Selvfølgelig er der forskel på rig og fattig, og det både skal, bør og må der være

Hvis man ser på tanken bag velfærdsstaten, så var ideen vel den, at ingen skal ligge og sulte i gaden, ingen skal dø af behandlingsmulige sygdomme ...

Kim Ursin,

26/04/2015

Hvis man ser på tanken bag velfærdsstaten, så var ideen vel den, at ingen skal ligge og sulte i gaden, ingen skal dø af behandlingsmulige sygdomme og alle skal have de samme muligheder. Er der mon egentlig nogle, der er imod dette? Næppe.

Men selvfølgelig er der forskel på rig og fattig, og det både skal, bør og må der være.

"Mit barn skal ikke lide under jeg ikke har et arbejde".

Nej, selvfølgelig ikke. Nu lider et barn altså heller ikke, hvis det ikke har en PS4. Jeg er selv opvokset i en familie på bistand og de mindste problemer var mængden af legetøj. Det største problem var den manglende selvrespekt og mindreværdsfølelse mine forældre følte og deraffølgende vold i familien. Ikke at mine venner havde Star Wars og jeg havde nogle ukendte action mænd. 

"Jeg vil over at lege ved Sofie fordi hun har fået en ny Bratz dukke". Dette er jo ikke kritik af ens opdragelse eller evne til at give hende en Bratzdukke. Men selvfølgelig er der forskel på om Sofie vokser op med mor og far i arbejde og en husstandsindkomst på 7-800.000 eller om hun vokser op med en enlig far, der arbejder i Aldi eller arbejdsløs. Selvfølgelig er der materiel forskel, og det skal der være.

Det betyder ikke, at Sofie ikke har det godt. Det betyder på ingen måde, at Sofie ikke er ligeså elsket som andre børn, eller bør være det.  Forhåbentlig  skal man ikke bruge materielle ting til at vise dit barn kærlighed?

Det betyder heller ikke at Sofie ikke kan få den uddannelse, hun gerne vil. Det betyder, hun har nogle andre udfordringer end de riges børn. De riges børn (nu voksne) behøver ikke tænke på, hvad bøgerne koster, det skal hun. Hun kan ikke gå i byen hver tors-fre-lør, men må nøjes med 1-2 gange om måneden. Det kan også være hun er nødt til at bo på et værelse, hvor de riges børn får forældrene til at købe en lejlighed. Det ændrer grundlæggende ikke på, at hun har de samme muligheder i uddannelsessystemet.

 

Og så alligevel.

For de mange og utallige tilskud til alt og alle gør netop, at hele det grundlæggende system bliver presset. Min daværende kæreste opdagede forrige sommer at man på universitet skulle købe bøger for 9-12.000 kr. – pr semester, og som hun sagde: "hvor finder jeg de penge to gange om året?”

Her er vi inde i at velfærdsstaten fejler. Den fejler, fordi den så gerne vil brede sig, så de bøger, der burde være en selvfølgelighed man fik til låns, er der ikke råd til. Man har travlt med at give turkort til Lalandia, julepakker, gøre cyklister glade med julemænd, interaktive bænke, "gratis" cykler og tæt på vanvittige tilskud til arbejdsløse enlige forsørgere, der gør at de har flere eller ligeså mange penge son ved nogle lavtløns jobs.

”Det er nemlig synd”.

Vi skal væk fra at staten konsekvent forsøger at udligne forskellene. De fattigste forsørgere har det - økonomisk - ganske fornuftigt. Nogle også mere end fornuftigt - og det er den sidste gruppe, der trækker livet ud af velfærdsstats-ideen. Når den arbejdsløse enlige forsørger har det samme eller næsten det samme som kassedamen i Netto eller landbrugsmedarbejderen, så forsvinder opbakningen.

Der vil altid være forskel på rig, middelklasse og fattige, men i Danmark har vi så travlt med at lave millimeter retfærdighed, at de vi ender med er at give tilskud til personer, der kan klare sig selv, men selvfølgelig har mindre materielt end andre. Eller burde have det.

Her er vi tilbage ved den dårlige samvittighed. Hver gang du siger dette, så lyder det konsekvent, ”skal min datter undvære bleer? Skal hun ikke have legetøj? FORTJENER mit barn ikke et ordentligt liv?”. Joda, hun skal bestemt have et ordentligt liv. Det er nok mere definitionen af dette "ordentlige liv",  vi skal have på plads.

Når dit barn ikke kan komme i Lalandia, men de andre børn kan, så er det du skal stille dig selv spørgsmålet, hvorfor kan de andre? Det kan de fordi deres forældre arbejder - eller sådan burde det være.

Men lad os vende den om. Hvis "kommunen" tager lille Eva med i Lalandia, så er hun sikkert glad for det, men jeg tør godt vædde på hun langt hellere ville have været til stranden med mor og far. Langt hellere. Og det koster ikke noget.

Skiftende regeringer har fastslået at man kan leve af en kontanthjælp på 6500 kroner, så må det hedde kontanthjælp + børnepenge + partnerens beløb + friplads + boligydelse  og det er så det. Og det er faktisk ganske generøst. Ja, det vil betyde at nogle skal bo i en 2 værelseslejlighed med et barn eller to - og nej, det er ikke fedt. Men i mine øjne må velfærdsstaten handle om, at man sikre, at folk kan klare sig, ikke at arbejdsløse skal have det ligeså godt materielt, som dem i arbejde. Det kan godt være at den arbejdsløses barn ikke har fjernsyn på værelset, at man kun har en PS2 eller måske slet ikke en konsol (gys), måske heller ikke har en smartphone. Og hvad så?

Prøv at forstille dig at du går fra arbejdsløshed til arbejde og så kan du endelig give dig selv og dine børn ..... præcis det samme minus samværet. Jeg kan dælme godt forstå man ikke gider stå på en fabrik, når man kan få det samme ved at lade være. Det er faktisk sund fornuft for den enkelte at sige nej.

Der skal være forskel på om man arbejder eller ej. Det er der intet urimeligt i.

Det er der i samtlige andre vestlige lande og ingen vil vel i fuldt alvor påstå at fattigdommen er større i Sverige, Norge, Holland, Belgien, Tyskland, Canada osv.

Kilde: