”Aldrig mere den 9. april”, sagde man i årene efter besættelsen og derfor beholdte
modstandsfolk i hele landet sine våben og de dannede efterfølgende hjemmeværnet,
for om nødvendigt, at kæmpe for landets frihed også selvom politikerne måske ville noget andet.
De seneste års store besparelser på forsvarsbudgettet, har efterladt et samlet forsvar der
ikke længere kan føre en kamp i det fulde spektrum, altså med alle nødvendige midler.
Unge officerer forlader i stort tal forsvaret på grund af de seneste års forringelser, samt
den meget usikre fremtid i forsvaret.
Man har samtidig ændret drastisk på officersuddannelsen og mange stiller spørgsmålstegn ved kvaliteten af den nye uddannelse. Forsvarets evne til at føre krig bliver hermed yderligere forringet.
Ligeledes har man besluttet at inddrage hjemmeværnssoldatens personlige våben * og reelt banet vejen for et afvæbnet hjemmeværn, der hermed reduceres det til et "civilt" beredskabskorps.
Med Ruslands besættelse af Krim, Ukrainekrisen, nye krænkelser af de svenske skærgårde, samt de mange afvisninger af russiske kampfly rejser spørgsmålet sig om Danmark i stedet for en afvæbning, ikke burde begynde at genopbygge sin evne til suverænitet hævdelse og et reelt forsvar af sit territorium?
De borgerlige liberale partier har desværre stiltiende og naivt medvirket til denne ”stille” afvæbning og svækkelse af Danmarks forsvar, men vi må netop i disse dage spørge os selv om venstrefløjen og det Radikale Venstre virkelig på årsdagen for Danmarks besættelse d. 9. april skal have den glæde, at få deres mangeårige ønske om en afvæbning af Danmark opfyldt?
(*bundstykket/låsen)
