Ordet "inklusion" flytter ansvaret fra individet til "fællesskabet"

Venstrefløjen indførte i sidste valgkamp ordet "inklusion"

_slettet_bruger_833 Ikke angivet,

18/12/2012

Venstrefløjen indførte i sidste valgkamp ordet "inklusion". Ordet bruges i flere sammenhænge, men specielt på integrationsområdet. Indvandrere og deres efterkommere skal nu ikke længere "integreres", men "inkluderes".

At bruge ordet "inklusion" er et smart trick, da ordet insinuerer, at disse mennesker i dag bliver "ekskluderet". At det er "fællesskabet" eller flertallet (danskerne) som ekskluderer disse mennesker - ikke dem selv som isolerer sig. Dermed flyttes ansvaret for manglende integration fra individet over på "fællesskabet", hvorved det bliver et samfundsmæssigt problem.

Ordet "integration" var for neutralt. "Integration" bærer ingen underliggende antydning af ansvar. Det beskriver blot en proces. Ansvaret kunne placeres hos individet, som højrefløjen havde held med at gøre. Men med ordet "inklusion" er vi pludseligt ikke længere i stand til at diskutere placeringen af ansvaret. Det ligger implicit hos dem som skal inkludere - dem som har magten til at inkludere.

Jeg mener ikke vi bør acceptere brugen af ordet "inklusion". Jeg mener vi bør afvise brugen af det. Når først "integration" bliver udskiftet med "inklusion", og man hører det ord igen og igen i medierne, og i undervisningen rundt omkring, påfører man befolkningen en skyld og et ansvar som befolkningen ikke er alene om at bære. Dermed påføres også den kroniske dårlige samvittighed som socialister så gerne vil have vi alle sammen skal have.

Vi danskere har "inkluderet" mange forskellige kulturer i vores land. Kinesiske, japanske, koreanske, vietnamesiske, indiske,  amerikanske, engelske, franske, australske, afrikanske osv. Vi har også en tradition for at "inkludere" de svage i samfundet - også før velfærdsstaten. Hold op med at påføre folket skylden alene, gennem manipulerende retorik! 

Kilde: