Salamimetoden: Folkedanserne og islamisternes foretrukne

Dansk Folkeparti og andre islamkritiske elementer i det danske samfund ytrer ofte noget om, at muslimer benytter sig af salamimetoden, at de skærer...

xxxxxx Ikke angivet,

06/12/2009

Dansk Folkeparti og andre islamkritiske elementer i det danske samfund ytrer ofte noget om, at muslimer benytter sig af salamimetoden, at de skærer stykke for stykke af vores frihedsrettigheder og stykke for stykke møver sig ind med deres tørklæder, halalmad og fem gange bønnekald fra minareterne. DF & Co. må vide noget om det der med salamier, for det er samme metode de selv bruger. I dag forbud mod minareter, i morgen forbud mod moskeer. I dag forbud mod tørklæder, i morgen mod muslimer. Ikke desto mindre er der grund til at overveje, om højrenationalisterne og de islamforskrækkede har ret i noget. Hvis f.eks. man kan godtgøre, at moskeer bruges som udklækningsanstalter for radikale islamister, er der så ikke god grund til at forbyde moskeer? Nej, naturligvis ikke. Vi kan ikke kriminalisere bedehuse, og vi kan ikke forbyde mennesker at forsyne bedehuse med særlige kendetegn som f.eks. minareter. Men vi kan naturligvis kriminalisere opfordringer til mord, terror og anden kriminalitet, der måtte finde sted i moskeerne. Eller vi kan kriminalisere de opfordringer den fundamentalistiske organisation Hizb-ut-Tahrir for nogle år siden publicerede om at "dræbe jøder, hvorend I finder dem". Citatet var fra koranen, og bør koranen så ikke forbydes? Nej, for så skal vi også forbyde Biblen, der ligeledes rummer opfordringer til kriminelle handlinger (bl.a. dødsstraf for apostasi, hor og heksekunst samt adskillige hyldester til folkemord og blodbad). Hvis ikke liberale står vagt om retsstatsprincipperne, så overlader man scenen til de utopiske socialister, og de har ikke bare såkaldt 'negative' frihedsrettigheder på dagsordenen, men også de 'positive'. Menneskerettighederne blev ikke udtænkt for at beskytte majoriteten mod 'tilbygninger på religiøse bygninger der er kulturelt upassende', men for at beskytte individet og minoriteterne mod overgreb fra majoriteten og magten. Hvis menneskerettighederne er gået hen og blevet umoderne, eller hvis man mener, at Vesten står overfor en så stor trussel fra islam, at princippet om lighed for loven må sættes ud af kraft, så bør man venligst angive nye principper, der kan vejlede os når vi fremover skal afgøre, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt. Ellers bliver det folkedanserne og islamisternes salamimetode, der kommer til at gælde.

Kilde: