I år har vi haft en bred debat om det høje skattetryk i Danmark, og det er godt, for forudsætning for et velfungerende og aktivt demokratiet er en åben og saglig debat. For nylig kunne man i Politiken således læse et indlæg af lektor Mikael Rothstein til støtte for Enhedslistens skatteforslag.
Desværre illustrerer indlægget mere den hadefulde tone, der præger skattedebatten end egentlig at bidrage med nye, saglige argumenter.
Man lærer således fra indlægget, at alle ”de rige” er milliardærer, at det kun er ”de rige”, der ”kræver” skattelettelse, at alle argumenter for skattelettelser er ”ynkelige og patetiske”, at skattelettelser ”straffer dem, der er helt nede i lorten” og at ”arrogance og begær” følges naturligt med rigdom.
Men passer det nu også?
Topskatten betales af mod en million danskere, hvoriblandt der er betydelige flere modtagere af offentlige overførsler end de ca. 50 milliardærer, der findes i Danmark. Ønsket om skattelettelser i Danmark, der kunne bevæge mod normale europæiske tilstande bliver fremsagt af folk med diverse baggrunde og økonomiske ståsteder med mange forskellige begrundelse såsom ønsket om større personlig frihed, Danmarks internationale konkurrenceevne, reduceret skattetænkning og lang fra kun den personlige tilskyndelse til at arbejde mere. Hvorfor hjemløse Henrik skulle få det værre af, at arbejderen Anders beholdt mere af sine hårdtjente penge, mens forsvaret køber færre kampfly synes heller ikke logisk, ligesom det virker rent ud sagt mærkeligt at hævde at en basal menneskelig følelse som begær skulle være forbeholdt rige milliardærer.
Tilbage står dog spørgsmålet om hvorfor der er behov for at opstille sådan en falsk karikatur af ”de rige” og hvilket formål den tjener. Hvorfor har nogen i Danmark et behov for at opstille falske fjendebilleder og skrive frådende om ”de rige” – og hvad værre er – hvorfor er så mange hoppet med på den galej?
For det er altså skræmmende at op imod en fjerdedel af de danske vælgere støtter op om den hadefulde retorik som bliver lagt for dagen, og det er i høj grad en tone, der truer sammenholdet i vores samfund. Jeg har oplevet at mange af mine venner og bekendte har pakket kufferten og rejst udenlandsk. Blandt de yngre var der oftest en økonomisk rationale om at de ønskede at bo i et samfund, der gav mulighed for at beholde deres egen indkomst, men blandt de ældre er ikke så meget pengene, som den grove tone, som de og specielt deres familie udsættes for, som de peger på, som den største grund til at rykke teltpælene.
På et personligt plan er jeg ked af at se mine venner rejse, men for et samfund er det en falliterklæring, at det mobber sine mest bidragende medborgere ud af landet.
Det er en mystisk generalisering af ”de rige”, som lægges for dagen, og jeg forstår hverken det behov som nogen har for at lægge ”de rige” for had ej heller hvorfor der i vores oplyste samfund ikke er flere, der tager afstand fra den hadfulde retorik, der udråber alle rige til at være arrogante svin.
Forstil jer engang, at en ledende politiker fra den danske venstrefløj indtog en talerstol med ordene: ”Jeg ved, at de rigeste 20% af skatteyderne i Danmark betaler over halvdel af alle personskatter og den ene rigeste procent i Danmark betaler om mod en tidendedel – uden deres hårde arbejde og personlige indsats ville der ikke være råd til den velfærdsstat, som jeg elsker, og derfor skylder jeg og mine vælgere dem en stor tak!”
Ja, det ville være et godt skridt i den rigtige retning, men det ville kræve en ledende politiker på venstrefløjen, der satte empati og medmenneskelighed over ønsket om et let genvalg baseret på en hadefuld retorik overfor ”de rige”.
