Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
Diversitet i topledelsen er en fordel for virksomheder, og det er en skam, at så få danske kvinder er topledere i erhvervslivet.
Så langt kan Cepos' debatpanel bestående af bestyrelsesformand Asger Aamund, jurist i Cepos Henriette Kinnunen, direktør for CEVEA Kristian Weise og ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, Rasmus Langhoff blive enige.
”Når man er et dyr, der er drevet af testosteron, så er man et andet dyr, end når man er et dyr, der er drevet af østrogen,” argumenterer Asger Aamund for diversitetens glæder. ”Mænd i topledelse er meget aggressive, hvor kvinder ofte er mere fokuserede på samarbejde, og det giver en god balance, at man kan trække på begge dele. Det er ligesom i en familie, hvor to fædre ikke fungerer ligeså godt sammen som en far og en mor,” mener Aamund.
Enigheden ophører derimod, når snakken falder på debattens egentlige tema: Indførelse af kønskvoter i børsnoterede virksomheders bestyrelser. Er det et ”spændende” eller ”lidt små-irriterende” redskab, der kan blive nødvendigt, hvis ligestillingen i toppen af erhvervslivet ikke indfinder sig hurtigt nok af sig selv, som henholdsvis Kristian Weise og Rasmus Langhoff mener? Eller er det en urimelig belastning at pådutte virksomhederne og et uacceptabelt brud på den private ejendomsret, som Asger Aamund og Henriette Kinnunen argumenterer for?
Gamle hønisser
Asger Aamund provokerer den tøvende kvotetilhænger Rasmus Langhoff med følgende spørgsmål: ”Hvorfor vil kvotetilhængere ikke indføre kvoter i virksomhedernes direktioner, når de gerne vil indføre dem i bestyrelserne? Bestyrelse og direktion er jo et hold – sådan er det i hvert fald traditionelt. Jeg har svaret, men jeg kunne godt tænke mig at høre det fra dig,” opfordrer han.
Rasmus Langhoff, der flere gange i løbet af debatten understreger, at han ikke i sig selv er vild med kvoter, men dog anser dem for at kunne blive et nødvendigt onde – hvilket, som en tilhører i salen påpeger, ligger helt i tråd med Socialdemokraternes kovending på området; fra helhjertet støtte af kvoter til en tilbageholdende åbenhed overfor idéen – svarer, at kvoter ”er der mange spændende ting ved, og hvis man kan indføre dem det ene sted, så kan man vel også indføre dem det andet sted.”
Asger Aamund overhører den usædvanlige åbning i forhold til kønskvoter i direktioner, og svarer selv på sit spørgsmål: ”Det er fordi, kvotetilhængerne godt selv ved, at kvoter vil være en katastrofe. Det indrømmer de selvfølgelig ikke. De regner bestyrelsen for sådan nogle gamle hønisser, der alligevel ikke kan gøre nogen skade. Så der kan man godt forsøge sig med kvoter, uden det gør noget. Men uha – direktionen, det er jo maskinrummet, så der tør man ikke have mindre kompetente personer på posterne.”
Henriette Kinnunen er enig med Asger Aamund i, at bestyrelsernes særstatus i kvotediskussionen er besynderlig: ”Hvorfor hæfter man sig ikke ved kvoter i børnehaver, blandt piloter, kirurger eller skraldemænd eller hvad ved jeg?” spørger hun. ”Det er som om, man betragter bestyrelserne som et frirum, hvor man bare kan gå ind og lave en kvote. Men det er jo aktionærerne, der har købt medbestemmelsesretten over virksomheden, og det synes jeg ikke, man skal gå ind og tage fra dem.”
Kristian Weise, der generelt giver udtryk for, at kvoter er en spændende, om end lidt elitær diskussion, og at vi hellere burde tale om den efter hans opfattelse manglende ligeløn mellem kønnene, mener dog ikke, at ejendomsretten er relevant i sammenhængen: ”Der er tale om, at aktieselskaber har en helt særlig position i vores økonomi,” siger han. ”De har en række privilegier, og de skal også modsvares af politiske krav. Så ejendomsretten skal ikke tælle for, at man ikke skal indføre kvoter,” konkluderer Weise.
Fød og arbejd
Barselsforholdene bliver flere gange nævnt som en faktor, der hæmmer kvinder i deres karrierer og dermed i deres vej mod topledelsen: ”For at styrke kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet, må vi gøre op med barselsorloven,” mener Rasmus Langhoff. ”Mænd tager i dag kun 26 dages barsel, og kvinder tager hele resten af det år, der er tildelt. Så kvinderne kan, hvis de får 2-3 børn, ende med at være 2-3 år væk fra arbejdsmarkedet. Det skal vi udfordre. Jeg kunne godt tænke mig, at en del af barslen blev øremærket til mændene, for jeg synes da, det er trist, som man ser det i mange sydeuropæiske lande, at hvis kvinder vil gøre karriere, så må de lade være med at få børn.”
Henriette Kinnunen er enig i, at lang barsel kan være blandt de faktorer, det udgør en hæmsko for mange kvinders karriere, men ikke i, at øremærket barsel er svaret: ”Hvis man vil have en karriere med 20 års direktionspost, så føder man et barn og går på arbejde dagen efter,” proklamerer hun barskt. ”Man tager den barsel, som ens arbejde og ambitioner berettiger til, og så fordeler man resten med manden. Vores forældre tog jo 2-3 ugers barsel – min mor tog 14 dage! Jeg overdriver med hensyn til at gå på arbejde dagen efter en fødsel; det håber jeg, I forstår, men jeg siger det for at rette fokus på, at kvinder altså har et valg. 35 procent af kvinder arbejder på nedsat tid, og her kunne nogle måske også vælge anderledes,” foreslår Kinnunen.
Asger Aamund mener, at en løsning kunne være at gøre det fradragsberettiget for virksomhederne at betale en au pair-pige eller en hushjælp for kvindelige direktører med børn. ”Vi vil meget gerne have kvinder i topledelsen, og vi er også villige til at betale lidt ekstra for det, hvis du har lige de kompetencer, vi søger,” lover han en ung, kvindelig tilhører i salen, der går på CBS og er bekymret for, om hun på grund af barsel vil tabe i konkurrencen mod sine mandlige kollegaer senere hen.
”Fuld barsel er nok ikke foreneligt med at være i toppen af et konkurrencedygtigt selskab. Men jeg er optimist med hensyn til kvinder i topledelse på længere sigt. De unge kvinder, der i dag kommer ud fra handelshøjskolerne, er nogle hajer. De har ikke gået i flinkeskolen som deres mødre. De vil både have fuld karriere og fuld familie, og de vælger mand efter det,” mener Aamund.
Kreativiteten, kongehuset og golfbanen
”Det kan godt være, at I tænker, at selvfølgelig kommer det fra sådan en som mig, med min politiske observans,” smiler Kristian Weise. ”Men jeg bliver lidt bekymret for kreativiteten i dansk erhvervsliv, når man absolut skal have været direktør i 15 til 20 år for at komme i en bestyrelse. Der er en idé om, at hvis vi bare bevarer status quo, så er det det, der er det rigtige. Jeg kunne godt tænke mig at man var lidt selvkritisk omkring om der var nye måder, man kunne gøre tingene på,” uddyber han og påpeger, at det kan være vigtigt for at bryde med kulturelle barrierer, at kvinder kan få øje på kvindelige forbilleder i virksomheders topledelse.
En tilhører indvender, at det virker tvivlsomt, om en kvinde, der er kommet ind på en kvote frem for på kompetencer, kan være et godt forbillede.
”Ikke, hvis hun har et kvotestempel på sig”, indrømmer Kristian Weise. ”Men jeg køber ikke den argumentation, som kvotemodstanderne ofte fremfører, at der egentlig ikke er brug for kvoter, fordi der ikke er et problem med, at virksomhedernes ledelse ikke er divers nok. I mange sydeuropæiske lande er der kun 1 procent kvinder i bestyrelserne, og der ville jeg da som investor være bekymret for, om der ikke var et problem med rekrutteringen.”
Ordstyrer Martin Ågerup, direktør for Cepos, der hele debatten igennem har haft mere end almindeligt svært ved at leve op til sin rolle som ”neutral” ordstyrer, spørger Kristian Weise om han anerkender, at udpegelsen af bestyrelsesmedlemmer ikke handler om talent, men om kompetencer: ”Man tager ikke dem, der har mulighed for at blive de bedste; man tager dem, der allerede er de bedste,” uddyber han.
”Det er nok rigtigt, at hvis vi i morgen indførte en 50-50-kvote i bestyrelserne, så ville der være et problem,” medgiver Weise.
”Og hvad så med en 60-40-kvote? Ville det ikke være et problem?” spørger Ågerup.
”Jeg skal ikke kunne sætte procenter på,” udglatter Weise. ”Men vi har jo stadig elementer i vores samfund af, at der er forskel på mænds og kvinders rettigheder. For eksempel i kongehuset.”
”Arh, du får vist meget svært ved at finde andre eksempler på dét end kongehuset, Kristian!” råber Ågerup.
”Mænd og kvinder spiller på mange måder forskellige roller her i samfundet,” fortsætter Weise uanfægtet, mens Ågerup udbryder: ”Ja, roller! Det er jo noget andet.”
”Men vi har jo altid brugt det politiske liv til at skabe rammerne for at øge ligestillingen,” siger Weise. ”Hvis man har sådan en fuldstændigt "hands off"-approach til det her spørgsmål om kvinder i topledelse, så negligerer man det problem, der er.”
Rasmus Langhoff er ligesom Weise ikke overbevist om, at rekrutteringen til de større virksomheders bestyrelser fungerer, som den skal. ”Asger siger, at man vil have de mest kompetente, og det er selvfølgelig rigtigt. Men det er jo svært at vide, hvem de mest kompetente er. Man hiver nogle af dem ind, der færdes i ens omgangskreds. I erhvervslivet forestiller jeg mig, at det er nogle af dem, man drikker whisky med, nogle af dem, man er i loge med, og nogle af dem, man spiller golf med.”
”Er det sådan, I rekrutterer til ledelsen i Socialdemokraterne?” mumler en mandlig tilhører.
Den mest blodige arena
Asger Aamund fejer Langhoffs påstande om whisky, golfbane-kammerateri og loger af bordet: ”Der bliver malet et billede af en virkelighed, der overhovedet ikke eksisterer,” understreger han. ”At rekruttere bestyrelsesmedlemmer er ikke sådan en X-Factor-talentkonkurrence, der skal bredes ud. Vi kigger efter nogle helt bestemte kompetencer, og en af dem er, at man skal have prøvet at være topleder for en virksomhed. Ellers kender man ikke spillets regler. Kvinder vil gerne være ledere, men de vil ikke være topledere – eller sådan har det været indtil nu. De stopper på mellemlederniveau, og derfor falder de ud af rekrutteringpuljen til bestyrelsesposterne. Som den canadiske psykolog Susan Pinker har sagt det så rigtigt: ”For de fleste kvinder er chefstolen ikke vigtig.” Hvis man ikke er villig til at ofte meget for det, så bliver man ikke administrerende direktør, og så kommer man heller ikke i en bestyrelse.”
Rasmus Langhoff indvender: ”Jeg kan se nogle strukturer i samfundet, der er med til at opretholde uligestilling. Jeg ønsker, at kvinder skal have ligeså gode muligheder som mænd for at gøre karriere, og jeg ønsker, at mænd skal have ligeså gode muligheder som kvinder for at lære deres børn at kende. Kvoter er jo bare et lidt små-irriterende redskab. Den grundlæggende diskussion er, hvordan vi giver kvinder ligeså gode muligheder som mænd for at gøre karriere.”
Men det er mærkeligt, at mange politikere er så små-forelskede i kvoter, mener Asger Aamund. ”For i jeres egne kredse går det hårdt til, når man skal nå toppen," påpeger han. "Der, hvor kvinder har haft den største topledersucces, det er jo i den mest blodige arena overhovedet, nemlig politik. Helle Thorning er ikke blevet hjulpet til tops af en kvote, og hun har trådt på mange mande-lig under sin vej mod toppen. Så der kan man se, at kvinder kan blive topledere, hvis de sætter alt ind på det.”
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
