Det er blevet en almindelig accepteret norm, at politikere generelt og ministre især skal kunne handle og agere uafhængigt af økonomiske interesser, derfor ses der meget negativt på sponsorering og gaver til politikere. Mest aktuel er sagen om VIP-rabatter til Helle Thorning-Schmidt og Søren Pind.
Hele rationalet bag dette har været, at de folkevalgte skulle være så uafhængige af økonomiske interesser som muligt, men er det nu en sand antagelse?
Er vores folkevalgte ikke i stedet blevet dybt afhængige af det eksisterende system, staten betaler deres løn og en mulig ekstra belønning ligger i gode retrætestillinger i det store antal internationale organisationer, som Danmark betaler til. EU, Nato og FN-organisationer for blot at nævne de største og mest kendte.
Hvis man mistænker tøjfirmaet Sand for at købe sig til politisk indflydelse for en beskeden rabat, så synes jeg, man burde overveje, hvor meget muligheden for retræteposter influerer den politiske beslutningsproces. Væsentlig flere politikere ender i gode positioner i helt eller delvist offentlig finansierede organisationer end i rent privat finansierede organisationer.
Et af de mest markante eksempler er Anders Fogh Rasmussen retrætepost i Nato, sandsynligheden for at kampen om denne post påvirkede den danske udenrigspolitik er da mindst ligeså relevant som at mistænke tøjfirmaets Sands VIP-kort for at påvirke den politiske beslutningsproces. Jeg vil oven i købet mene, at retræteposterne har langt større indflydelse på dansk politik end eventuelle private sponsorater.
At jeg mener det er tilfældet skyldes først og fremmest, at den privatøkonomiske og prestigemæssige værdi af retræteposterne langt overstiger værdien i de få eksempler,vi har set på privat sponsorering af danske politikere. En anden vigtig grund til, at risikoen for at privatsponsorering påvirker dansk politik er meget ringe, er, at private virksomheders forsøg på at købe sig til indflydelse vil blive bedømt hårdt i den danske offentlighed.
Det kan derfor undre, at der stilles så få spørgsmål til den belønning, som danske politikere og topembedsmænd får i form af gode retræteposter. Den latente risiko for magtmisbrug til egen fordel er her meget større.
Er det ikke relevant at stille spørgsmålet, om den massive begejstring for EU, man møder hos topembedsmænd og hos ledende danske politikere, ikke påvirkes af, at EU-systemet og de mange tilknyttede organisationer, der er et slaraffenland for afdankede embedsmænd og politikere?
Jeg har ikke beviser for, at det er sådan, men meget ofte får jeg anledning til at tænke tanken, at det offentlige selv er den værste udøver af bestikkelse af beslutningstagere.
Den værste risiko ved private virksomheder sponsorering er måske, at det udfordrer systemets eget bestikkelsesmonopol.
