Rune Toftegaard Selsing leverer et ganske morsomt indslag, hvor han sammenligner Liberal Alliances størrelse og følgende fraktionsdannelse med 70ernes venstrefløjsfraktioner.
Det ville dog være endnu sjovere læsning, hvis Rune Toftegaard Selsing selv havde begreb om hvad han kritiserede så kritikken blev intelligent.
Bl.a. skriver han:
Venstresocialisterne (VS): Hjemstedet for de teoretiske hardlinere. Det er dog ikke spørgsmålet om determinisme i Marx’ ’Den Tyske Ideologi,’ man diskuterer i den liberale version, men fx velsignelserne i det statsløse samfund. Eller lyksalighederne ved private domstole. Det fornuftige og realistiske i privat politi, hær og jernbanenet. Og hvordan det helt praktisk skal fungere, når alle veje ikke længere er offentlige. Stridspunkter er om sådan noget som intellektuelle rettigheder og hvorvidt Somalia er en anarkistisk succes eller ej. Privatisering af månen er også et varmt emne. Og så videre derudaf; det er Sim City med politik.
Det sidste ord i Runes svada afslører desværre en misforståelse af de libertarianske tendenser. Det drejer sig ikke om politik, som i hans verden har med lovgivning og statskontrol at gøre, de libertarianske principper drejer sig om frivillighed, privat ejendomsret og kontraktret.
Det er naturligvis en morsomt blogindlæg som Rune leverer, jeg kan godt sidde og klukke lidt af det, når det fremstilles på denne karikerede facon. I forhold til de nuværende statsinstitutioner så virker et frivilligt fællesskab meget fjernt og nærmest utænkeligt.
Men jeg kan ikke andet end tænke at disse populistiske udlægninger af frihedsprincipperne sætter dem i et dårligt lys.
Meningen med politiske partier er at fremme egen sag, og kritisere de andre for at vinde opbakning til egen sag. Bagefter kan man så forvente et svar på kritikken - men når det i tilfældet af ovenstående tenderer latterliggørelse kan man næsten ikke slæbe sig sammen til at skrive en tilbagevisning punkt for punkt.
Så jeg vil nøjes med at fremhæve at libertarianere vil bruge frivillighed og ikke politik til at lade personerne i samfundet forme samfundet som de selv ønsker det, på frivillig basis. Her må man ikke bestemme over andre. Her må man overtale andre til at indgå i frivillige samarbejder, man kan ikke udover minimalstaten opkræver skat for at give penge til politisk favoriserede grupper. I den libertarianske version af samfundet kan de svage hjælpes med frivillige donationer. Staten skal kun bruges til at beskytte ejendomsretten og friheden mod overgreb internt eller eksternt, alt ud over disse elementer er ikke legitime statsindgriben i samfundets frivillige spontane orden.
I det libertarianske samfund må man som enkeltpersoner gerne indgå statslignende underkastelse i delsamfund. I Danmark kunne jeg forestille mig at beboerne i Københavns kommune ville ønske at indgå i et statsligende forhold med et sæt personer der bestemmer over de som tilslutter sig foreningen frivilligt - ligesom det sker i en privat virksomhed at man følger chefens ordre eller finder et andet sted at arbejde. Pointen er at indgåelsen af denne underkastelseskontrakt er frivillig. Man bliver ikke indlagt i fællesskabet uden eget tilsagn. Og her ligger den væsentligste forskel mellem de to typer samfund. I det frie samfund må man melde sig ud af underkastelsen.
Det drejer sig ikke om at lege SimCity på månen, men om at lade det være op til folk selv hvad de vælgler at gøre med eget liv, så længe de ikke indvaderer andres ejendomsret eller person. Det er grundfilosofien. Dette er derfor meget svært at forstå for den konservative der mener at staten skal bruge vold eller trusler derom til at forme samfundet - gerne til at stimulere morgensang i skolen og støtte særligt vigtige kulturelle institutioner.
Libertarianeren derimod vil lade personerne frivilligt støtte hvad de ønsker, frivilligt indgå i fællesskaber og kontraktbundne samarbejder. Der er en afgrundsdyb forskel på de to systemer, og jeg forestiller mig det er derfor Rune Toftegaard Selsing har svært ved at tage libertarianerne seriøst.
Anken mod libertarianske principper er: Hvordan kan man sikre orden i samfundet, hvis der ikke er en organisation med særlig magt til at pådutte alle samfundets individer en særlig orden? Hvordan skal det lade sig gøre at organisere samfundet uden tvang?
