- "So now you'd give the Devil benefit of law!?"
- "Yes. What would you do? Cut a great road through the law to get after the Devil?"
- "I'd cut down every law in England to do that!"
- "Oh? And when the last law was down, and the Devil turned round on you — where would you hide? — d'you really think you could stand upright in the winds that would blow then? Yes, I'd give the Devil benefit of law, for my own safety's sake."
Ovenstående er et uddrag fra Robert Bolts A Man For All Seasons fra 1960, hvor Sir Thomas Moore bliver præcenteret for sin anklage for første gang. Ligesom i stykket, er der i samfundet mange der er villige til at gå på kompromis med nogle helt grundlæggende principper, idet visse overordnet, nærmest overinstitutionelle betragtninger, renderer princippet ubetydelig i det alt omfangende og abstrakte "fælles bedste".
Debatter og diskussioner omhandlende overvågning, og for den sags skyld ytringsfrihed, er over tid blevet denegreret til anekdotiske fortællinger hvori praktiske hensyn er omdrejningspunktet, og hvor problemets kerne obskures af en samtale der i virkeligheden drejer sig om udstrækningen til hvilket elementærer friheder kan gradbøjes.
Principper er desværre noget af det mindst praktiske at have når retsfølelsen dikterer standpunktet, hvilket også er hvorfor vi uden problemer kan blive enige om, at en hvis form for overvågning godt kan forsvares, sålænge overvågningen er styret af ædle motiver. Der er nemlig mange mennesker vi ikke bryder os om i samfundet, og hvad ville vi ikke være villige til at gøre, for at sikre en lidt bedre fremtid for os selv, vores nærmeste og samfundet som helhed?
Ingen af os kan nok fortælle præcist hvor langt vi ville gå for at fange djævlen, men fanges det skal han, hvis ikke af os personligt, så af en anden dertil egnet. Spørgsmålet bliver så hvor meget vi er villige til at opgive for at tilfredsstille vores retsfølelser, og herved hvor mange principper vi er villige til at gå på kompromis med for at sørge for, at de som tager opgaven til sig, har de bedste muligheder herfor.
Problemet er dog ikke noget der kan anskues ud fra bekymringer om hvornår eller hvordan specifikke accepterede/forslåede beføjelser potentielt kan vende sig mod den lovlydige befolkning. Problemet er, at i samme sekund vi blev uenige om hvilken grad af overvågning der var passende, mistede vi paradoxalt samtidig alle muligheder for at forsvare hvorfor stadigt mere overvågning nu ikke også var passende. Diskussionen blev faktisk meningsløs, idet alle argumenter ud fra denne betragtning er lige valide.
Djævlen har, som vi ved, mange ansigter, men hvilket af dem vi vælger at give ham er arbitrært, og kun dikteret af den herskende moral. Det kan desværre ikke lade sig gøre at være modstander af en fuldstændig overvågning hvis man allerede har accepteret overvågning i princippet, hvad enten denne overvågning er i form af et DNA register eller blot fotovogne. Har man sagt A, har man samtidig sagt hele alfabetet.
Friheden fra overvågning, såvel som friheden til at ytre sig, er totale begreber. Enten har man friheden, eller også har man den ikke. Hvad er argumentet imod en total overvågning foruden at refererer til en arbitrær grænse der uden et pricipielt grundlag kan være hvor som helst? Hvor sætter vi grænsen hvis vi ikke kan forklare hvor den skal være, uden at tale om hvad vi føler er forkert?
