"Overgangsfascisme" som eneste vej til re-etablering af tabt frihed?

Havde igår en spændende diskussion med venner om begrebet ”transitional fascism” altså, ”overgangsfascisme” som et middel til at genskabe borgernes...

Jacques dÃ,

23/09/2011

Havde igår en spændende diskussion med venner om begrebet ”transitional fascism” altså, ”overgangsfascisme” som et middel til at genskabe borgernes frihed efter at flertallet har konfiskeret mindretallets frihed i en kollektiviseret egeninteresses højhellige navn.

Situationen i Danmark i dag, er, at 33,33% af borgerne skal betale 100% af alle regninger i samfundet og de 2/3 med folkemagten kan stemme både overvågningsgrad, arbejdstid og skat for det arbejdende mindretal højere og højere op, i takt med, at den private sektor bliver mindre og mindre. Demokratiet er med andre ord blevet omdannet til et demokratur hvor flertallet har omdannet staten til et krænkelsesapparat der krænker mindretallet på flertallets forlangende under dække af højmoral. Med andre ord: afskaffelse af den personlige frihed og individets ret til at leve et frit og ukrænket liv for midler skaffet af individet selv via frivillige transaktioner imellem frivilligt deltagende parter.

Enter: Chile!

Chile var i total armod og sunket i knæ efter mere er 20 år med marxistisk-leninistisk planøkonomi stemt på plads af et folkeligt flertal og var godt på vej til at ende som et regulært uland. Dette var mere end General Pinochet ville acceptere uden at handle, så han gik ind med militærapparatet og langede en gedigen ”old-school røvfuld” ud til det flertalssanktionerede chilenske krænkelsesapparat for at få genindført markedsøkonomien, respekten for den personlige frihed, ejendomsretten og retten til at eje- eller tjene mere (eller mindre!) end sin nabo og lagde - med eksperthjælp fra Milton Friedmann - grundstenene til det, som man i dag kalder ”Det chilenske mirakel”.

Inden længe fik folk sko på fødderne, ovne og køleskabe, fjernsyn og alt hvad der hører med til fremgang og det, at leve det frie og forbrugsmæssigt mageligt veludrustede liv i et moderne samfund og Chile er i dag nok den mest velfungerende økonomi i Sydamerika - måske lige med undtagelse af den Brasilianske. Det er med andre ord gået forrygende efter Pinochets frihedsorienterede justering af det chilenske samfund og han er dermed nok den eneste diktator i verdenshistorien der havde succes med sit projekt, hvor alle diktatorer af rød observans altid er endt i total fallit og menneskelig katastrofe. Tabet af menneskeliv var - på diktatorskala - nærmest mikroskopisk. Det anslås, så vidt jeg kan se, at imellem 1200 og 3000 (de fleste højest sandsynligt socialister) måtte lade livet og er det rigtigt, er det ikke meget mere end der ryger i det defekte danske sygehusvæsen på et enkelt år. Da Pinochet mente Chile på rette spor igen og overgangsprocessen dermed overstået gik han selv af og overlod frivilligt sin skæbne til landets domstole.

Spørgsmålet for aftenens debat var så: Hvis Danmark nogensinde kom så langt ud som Chile, ville man så acceptere en periode med overgangsfascisme for at få tæmmet det krænkende flertal, så det ikke-krænkende mindretal kunne få sin tabte frihed tilbage og var Pinochet så dermed nærmere at betragte som en ægte frihedskæmper fremfor en gemen fascistisk tyran? Hvor mange fascistiske tyranner går selv af ved et projekts afslutning? Den klassiske diktator bliver jo altid hængende med begrundelsen: ” jamen, jeg er jo ikke færdig endu?!?!”.

Hvad mener man herinde? Kan kortvarende overgangsfascisme med henblik på re-etablering af tabte frie tilstande i et fejlslagent demokrati til nød accepteres, hvis livslang socialistisk trældom under kollektivets jernhammer er alternativet?

Bølgerne gik højt imellem rød og blå igår, men konsensus iblandt de blå endte med at være, at man ikke ville deltage aktivt, men man ville være tilbøjelig til at vende ryggen til socialisternes kvaler og klynk og så ellers bare lade Pinochet gøre sig færdig, så man kunne komme videre på den anden side. Altså en: ”Så kunne de FANDEME have lært det!” attitude. Rød nægtede pure og stod stejlt på moralen, men flere vendte tilsvarende ryggen til Castros ofre, hvorefter hyklerkortet var lige til at kaste.

Opfordring: En debat hvor diverse krystere siger ”nej, aldrig!”, kun for at dække sig selv ind på moralen er ikke interessant. Hav nu lidt mandsmod på de billige rækker!

Kilde: