Hvis jeg som politiker siger, at jeg vil kæmpe for ”at behandle folk ens” og ”gøre folk mere lige”, så vil mange nok klappe i hænderne. Problemet er, at begge dele er udtryk for en fejlslutning og en forkert indstilling til samfundsstrukturen.
Folk har forskellige behov og dermed skal folk ikke behandles ens, men derimod forskelligt. Folk, som er i samme situation, skal behandles ens, mens folk, der er i forskellige situationer, skal behandles forskelligt. Vi skal hjælpe de svageste mere end vi hjælper de velstillede – det siger sig selv. Men det er desværre ikke altid sådan, at samfundet er skruet sammen. Alt for ofte hjælper vi alle lige meget – og dermed lige lidt. Hvis vi i stedet fokuserede hjælp til de svageste, så ville disse også få mere hjælp end de velstillede og dermed ville man udligne forskellene og gøre folk mere lige.
Når dette så er sagt, så må sidstnævnte aldrig være et mål i sig selv. Det er intet problem, at de rigeste bliver rigere, så længe de fattigste også gør det. Problemet opstår, når vi gør de rigeste fattigere i lighedens navn.
Dermed er lighed ikke et m,ål, men derimod en berigelse af de svageste. Vores tidligere konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at problemet ikke er, at vi har en som Mærsk, men i stedet, at vi KUN har én Mærsk.
