"Radikal" kritik af Fair Løsning

S-SFs forslag til en ”Fair Løsning” rummer en række paradokser, som ikke mindst må bekymre Radikale Venstre, som har tænkt sig at betro Helle Thorning statsministerstolen efter næste valg.  Der er tre overordnede problemer, som gør planen urealistisk – og dermed også dens ophavsmænd utroværdige som ledere af landet, især i de kommende år, hvor vi står over for store økonomiske udfordringer.

Planen hævder at tilvejebringe 15 milliarder kroner ved, at alle danskere i arbejde går en time op i tid om ugen, 12 minutter om dagen eller på anden vis tilsvarende op i tid hen over året. Men S-SF har ikke dokumenteret, at der faktisk vil komme 15 milliarder ud af det, når de ansatte i den offentlige sektor skal have betaling for en time ekstra om ugen. Flere økonomer har udtrykt bekymring for, om den post ikke kommer til at trække 10 milliarder i den anden retning. Det er det første problem.

Det andet problem er, at ”løsningen” opstilles som alternativ til at afskaffe efterlønsordningen, der koster noget i retning af samme beløb. Man afskærer sig altså fra at gribe fat i et af de instrumenter, der ellers ligger mest lige for – og som Radikale Venstre har peget på i årevis. Det er især et problem, når Radikale Venstre har sagt, at en afskaffelse af efterlønsordningen slet ikke er nok til at løse landets økonomiske udfordringer.

Det tredje – og måske største problem ved ”Fair Løsning” – er, at det slet ikke står i S-SFs magt at gennemføre planen. Heller ikke selv om man har fået en tilkendegivelse fra DA og LO, om at de vil gennemføre en øget arbejdstid. Det kan de nemlig ikke.  Det er muligt, at man for en del af arbejdsmarkedets vedkommende kan indarbejde øget arbejdstid i en overenskomst, men den ville så i givet fald skulle godkendes af medlemmerne, der synes at være imod. Og det kan man jo godt forstå. Hvorfor skal den 33-årige postmedarbejder, som Helle Thorning så sent som på De Radikales stævne i weekenden, var så forhippet på at sikre mulighed for engang at gå på efterløn, hvorfor skal hun tvinges til at gå op i tid nu? Måske synes hun, at hun har mere travlt i den livsfase, hun er i nu, end de de kolleger først i tresserne, der nu kan gå hjem på efterløn på hendes regning. Det strider mod al liberal tænkning, at man trækker i retning af en kollektiv tvangsordning frem for at fremme mulighederne for, at man individuelt kan sikre sig et fleksibelt arbejdsliv. Øget arbejdstid skal komme af lyst – fremmet af økonomiske incitamenter, ikke fordi ”samfundet” lige pludselig på næsten totalitær vis kræver det. Heldigvis tilrettelægges arbejdstiden lokalt for en stor del af arbejdsmarkedets vedkommende, og jeg kan f.eks. sige, at vi ikke vil gå op i tid i min virksomhed. Vi synes, den arbejdstid, vi har nu, er passende.

Landets måske kommende regering – siddende på radikale stemmer – har altså fremlagt en løsning, der 1) ikke engang med sikkerhed tilvejebringer 15 milliarder som lovet, 2) forhindrer alternative, mere realistiske reformer som en afvikling af efterlønsordningen, 3) formentlig slet ikke kan gennemføres, da dens virkemidler ligger uden for regeringens kompetence.

Det kan godt være, at mange radikale vælgere er trætte af den borgerlige regering – det er de ikke ene om – og gerne vil se nogle nye ansigter. Man bør dog overveje grundigt, om ikke de er de forkerte ansigter man sætter på ønsket om fornyelse og reformer.

6 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere