Nu kunne Søren Pind gøre mere, end han gør, men abstrakte konventioner og overnationale institutioner, personificeret i Tysklands kansler – EU’s reelle leder – Angela Merkel, forhindrer ham i det. Den underkastelse er imidlertid ikke påtvungen, den er derimod selvpålagt.
Fornægtelsen indtræder, når Pind imod faktiske kendsgerninger bliver ved med at påstå ting, f.eks. at kriminaliteten er faldende (ja, men hvilken?), og når han forklarer, at Gay Pride ikke går gennem Indre Nørrebro, fordi der er ”vejarbejde”. Her bliver fornægtelsen decideret komisk.
Ser vi nu på gårsdagens interview, møder vi to basale mekanismer. Den ene er projektion. Antager vi, at Søren Pind har det skidt med sin handlingslammelse, at han måske endda føler vrede eller en art selvhad, kan vi også bedre forklare, at han lægger dette kompleks af følelser over på ”højrefløjen”, der nu bliver de hadende – de islamhadende mennesker, som Pinds besynderlige sengekammerat David Trads skrev i et opslag på Facebook i går – og som Pind nu kan blive vred på.
Men også en beslægtet mekanisme, nemlig forskydningen, træder her i kraft: Når man ikke kan redde byen fra de onde, kan man opdigte en anden årsag til problemerne, som man tror er lettere at overvinde, og altså rette sin vrede mod dem. Nu er ”højrefløjen” pludselig den skyldige.
Kasper Støvring dissekere endnu en gang Sheriffen AKA Søren Pind. På én og samme tid, er der tale om både herlig og trist læsning. Herlig fordi teksten udstiller, hvor svag en Justitsminister vi i bund og grund har. Det er så trist læsning, fordi denne svage Justitsminister så nemt som ingenting kan udstilles, og hans udsagn og argumentationer kan pilles fra hinanden.
