Peter Skaarup: Tyrkiet skal ikke med i EU

BRAGT PÅ POLITIKEREN

Mads Øland-Petersen,

18/07/2016

BRAGT PÅ POLITIKEREN.DK

Fredag aften kunne hele verden følge med, da en del af det tyrkiske militær forsøgte sig med et såkaldt militærkup. De ville overtage magten i Tyrkiet.

Eksempelvis tiltvang kupmagerne sig adgang til den statslige tv-station, TRTs, hovedkvarter. Ligeledes tvang de en nyhedsoplæser – med en pistol i ryggen – til at fortælle om deres kup.

Kuppet endte dog ikke med at vælte Tyrkiets præsident, Erdogan. I stedet for at vise billeder af en arresteret Erdogan, kunne tv-stationerne vise billeder af tilbageholdte soldater, som deltog i kuppet.

Et ”amatøragtigt kupforsøg” er det senere blevet kaldt.

”Tyrkiet skal ikke med i EU”

En af de danske politikere, som har kommenteret på det fejlslagne militærkup, er Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

I en udsendt pressemeddelelse siger han, at kuppet virkede en anelse mere amatøragtigt udført i forhold til tidligere kupforsøg.

Desuden kan han ikke se, at Tyrkiet har en fremtid i EU.

”Det må ligeledes være åbenlyst for enhver, at Tyrkiet og landets knap 80 millioner indbyggere er komplet uegnede til at være en del af Europa og EU.” skriver Peter Skaarup og tilføjer:

”Visumfrihed kan absolut heller ikke komme på tale”.

LÆS OGSÅ: Militærkup i Tyrkiet: Få overblikket

Det har længe været på tale, at Tyrkiet skal være med i EU. Dog opfylder landet ikke alle kriterierne for at komme med.


Desuden har Tyrkiet gjort sig negativt bemærket med deres undertrykkelse af pressefrihed, fængsling af journalister og indskrænkelser af ytringsfriheden. Efter fredagens kupforsøg har præsident Erdogan desuden luftet tanker om at genindføre dødsstraffen i landet.

LÆS MERE: HER