Selv Ole Birk Olesen har ikke fattet det!

Det er ofte, at man læser nonsens på Facebook, men nogle gange kan en enkel opdatering alligevel vise sig at være læseværdig for det budskab, afsen...

Ikke angivet Ikke angivet,

13/10/2015

Det er ofte, at man læser nonsens på Facebook, men nogle gange kan en enkel opdatering alligevel vise sig at være læseværdig for det budskab, afsenderen med eller uden vilje formidlede. Et godt eksempel herpå er en nylig opdatering af LAs Ole Birk Olesen, der kommenterer et indslag i TV-avisen:


"Kvinde […] er ledig, men har ikke ret til kontanthjælp, fordi hendes mand har en god løn. Der er ikke råd til, at børnene kan komme i svømmehal, fortæller hun. Journalisten spørger ikke, hvorfor der ikke er råd til svømmehal. Manden har jo også kun en årsindkomst på en halv million kroner. 42.000 kr. om måneden med mulighed for at benytte ægtefællens uudnyttede bundfradrag på godt 3.500 kr. om måneden."

 

Olesens underliggende budskab er hørt mange gange før. Kvinden er til grin med sin selvynk, og hun har i øvrigt masser af penge. Hvad kunne være mere banalt end et krav fra staten om, at familien bør forsørge en, inden skatteyderne træder til?

 

Problemet er, at denne fortolkning giver ingen mening, særligt hvis man er liberal. Budskabet er, rigtig nok, at kvinden i ovenstående opdatering er til grin. Men ikke fordi hun brokker sig.


Sandheden er, at hun er til grin, fordi hun endnu er sammen med sin mand. Ved hun da ikke, at sammenhold i hårde tider er lige præcis den adfærd, vi bryder os mindst om i Danmark? I hvert fald, hvis man skal tro den måde, vi har indrettet skatte- og ydelsessystemet på.


Danske overførselsindkomster er gavmilde, men en nylig international sammenligning viser, at for ikke-forældre er de altså knap så gavmilde igen. Der, hvor danske overførselsindkomster virkelig slår igennem er hos de enlige forsørgere (læs: enlige mødre). 

 

Vælger et forældrepar at opløse et parforhold, eller for den sags skyld aldrig at indgå i et parforhold, da træder skatteyderne til. Foruden almindelig børnecheck, da modtager enlige det såkaldte ægtefælle- eller underholdsbidrag fra den anden forældre (mindst 1.260 kr./md., som er fradragsberettiget for den betalende part), de modtager særlig børnetilskud til enlige på 901 kr./md. for det første barn, herefter 446 kr./md for øvrige børn. Derudover kan må få op til 40 pct. af huslejen refunderet over boligsikringen, samt hele udgiften til daginstitutionspladsen. Nå ja, og så har jeg glemt, at den ekstra høje kontanthjælpssats, kvinden i vores opdatering nu er berettiget til på ca. 13.000 kr./md. Under visse forudsætninger er den umiddelbare kontantgevinst ved at opløse forholdet altså 17.000 uden boligsikring, som sagtens kan løbe sig op på 3.000-4.000 kr./md. ekstra.

 

Det er altså kafkask, især når man tænker på hvem, der egentlig betaler den største pris for familieopløsning. Vink til de sløve: det er ikke skatteyderne.


Vi har altså rykket grænsen for hvornår et par er indifferent mellem at blive i eller opløse et forhold gevaldigt, fordi nettoskatten, dvs. den skat man betaler fratrukket hvad man modtager i ydelser, er markant højere for kvinden i Olesens opdatering. Nu betaler hun med andre ord væsentlig mere i skat uden at modtage andet end Olesens hån. 

 
Utallige undersøgelser, både fra Danmark og den øvrige verden viser, at børn, der vokser op i hjem med begge forældre, klarer sig væsentlige bedre livet igennem end skilsmissebørn. Forældre, der bor sammen, har oftest mere tid til hinanden og dermed også til deres lokalsamfund, hvilket fordrer godt "naboskab", og dermed også trygge kvarterer og alt det, mennesker i virkeligheden efterspørger i jagten på "det gode liv". Til sidst det åbenlyse: forældre i par er i mindre grad på offentlig forsørgelse, og opfostrer i højere grad børn, der ikke ligger det offentlige til last. Hvorfor straffer vi denne adfærd, mens vi belønner familieopløsning? Hvilken bizar verdensorden er det, Olesen nu implicit bifalder ved at håne dem, der holder sammen?


Vores vanvittige omfordelingscirkus holder altså familier, der forbliver sammen, for nar. Deres nettoskatteregning er væsentlig højere end dem, der vælger at opløse forholdet. Disse perverse incitamenter har nu også medført kommunernes dyneløfteri og stedse mere grænseoverskridende adfærd fra myndighederne. Skatteydernes ret til præcis at bestemme, hvordan velfærdskronerne bruges betyder nødvendigvis også, at skatteyderne, personificeret ved kommunale sagsbehandlere, har ret til overvåge danskerne, som om Danmark nu var en DDR-lite. Retorikken om forsørgerpligt er skalkeskjul for, at børnefamilier – altså dem, som rent faktisk betaler regningen for det opsvulmede bureaukratiske monster, vi kalder velfærdsstaten – skal se at betale noget mere. 

Hvad med at lovprise familien, der holder sammen, selvom samfundet gør alt for at presse dem fra hinanden? Hvad med økonomisk at belønne de børnefamilier, der ikke kaster håndklædet i ringen? Det kunne passende gøres ved at 1) ikke at opfordre til familieopløsning gennem ekstravagante overførselsindkomster til enlige forsørgere og 2) ved at lade velfærdskronerne følge borgeren, ikke systemet. Når begge forældre er i arbejde, da vil forældreparret oftest uddelegere og betale sig fra en del velfærdsopgaver, men hvis en forældre går ledig, kan denne så passende klare en del af disse opgaver selv. At lade pengene følge borgere vil skabe langt større tryghed og dermed også langt større fleksibilitet. 


Så kan det nemlig være, at næste gang den ene forældre i en familie bliver arbejdsløs, da vil familien kæmpe lidt hårdere for at blive sammen, hvilket er noget, jeg ved, Olesen mener er det rigtige. 

Kilde: