Når de danske nyhedsmedier over en bred kam viderebringer historien om, at Tintin-tegneserierne er blevet fjernet fra børnebiblioteket i Kulturhuset i Stockholm, pga. påstået racistisk indhold, så afslører det ikke kun noget om Sverige og svenskerne, men faktisk også noget om os selv.
I årevis har begrebet ”Forbuds-Sverige” nu stået mejslet dybt i danskernes bevidsthed. Deri hviler opfattelsen af en særlig bedrevidende forbudsmentalitet, der hersker i Sverige. Dette overformynderi, der virker som en moralsk spændetrøje for individet, har affødt alle hånde sikkerhedskrav, ordensreglementer og restriktioner på fx alkoholområdet med det statsejede Systembolaget og de indviklede udskækningsregler.
Forbuds-Sverige har været et dominerende billede hos danskere. Så dominerende, at man i selskab med en svensker ikke kunne nære sig for at spørge ind til nogle af deres forbud og særligt Systembolaget. Det virkede simpelthen som et brændpunkt som vore forestillinger og tanker automatisk trak hen mod, når emnet var Sverige. Det var sådan vi kendte og forstod Sverige.
Billedet er dog på vej ud. Forstået på den måde, at et nyt billede af Sverige trænger sig på. Det nye billede, der endnu ikke er navngivet i folkemunde, men passende kunne døbes Gak-Gak-Sverige eller Tosse-Sverige, indfanger faktisk essensen af Sverige 2012. Ligesom "Forbuds-Sverige" der som begreb og billede havde rod i noget virkeligt. Senere har man så ikke kunne skjule det faktum, at der er kommet en langt større lovgivningsiver hos de danske politikere, hvilket berettiget er blevet brugt som modargument.
Det nye billede af Sverige, er et, hvor en ekstrem politisk korrekthed fører til en række, for os danskere, uforståelige og tossede beslutninger. Dette bliver tydeligt, når vi ser på nyhedsstrømmen og bemærker hvilke nyheder om Sverige, der på det seneste er slået igennem mediebilledet herhjemme. Bare hør her! Fjollede krav om at svenske mænd skal tvinges til at tisse siddende. En hidsig debat om kvindeundertrykkelse, bare fordi den svenske konge valgte at føre sin datter til alters. Branding-eksperimentet, hvor almindelig svenskere bestyrer Sveriges officielle Twitter-konto én uge ad gangen, der blev til en skandale/fadæse (Kilder: DR og JP), fordi en enlig mor kom for skade at blande jøder, penisser og Nazi-Tyskland sammen. Den svenske intetkønsbørnehave har været nævnt i flere danske aviser, og mere intetkønsdebat fulgte i P1 Morgen. Og så var der TV 2 Nyhederne, der rapporterede i primetime om en svensk forælder, der ikke vil afsløre kønnene på sine børn (begge med kønsneutrale navne), fordi børnene skal have lov at vælge deres eget køn en dag. Og nu Tintin-sagen, der har været nævnt i de fleste medier herhjemme.
Alle disse nyheder og historier løber sammen i en ny forståelse af Sverige, og denne forståelse vil nu være særligt modtagelig for de indtryk, der bekræfter den ny forståelse. En simultanitet opstår altså, som med Forbuds-Sverige, og skøre nyheder vil bekræfte billedet af et skørt Sverige, og dette billede eller denne forståelse vil få en vis tyngdekraft og dermed skabe grundlag for en særlig selektion af informationer. Udtrykket Forbuds-Sverige vil derfor vige for et nyt, der bliver lige så vanskeligt at viske væk igen.
Selvfølgelig er hurtige national-karakteristikker både stereotype og generaliserende. Det hele er jo mere sammensat end som så – sådan er det jo altid. Disse ekspeditte karakteristikker af lande og folkementaliteten kan virke tåbelige, hvis det ikke var fordi, at de opfyldte en funktion: At sige noget om virkeligheden, hvor ufuldkomment det end måtte være. De skaber faktisk mening for os, og vi forstår verden bedre. Og det er vel også et dybtliggende behov i os, det at ville forstå verden. Særligt lande omkring os er interessante, her vil vi altid være optagede af de små forskelle. Nogen vil kalde det at være besatte...
Vi holder også Sverige op som et spejl foran os, fordi vi bliver klogere på os selv. I forbuds-Sverige så vi ufriheden, som vi ikke brød os om. I begrebet ligger der måske også et kærligt drilleri, fremkommet af en bevidsthed om, at broderfolket trods alt ligner os danskere meget, men at det svenske overformynderi egentlig er en vildfarelse. Svensken ville jo bare det samme som os, hvorfor han blev sejlet ind med flyvebåden, så han kunne få slukket tørsten og få konfronteret sine dæmoner.
I det nye Sverige er menings-eliten flyttet endnu længere væk fra dagligdagen end tidligere, og den lever langt mere koncentreret end fx den danske elite. Det fortæller denne denne rapport, Distanceringen mellem eliten og almindelige mennesker hjælper med til, at den svenske menings-elite ikke bliver udfordret på hverdagen og i det daglige. De kan gå og leve uden om den virkelighed som jævne folk må døje med. Dette kan vi kombinere med en særlig svensk social-praksis. Mogens Berendt har nemlig tidligere så fint ramt en nerve i sin beskrivelse af den svenske konsensussøgen, et dybereliggende fænomen, der går i arv.
Mogens Berendts “Tilfældet Sverige” (1983):
"Årsagen til den svenske presses særprægede adfærd ligger i det indgroede ønske om koncensus, ud fra forståelsen af at landet fungerer bedst på den måde..."
“Sverige er udpræget et land hvor man foretrækker at diskutere én ting ad gangen. Ingen avis bryder sig om at køre selvstændige kampagner om samfundsspørgsmål hvis den ikke fornemmer en vis koncensus i andre massemedier.”
Traditionen er konsensus, og det gør selvsagt brudfladerne færre og samtidig mindre kontroversielle. En afsondret elite, konsensus-traditionen, men er det hele svaret? Måske må man lige føje et element mere til: Der er i dag også en enorm stor prestige i at sidde på en menings-post i Sverige, langt større end i Danmark. Bl.a. fordi magten er tilsvarende større som øverste meningsdanner. Enhver svensk avis har mange, mange kronikører, der gerne udbreder sig om mangt og meget, men altid indenfor et sæt af moralske spilleregler. Hvad med læsebreve fra almindelige mennesker til at opbløde meningerne fra oven? Dem finder vi ikke i Sveriges aviser. For at kunne nå til tops må disse kronikører i den benhårde konkurrence ikke komme med afvigende synspunkter, de må rette ind voldsommere og hurtigere end tidligere, fordi elitens hegemoni er stærkere end nogensinde. Og de der er på toppen må til tider være krigeriske på ord, opsøge et endnu mere ekstremt ideal, fordi afløseren står jo klar. Alt dette befordrer, at den politiske korrekthed drives langt langt ud, så langt ud, at demokrati møder censur. Når et land styres af en magtfuld meningselite med særlige normer for respekt og tolerance, så ligger magtbrynden lige for.
Elitens isolation i form af koncentreret magt og undvigelse af hverdagen gør den mere lukket i forhold til andres meninger og synspunkter. Den offentlige debat er derfor under kontrol og ”styres” af en usynlig jernhånd. Progressive synspunkter passerer uhindret, tages alvorligt og debatteres; reaktionære og upassende synspunkter bliver blot afvist og ignoreret, og hvis de banker på længe nok, så bliver de enten latterliggjort ellerudråbt som farlige.
En Zenia Stampe må skæve til dette Sverige med omtrent samme grad af misundelse, som den Richard Ragnvald mærker, når han ser på Tysklands store schlagerscene.
Den frie og åbne offentlige debatkultur adskiller Danmark fra Sverige, når man tænker over det. Eller det er de fleste, der følger bare lidt med nok enige om. En elite som i Sverige, der sidder så massivt på de rigtige holdninger, kunne aldrig blive lige så dominerende herhjemme eller det ligger i hvert fald ikke i kortene.
I begrebet "Forbuds-Sverige" lå der udover det kærlige broderdrilleri og den nøgterne registrering af faktiske forhold, også en kritik af den voldsomme trang til at ville kontrollere og tæmme mennesket, en trang der reelt førte til ufrihed. Således også med Gak-Gak-Sverige, hvor den censurerende og bedrevidende debatkultur anført af meningseliten skaber et brutalt og uholdbart samfund. Symptomer på dette er den selvretfærdige aktivisme som Tintin-stuntet står for. Det kan ende som i samfund, hvor det ikke er til at trække vejret igen.
Mogens Berendts “Tilfældet Sverige” (1983):
“Hvordan kan et land som Sverige, der mere end noget andet har svælget i forargelse over fascistiske og fascistoide regimer verden over, ende i teoretisk set samme situation - uden at kunne se sammenhængen og faren i det?”
PS: Apropos Zenia Stampe, så blev hun spiddet af Rune Lykkeberg forleden i Deadline, hvor han tydeliggjorde hendes foragt for anderledes tænkende og blotlagde faren deri: ”Som Zenia, der elsker demokratiet som idé, men foragter måden borgeren er demokrat på…” (27:45)
