Det er Allehelgensaften i aften den 31. oktober. Aftenen før Allehelgensdag, hvor den katolske kirke fejrer alle helgener, kendte som ukendte. Ordet "Halloween" betyder på engelsk "hallowed evening" eller "holy evening". Det stammer fra den skotske betegnelse All Hallows' Eve.
Allehelgensaften for 498 år blev en skelsættende begivenhed i Europas historie, der på sigt fik stor betydning for udviklingen af Vestens ideer om religionsfrihed, tolerance og ytringsfrihed.
Reformationen
Allehelgensaften 1517 slog Martin Luther 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, og den protestantiske reformation var skudt i gang. I løbet af december blev teserne udgivet på tysk, ligesom de hurtigt oversættes til andre europæiske sprog.
Luther følger op ved at offentliggøre en serie prædikener og bøger, deriblandt ”Resolution on the Ninety-Five Theses” i 1518. Luther offentliggjorde over 30 bøger i løbet af sin levetid, og hans bøger blev solgt i over 300.000 eksemplarer inden 1520. Luther er den første til for alvor at drage fordel af bogtrykkerkunsten, som Guthenberg havde opfundet i 1439.
Luther blev ekskommunikeret af Paven i januar 1521, og i april blev han tilsagt at møde på rigsdagen i Worms, hvor han stod anklaget for kætteri og afkrævet at tilbagekalde sine bøger med trussel om at blive dømt fredløs og brændt som kætter.
Luther nægtede at tilbagekalde sine ord og gav et stærkt forsvar for samvittighedsfrihed:
”Hvis jeg ikke bliver besejret ved Skriftens vidnesbyrd eller ved åbenbare fornuftsargumenter … så forbliver jeg besejret ved de skriftsteder, jeg har anført, og min samvittighed forbliver fanget i Guds Ord. (…) Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed."[i]
Kravet om samvittighedsfrihed bunder i, at det er Gud og ikke nogen verdslige konger eller kejsere – eller biskopper og paver for den sags skyld – der hersker over sjælene: ”sjælen kan og skal ingen befale over, men mindre man formår at vise den vejen til himmelen; det kan kun Gud alene gøre, ikke noget menneske. I spørgsmål, som angår sjælens frelse, er det derfor kun Guds ord, der må forkyndes og antages.”[ii]
Troen er Guds værk, og Luthers krav om samvittigheds- og trosfrihed bunder i netop dette, at tro er en privat sag, der angår den enkeltes samvittighed. ”Her står jeg, jeg kan ikke andet” siges Luther at have erklæret på rigsdagen i Worms som udtryk for, at Luther kun gjorde, hvad hans samvittighed bød ham.
Hele sagen endte med, at kejseren i maj 1521 erklærede Luther for fredløs, forbød hans litteratur og krævede Luther anholdt for kætteri. Det blev en forbrydelse at bistå Luther med føde eller ly, men Luther undslap og nød beskyttelse fra stærke velgørere.
Med Luthers oversættelse af det Nye Testamente til et folkeligt tysk i 1522 undergravedes kirkens autoritet og monopol på at fortolke kristendommen, for nu kunne enhver læse, at Biblen ikke med et ord nævner skærsilden, fem eller syv sakramenter, biskopper, Paven eller afladsbreve. Intet kunne være farligere for den kirkelige autoritet.
Luthers tyske udgave af det Nye Testamente udkom i mere end 200.000 eksemplarer over de næste 10 år, selv om hans oversættelse blev forbudt. Det fik Luther til at skrive sit eneste større politiske værk Om lydighed mod den verdslige øvrighed i 1523.
Det er i dette skrift, at Luthers toregimentelære udfoldes. Ifølge Luther har den enkelte selv ansvar for, hvad han tror, og det er ikke en sag, øvrigheden skal blande sig i. Luther var langt fra liberal. Han betragtede borgerne som undersåtter, der har pligt til at adlyde den verdslige øvrighed for så vidt angår verdslige sager, men der er en grænse for statens magt, og de verdslige myndigheder kan hverken bestemme over den enkeltes tro eller skaffe bøger af vejen:
”Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. (…) Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt, for troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, der er guds gerning i Ånden, og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den.”
”Kære herre, det er min pligt at adlyde dem med liv og gods; giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed.”
For Luther var ytrings- og trykkefrihed et middel til et mål: samvittighedsfrihed, retten til at fortolke skriften, dyrke Gud og leve et kristent liv i overensstemmelse med ens egen overbevisning frem for efter en eller anden religiøs autoritet. Vi ser dette senere, ikke mindst i England, at religiøse mindretal kræver ytrings- og pressefrihed som et middel til at sikre deres egen trosfrihed, og folk fik øjnene op for, at når statsmagten kontrollerede det trykte ord, så begrænsede den enhvers ret til at tro og følge sin samvittighed.
Reformationens betydning for Vestens frihedstradition
Luther og reformationen fik en enorm betydning for religions- og ytringsfrihedens historie i Vesten på mindst tre punkter:
1. Luther gjorde op med kirken som en politisk magtfaktor – og med den verdslige magt som en åndelig magtfaktor. Luthers toregimentelære er en magtdelingslære om adskillelsen af den verdslige og den åndelige magt.
2. Luther gjorde op med kirkens autoritet og med sit krav om samvittighedsfrihed stillede Luther et subjektivt sandhedskriterium op over for den katolske kirkes autoritetsprincip. Derved gjorde Luther op med den middelalderens pavekirke, der anså det for sin pligt at rense kirken for vantro ved at brænde kættere på bålet, Luthers oversættelse af Biblen til et folkeligt tysk udfordrede kirkens monopol på at udlægge kristendommen.
3. Luthers individuelle gudsforhold kom til at spille en afgørende rolle for den individualistiske tradition i Vesten. Alle er lige for Gud, og denne kristne universalisme genfindes i ideen om, at mennesker er lige mht. naturlige rettigheder.
Luthers argumenter for samvittighedsfrihed har i virkeligheden en universel karakter. Det kan meget vel være, at han på rigsdagen i Worms blot hævder, at han ikke selv kan andet end at følge sin samvittighed, og at hans samvittighed er bundet af Gud, men han argumenterer i Om lydighed mod den verdslige øvrighed for det mere generelle synspunkt, at ingen kan eller skal herske over sjælene, det kan kun Gud, og det må så gælde alle uanset religion. Det bliver dermed til et argument for universel trosfrihed.
Som det blev tilfældet mange gange siden hen, så har fortalere for universelle rettigheder ofte svært ved at godtage konsekvenserne af deres egne argumenter, og Luther var ikke nogen forkæmper for universel ytrings- eller religionsfrihed. Hvis man offentligt forkyndte noget, der stred mod evangeliet, skulle man stoppes, og i sidste ende landsforvises, og Luthers angreb på jøderne viser også, at han ikke generelt gik ind for religionsfrihed.
Selv om reformationen på den lange bane blev en katalysator for religions- og ytringsfrihed, så var den umiddelbare effekt at begrænse den. Reformationen blev fulgt af mere end 100 år med religionskrige i Europa. Tyske prinser forsøgte at påtvinge deres undersåtter deres egen tro, hvad end den var katolsk eller protestantisk, der var religionskrige i Frankrig mellem 1592 og 98 med hundredtusinder af dødsofre,[iii] trediveårskrigen fra 1618 til 1648 begyndte som en religionskrig mellem katolske og protestantiske lande, og den engelske borgerkrig blev udkæmpet mellem forskellige protestantiske sekter.
Hvor man før reformationen kun kunne blive anklaget for kætteri af den katolske kirke, kunne man nu anklages af både katolikker og protestanter, og selv om ingen kættere blev brændt på bålet i de reformerte dele af Tyskland i Luthers levetid, så fandt det sted i Calvins Schweiz.
Religionsfrihed og tolerance
Alligevel kan reformationens betydning for den senere religionsfrihed, tolerance og ytringsfrihed næppe undervurderes. Som med Nantesediktet og erfaringerne efter trediveårskrigen, så var det i høj grad politisk pragmatik, der i praksis førte til, at forfølgelserne af religiøse mindretal gradvist ophørte i 1600-tallet snarere end nogen filosofiske doktriner om tolerance, men den pragmatik blev fremprovokeret af splittelsen af kirken og af magtdelingen mellem kirke og stat, der fulgte med reformationen.
Luthers krav om samvittighedsfrihed og hans hævdelse af, at den enkelte selv er ansvarlig for sin frelse, og at ingen kan tvinges til at tro, går også igen i alle senere forsvar for religionsfrihed og tolerance.
Vi skal imidlertid helt frem til John Locke – og hans samtidige Spinoza og Bayle – der i 1686 (udgivet 1689) udgav Et brev om tolerance, før spørgsmålet om tolerance stilles for første gang, og Locke er den første, der gør det til et spørgsmål om at sætte grænser for, hvad statsmagten skal blande sig i, og grænser for kirkens autoritet.
I Et brev om tolerance omtaler Locke liv, frihed og ejendom, herunder også borgernes legemlige ukrænkelighed, som ”borgerlige goder”. Disse borgerlige goder er alene en sag for øvrigheden, og de afgrænser den borgerlige magts ret og suverænitet. På samme måde skal kirkesamfund ikke have andre sanktionsmuligheder over for dens medlemmer end de ikke-tvangsmæssige: med opfordringer, formaninger og rådgivning kan de søge at retlede medlemmer, og virker det ikke, kan Kirken udelukke medlemmer fra det kirkelige samfund, men Kirken kan og må ikke tvinge noget medlem til at tro det ene eller andet.
Lockes argumentation er grundlæggende Luthersk: At tro er en personlig sag, som ingen kan tvinges til at tro.
Englands ”Glorious Revolution” i 1689 gjorde ikke noget for ytringsfriheden, men i 1695 blev forhåndscensuren afskaffet i England. Ikke pga nogen filosofisk overbevisning om det rigtige i pressefrihed, men fordi over- og underhuset ikke kunne blive enige om at fortsætte den monopollovgivning, der regulerede censuren.
Bortset fra i Danmark, hvor vi i en meget kort årrække under Struensee fik fuld pressefrihed som det første land overhovedet, skulle der gå endnu mindst 100 år, før ytringsfrihed blev sikret noget sted. Først i USA, og det kom ikke med den berømte first amendment fra Bill of Rights fra 1791, men først efter en krise for ytringsfriheden, hvor John Adams som præsident forsøgte at begrænse den. Men det er en historie for en senere klumme.
---
Libertas nr. 62 udkommer med et temanummer om ytringsfrihed i slutningen af året.
MEDLEMSKAB af Libertas koster 175 kr. for 2015. Betal via dankort/kreditkort på flg. link:
https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=1cd4f51f23
[ii] Fra Luther: Om lydighed mod den verdslige øvrighed fra 1523, citeret fra Jalving og Hedegaard (2011).
[iii] Nantesediktet blev udstedt af den franske konge, Henrik IV, i 1598 for at afslutte de blodige religionskrige i årene 1562-98. Med Nantesediktet fik protestanter – også kendt som huguenotter – tilstået visse friheder i det ellers katolske Frankrig. Huguenotterne fik borgerlige rettigheder, der styrkede deres retsstilling, fik adgang til at rette henvendelse til Kongen og offentlige embeder. De fik også lov til at praktisere deres religion inden for geografisk afgrænsede områder, og de fik tilstået omkring 100 sikkerhedsbyer, deriblandt la Rochelle. Formålet med Nantesediktet var først og fremmest at få afsluttet de franske religionskrige, der truede med at splitte nationen og svække kongemagten, og Nantesediktet var et resultat af pragmatisk politik – ikke af nogen filosofisk begrundet tolerance. Nantesediktet blev ophævet gradvist over en årrække og endeligt i 1685 af Ludvig den XIV, der derefter forbød protestantismen i Frankrig, hvilket forårsagede, at huguenotter i hundredtusindvis flygtede til især Holland og England
