Hvor kan dette indlæg placeret bedre end på Danmarks arbejderavis nummer ét, som 180grader.dk manifesterede, da avisen afholdt sin lancerings-reception for præcis fem år siden i dag. Tillykke til Ole og co.
Det er i dag den 1. maj, og stikket hives ud i Danmark.
Funktionærer og specialarbejdere får fri til at gå hånd i hånd til den lokale park, hvor fagbevægelsens og venstrefløjens talsmænd står klar til at forklare dem om det arbejdende folks påståede dårlige kår i Danmark.
Men hvad er der at kæmpe for den 1. maj anno 2012?
Vi har et finmasket velfærdssystem, hvor selv de mest velhavende og mest bemidlede ikke kan “falde igennem” og blive overladt til sig selv med den frihed og det ansvar dette medfører. Det er blevet statens opgave at træffe beslutninger på folks vegne, og tiden, hvor det arbejdende folk havde behov for mere hjælp fra staten er for længst forbi.
Der er ikke mere, at kæmpe for - kun noget at kæmpe imod!
Fagbevægelsen har udspillet sin rolle og står i dag som venstrefløjspartiernes pamperiske interesseorganisation og ikke som det arbejdende folks talerør. Man betaler derimod de reelle arbejderes kontingentkroner videre til partier, der forringer det arbejdende folks kår. Derfor bør det arbejdende folk bruge 1. maj til at kæmpe imod fagforeningerne, der bruger medlemmerne i et politisk spil og ikke til forbedringer af de arbejdendes vilkår.
Arbejderbevægelsen arbejder vel sagtens nærmere for bedre vilkår for dem, der ikke arbejder end de der gør.
I dag betaler en stor del af fagbevægelsens medlemmer topskat, og det arbejdende folks største irritationsmoment er derfor den tårnhøje brandbeskatning, der generelt er Danmark i dag. Derfor bør 1. maj også bruges på at kæmpe imod det høje skattetryk, så arbejderne kan få flere penge med hjem efter arbejde, således, at det igen kan betale sig at arbejde.
Den 1. maj, som vi oplever den i dag, hvor gamle mugne røde faner, fadølsanlæg og røde roser (måske endda plukket af børnearbejdere) danner rammen om gymnasieelevers, borgere på kontanthjælps og gøgleres druk og larm, har ingenting med virkelighedens realiteter at gøre – det er blevet til en pjækkedag for landets proletarer, frem for en kampdag med reelle ønsker; Farvel til fagbevægelsens magt og goddag til en lavere skat og mere frihed til de folk, der går på arbejde hver dag!
Beklager, at dette indlæg ikke er længere, men jeg har et arbejde, som skal passes!
