Så sikkert som penge i banken…

Krisen på Cypern afslører nu endnu mere tydeligt, hvad der er i vente

Joshua Dalgaard,

26/03/2013

Krisen på Cypern afslører nu endnu mere tydeligt, hvad der er i vente. De detaljer, der er offentliggjort i medierne, afslører på mange måder intentionerne hos vores centralistisk tænkende statsledere. EU har afsløret hvor langt de vil gå, og det burde skræmme os alle. Det er ikke nemt at finde ud af, hvad der præcis foregår, da de større medier som altid er mere propaganda end real journalistisk.

Vi ser som i andre sager, at alle nyheder kommer fra verdens få centraliserede informationsformidlere – eller nogle vil mene meningsdannere – AP, Reuters, Ritzau etc. De sikrer, at vi kun får det at vide, som magthaverne ønsker vi skal tro på, og at vi får den samme historie, uanset hvilket land vi bor i, og hvilke medier vi vælger at se/læse. Men der er tydelige og væsentlige faresignaler i den valgte fremgangsmåde.

Det første spørgsmål man kan stille er, hvorfor mon EU og den cypriotiske stat skal bestemme over menneskers bankindeståender? Grundprincippet de bruger her er jo, at det ikke er bankindehavernes egne penge til at starte med, og det er et farligt princip. Det er altså reelt ikke vores penge, vi har i banken. Bankerne kan blive lukket og vores penge indefrosset, så vi ikke kan få fat i dem.

Vi bliver bildt ind, at det er sikkert at have penge i banken, men det er altså kun tilfældet, indtil vores politikere og EU får lyst til at tage dem fra os. Hvad kan vi lære om EU af denne proces? Den første aftale, der blev stemt ned i det cypriotiske parlament indeholdt en bestemmelse om, at der skule konfiskeres omkring 10% af indestående på hver konto. EU støtter således, at man direkte stjæler folks penge. Det kommer ikke som den store overraskelse for os EU modstandere, men dog har det nok sjældent været så tydeligt, som det er her. EU har nu afsløret deres agenda, og hvilke midler de er villige til at tage i brug. Endnu en grund til at komme ud af dette magttyranni så hurtigt som muligt.

Hvad enten det er EU eller de enkelte stater, er det centraliserede magtapparat på voldsom fremmarch overalt. Vores frihed tages fra os på alle områder, og nu kan vi se, at vi heller ikke kan regne med at have råderet over de penge, vi har i banken. Som vi kendte det fra Sovjetunionen har planøkonomi og central kontrol overtaget Europa. Propagandaen er, at EU har reddet Cypern, men realiteten er at EU har overtaget endnu et land. Lånene fra EU gør den cypriotiske befolkning til gældsslaver af EU, således at EU som långiver kan stille betingelser og reelt overtage kontrollen med landet. Det samme har vi set i Grækenland, og noget tyder på at Spanien, Portugal eller Italien kunne blive de næste.

Verden er reelt styret af centralbankerne, som har monopol på at skabe penge ud af ingenting og gennem udlån af penge nu styrer det meste af verden. Som alle andre statstyrannier i historien er det lykkedes EU at bilde os ind, at vi har brug for dem, og at de faktisk er til gavn for os mennesker, som de undertrykker. Når vi historisk ser på f.eks. Kina og Sovjetunionen, er det tydeligt, at de undertrykte deres befolkninger, men når man er midt i det og tror på magthavernes propaganda er det langt vanskeligere at se skoven for bare træer. Løsningen er at tage magten tilbage fra staterne.

Vi har ikke brug for deres centraliserede ”løsninger”, som blot udskyder problemerne og gør det langt værre i fremtiden. I tilfældet med Cypern ville det bedste have været at respektere friheden og lade bankerne klare sig selv. Hvis de så ikke kunne reddes ville nogle sundere banker have overtaget deres aktiver for en slik, således at aktiverne skifter hænder, fra dem der ikke kunne finde ud af at gøre det rigtige, til dem som har vist, at de kan. Derved skabes en sund økonomi og et sundt samfund.

I et frit samfund er det os og ikke staten, der bestemmer over vores penge. Staten skal ikke have nogen ret til at beslutte noget som helst omkring vores penge og skal således ingen mulighed have for at stjæle vores penge, blot fordi nogle nationale og internationale politikere får lyst til det. Det er på tide, at vi får skåret statsapparaterne ned og indført sunde principper om frihed, frivillighed og ejendomsret frem for det diktatoriske statstyranni, der i dag vinder hastigt frem – lige så sikkert som penge i banken.

Kilde: