Protest mod totalkontrol

I den seneste tid har der været en stigende tendens fra myndighedernes side, til at gennemføre såkaldte totalkontroller, hvor man f

Helle Fink,

12/10/2012

I den seneste tid har der været en stigende tendens fra myndighedernes side, til at gennemføre såkaldte totalkontroller, hvor man f.eks. slår ring om et helt område og finkæmmer det. Det betyder i praksis, at man forlader det gamle princip med at handle på begrundet mistanke og går over til, i praksis at mistænke alle, for alle bliver checket.

Indtil videre har 12.000 køretøjer på Sjælland været udsat for totalkontrol-aktioner i år. På politiets hjemmeside står der som begrundelse, at andre europæiske lande bruger det mere og mere, og at politikerne ønsker det!

I forbindelse med politiets aktion på Christianshavn Metrostation (JP 9. oktober 2012) blev alle, der så nervøse ud ved spørgsmålet, om de havde noget mistænkeligt i lommerne, kropsvisiteret. Artiklen nævner hvad de fandt ved kropsvisiteringerne, men ikke hvor mange der i øvrigt blev kropsvisiteret.

Jeg har aldrig prøvet at blive kropsvisiteret, har du? Hvad nu, hvis de gør det på den station du står på? Fordi du ser nervøs ud!

Interpol (DR 5. oktober 2012) er for resten også begyndt at åbne alle pakker i aktioner mod ulovlig medicin. Endelig må vi ikke glemme, at skat har fået politikernes tilladelse til at checke dig i din have, hvis du har startet noget, der kan ligne en byggeaktivitet.

Hver for sig virker kontrollerne måske ikke så voldsomme, men lagt sammen er det en klar tendens mod politistatslignende tilstande, som vi må vågne op overfor. Vi danskere har en meget udbygget evne til at sige at ”det er nok ikke så slemt” – men det er det. Hvor mange flere slags totalkontroller skal der til … At de laver totalkontrol i dit boligkvarter? I dit hus? På din arbejdsplads?  Det kan jo være, at de bare vil sikre sig, at de får fundet alle tyvekoster nogen kunne ha’ gemt, og at ”de også gør det i de andre EU lande”… Vi må sige STOP nu!

Helle Fink,

Frihedskæmperne

Kilde: