resultat heraf, så forbindes LA’s kandidater ikke med kampen for borgerlige/liberale holdninger – især ikke her på den borgerlige/liberale avis, 180grader. Men linen strækkes til det yderste, når jeg i en stille stund konstaterer, at kun ganske få fremtrædende LA’ere skriver jævnligt her på 180grader. Jeg fatter det ganske enkelt ikke.

Hurra for personlige blogs, og ditto for Facebook. Men lad os nu være ærlige for en stund. Findes der et mere oplagt medie at kommunikere direkte med det frihedselskende, liberale bagland og opland, end netop 180grader? Og selv hvis der gør, hvorfor udnytter LA fra central hånd ikke et medie som 180grader bedre? Hvorfor sendes partiets kandidater ikke ud i åben debat, med mennesker som både er mere og mindre liberale end de selv er, som en del af kandidaternes politiske modnings-proces? Jeg synes det virker så oplagt.

Jeg læser ikke selv papir-aviser, og ser derfor ikke LA’s (påståede) dyre annoncer. Jeg er også blevet træt af Facebook, men har dog bevaret de tre MF’er fra LA på min venne-liste, så jeg opdateres om deres gøren og laden. Men jeg er skuffet.

Det virker som om en studentikos kommunikations-lærling sidder og poster one-liners fra princip-programmet på både partiets og MF’ernes Facebook-profiler. Der er ingen ideologisk tyngde, ingen saft og kraft i budskaberne. Ingen følelser eller gejst. Og lad os nu være ærlige igen – det er jo den slags som gav LA en platform, og skabte fremgangen for det lille liberale parti. Nu virker projektet lidt overstået, og de glødende rester efter sammensmeltningen fremstår kritik-resistente og ideologisk kønsløse.

Kom nu med de begavede, ideologisk konsekvente og visionære udmeldinger. Mal gerne med den brede pensel, og fortæl hvordan Danmark også kunne være, hvis man tog skeen i den anden hånd, og fokuserede mere på fri konkurrence, bedre rammevilkår - både for mennesker og virksomheder -, retten til at fejle og lære deraf, og den naturlige og gode egoisme/grådighed som driver mennesker til at tænke kreativt og innovativt, starte virksomheder op, og bidrage til vækst og velstand. Fortæl både om de økonomiske aspekter, men også om de menneskelige aspekter. Hvordan mennesker - når konfronteret med deres eget ansvar for deres eget liv - vokser og bevidstgøres omkring deres familie, venner, lokalsamfund og land.

Kom nu op på hesten, LA!

Fakta:

De 3 MF’er

Villum Christensen – 7 artikler på 180grader siden 10. december 2009.

Anders Samuelsen – 25 artikler + 20 links + 42 kommentarer siden 8. december 2009.

Simon Emil Ammitzbøl – 7 artikler + 26 links + 67 kommentarer siden 4. november 2009.

Kilde: