Perestrojka.dk

Jeg ved ikke om særlig mange har lagt mærke til det, men noget tyder på at billedet af den socialdemokratiske Velfærdsstat®, som det eneste saliggø...

_slettet_bruger_170 Ikke angivet,

15/02/2011

Jeg ved ikke om særlig mange har lagt mærke til det, men noget tyder på at billedet af den socialdemokratiske Velfærdsstat®, som det eneste saliggørende og evolutionært set ultimative samfundsform, er ved at krakelere. Tallene taler for sig selv: Underskuddet vokser, væksten udebliver, sociale problemer forbliver uadresserede og i mange tilfælde forværrede, og så langt man kan se frem i horisonten hober problemerne sig op for Velfærdstaten®.

Og løsningsforslagene? Ja, de er mange og enormt kreative. For hvis det ikke er selve ideen den er gal med, så må det vel være måden vi udfører den på der er forkert. Så der bliver tænkt og spekuleret så det brager. Alle kongens mænd af intellektuelle, politikere, erhvervsfolk og filosoffer, tænker og tænker. De debatterer og diskuterer om hvad der skal gøres for at holde systemet i live, og ingen (eller meget få) tør tænke tanken: At systemet er dømt til undergang.

Og de er endog meget kreative, disse herrer og damer. Fra Henrik Jensens forslag om ”social værnepligt”, hvor teenagere skal sættes til at passe ældre og børn og hinanden, for at opdrage dem til at være gode borgere i systemet Velfærdstaten® - til Jørgen Rosteds storstilede planer om ”offentlig-private partnerskaber”, hvor det private skal producere det som politikerne siger de skal producere (med andre ord: Planøkonomi). Fra venstrefløjens bud om at producere vindmøller og solceller for milliarder, upåagtet at langt de fleste af de penge ryger direkte til udlandet, da det ikke kan betale sig at producere noget-som-helst (heller ikke vindmøller) i Danmark længere - til blå bloks bud på at afskaffe efterlønnen, igen upåagtet at vi skal afskaffe den syv gange blot for at skabe balance i budgettet, samt den traditionelle nedsættelse af den firsindstyvende kommission der skal ”se på væksten”.

Så det vi oplever for tiden, er ikke synderligt ulig den situation Sovjetunionen befandt sig i før systemet faldt sammen. Som russer voksede man op med en systematisk indoktrinering om det forbilledlige kommunistiske systems overlegenhed. Da det blev mere og mere åbenbart at det ikke var tilfældet, prøvede man med valget af Gorbatjov at ”skabe større dynamik” og imødegå omverdenen med større ”politisk åbenhed”, så man kunne ”fremtidssikre systemet”. Lyder det bekendt?

I dag ved vi godt at uanset hvor meget perestrojka og glasnost russerne end prøvede sig med, var systemnedbruddet uundgåeligt. Hvorfor? Fordi systemet var en fejl. Fra dag ét af. Og tager man historikerens briller på, er det en ganske naturlig ting. Mange ismer har måttet lide døden ved mødet med den barske virkelighed. I forrige århundrede tog vi afsked med tre dybt forfejlede ismer: Nazisme, fascisme og kommunisme, og for to århundrede siden tog vi afsked med uindskrænket monarkisme og kolonialisme. Det er altså ganske almindeligt (i historisk perspektiv) at forfejlede ismer dør ud.

Men ideer dør langsomt, og ofte skal ideerne føres helt ud til de yderste absurditeter – indtil selv den største idiot kan se at den er forfejlet – før man ændrer kurs. Men (og det er så den gode nyhed) noget tyder netop på at disse absurditeter langsomt er ved at dukke op: Offentlige ansatte der skal analysere indholdet af din og min skraldespand, fedtskatter, kvotekvinder og socialt stikkervirksomhed er alle tegn på at systemet begynder at åbenbare sit forfejlede tankesæt for den almindelige borger.  Et system der straffer flid og arbejdsomhed, og belønner det modsatte er dømt til at fejle – uanset hvor meget man ellers reformerer og nytænker det.

Så ligesom den forarmede russer kunne se på en stor forkromet rumraket, mens han selv havde svært ved at skaffe mad på bordet, vil også danskeren se på energirigtige rådhuse og et højteknologisk vindmølletestcenter, mens han sætter huset på tvangsaktion. Og spørgsmålet vil trænge sig på: Måske er alt det vi har fået at vide om vores velfærdstat en løgn? Det spørgsmål lurer i horisonten - også andre steder end 180grader, og det kræver et svar.

Kilde: