Jeg åbnede avisen her til morgen og så Politikens overskrift: Unge i nordafrika tror på fremtiden
Det var da glædeligt tænkte jeg. Men så læste jeg videre til manchetten: " Efter revolutionerne i Tunesien, Egypten og Libyen falder antallet af flygtninge ifølge UNHCR. De tror på en bedre fremtiden, er forklaringen"
Eksperter uddyber lidt længere nede:
"Ifølge den egyptiske udviklingsforsker Samir Amin er unge i lande som Tunesien, Egypten og Libyen begyndt at se bedre fremtidsudsigter i deres egne lande. "Der er øget bevisthed om at EUs kapitalisme intet har at tilbyde. Færre veluddannende søger nu til EU" "
Resten af artikelen handler de umenneskelige forhold på Lampedusa. De er blevet været efter modtagelsescenteret for flygtninge blev brændt ned - af flygtninge. Den italienske regeringen var med vilje ikke genopbygget det.
Flygtninges forhold dog problemstilling der kan diskuteres - det er dog ikke mit fokus i dette indlæg.
Det der der chockerer mig ved politikens vinkel er at man næsten blankt indrømmer at størstedelen af flygtningene er beskemmelighedsflygtninge.
Grunden til at færre søger til Europa er åbenbart ikke at der nu er sikkerhed i hjemlandet, men snarere at EU ikke har noget at tilbyde. Jeg troede at når man var flygtning så var det fordi man var forfulgt og ens liv var i fare?
Taget i betragtning af hvor meget økonomien har at sige, hvor mange af alle de flygtninge som EU har modtaget igennem tiden er rent faktisk forfulgte flygtninge?
Flygtningesystemet i sin nuværende form er mere og mere en farce.
