Skræmmende oplysningskampagne om Helle Thorning-Schmidt baseret på fakta

Jeg overvejede egentlig at give denne artikel overskriften Thornings Løgnedossier eller, apropos skattesagen, Løgneredegørelse, men da jeg inderst inde er et anstændigt og høfligt menneske, har jeg valgt at holde fast ved Skræmmende oplysningskampagne om Helle Thorning-Schmidt baseret på fakta. Som den skarpe læser formentlig øjeblikkeligt opfattede, er der tale om en diskret hentydning til ét af de ord, der kommer oftest ud af den socialdemokratiske formands mund (det var i øvrigt allerede tilfældet under valgkampen i 2007). Hvis du ikke allerede har gættet, hvilken glose, jeg har i tankerne, kan du få svaret ved at klikke her.

 

Bortset fra det, vil jeg endnu engang understrege, at jeg er meget bevidst om, at en del – men LANGTFRA alt - af indholdet i den nedenstående artikel om Thorning-Schmidts ekstremt anstrengte forhold til sandheden, hendes mange- og pludselige hvalvendinger, hendes kynisme og opportunisme er kendt stof her på 180 Grader, men som jeg nævnte i min seneste artikel, mener jeg det er vigtigt, at nye brugere og frem for alt potentielle socialdemokratiske vælgere overalt på nettet får muligheden for at lære en stor og vigtig del af sandheden om oppositionens statsministerkandidat at kende i én artikel, inden de vælger hende til landets mest magtfulde post. Derfor vil jeg opfordre 180 Graders læsere til at sprede artiklen til andre fora, netaviser, Facebook etc. – vel at mærke, hvis de mener, dokumentationen og argumentationen er i orden. Jeg skal i den forbindelse nævne, at jeg har angivet kilder, enten i form af links, lydklip eller henvisninger til avisartikler, i alle de tilfælde, det har været muligt. Et par gange har jeg dog tilladt mig noget helt uhørt – nemlig at stole på min egen hukommelse: Forhåbentlig husker jeg bedre end den person, hvis meritter man kan læse om nedenfor.

Jeg er ikke kandidat. Jeg er ikke kandidat. Det er otte timer siden: Nu er jeg kandidat!

 

Den 8. februar 2005 blev Helle Thorning-Schmidt for første gang valgt til Folketinget. Dagen efter benægtede hun både i TV-Avisen og TV2-Nyhederne, hvor hun blev interviewet direkte, at hun havde nogen som helst intentioner om at blive Mogens Lykketofts afløser som ny formand for Socialdemokraterne. Ikke desto mindre annoncerede hun alligevel sit formandskandidatur den efterfølgende dag, altså d. 10. februar, tidligt på eftermiddagen. Samme dag kunne man i dagbladet Information læse følgende udtalelse fra hende: Jeg er ikke kandidat. Jeg er nærmest ikke kommet ind i Folketinget endnu. I Berlingske Tidende gik hun, ligeledes samme dag, et skridt videre: Jeg er ikke kandidat – jeg tror, at der kommer kandidater, der er bedre end mig. Som en ekstra krølle på historien kan det tilføjes, at Thorning-Schmidt i et interview til Politiken i anledning af sit 1-års-jubilæum som formand afslørede, at beslutningen om at stille op til formandsvalget måske ikke var truffet helt så pludseligt, som hun i sin tid havde givet indtryk af: (...) Det er ikke sådan, at jeg i en time sidder og siger: Gud, nu må jeg hellere blive formand for Socialdemokraterne. Det var noget, der var bygget op igennem rigtig lang tid faktisk. (Politiken d. 13.04.06)

Nej, nej, nej, nej, det har jeg ikke sagt. Kan du bevise det? Så har jeg sagt det alligevel.

 

Mens de ovennævnte udtalelser til en vis grad og med stor velvilje kan forsvares på samme måde som Anders Fogh Rasmussens ageren, før han blev NATO-generalsekretær, taler det følgende eksempel for sig selv: Den 13. april i år påstod Thorning-Schmidt over for Berlingske, at hun på et møde hos fagforbundet, BUPL, i slutningen af marts, ikke havde sagt, at efterlønnen vil blive afskaffet, hvis ikke fagbevægelsen, efter en eventuel valgsejr til oppositionen, vil være med til at finde 15 mia. kr. BUPL havde citatet på bånd, men alligevel benægtede Thorning-Schmidt fire gange hårdnakket at have sagt det – altså indtil hun personligt ringede til Berlingskes redaktion kort før deadline og indrømmede, at jo, det havde hun godt nok sagt alligevel. Nedenfor følger et uddrag af hendes samtale med journalisten fra Berlingske:  

 

(...) Vi siger jo ikke, at vi vil afskaffe efterlønnen. Vi har sagt det modsatte.

 

Det sagde du da på mødet i BUPL, hvis det ikke lykkedes at finde de 15 milliarder?

 

Nej, det gjorde jeg ikke.

 

Jo, hvis det ikke lykkedes at finde de 15 milliarder?

 

Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde, at hvis vi ikke skal finde de 15 milliarder, så er der andre metoder.

 

Og så siger du efterlønnen. Så afskaffer vi efterlønnen, det er ordret det, der står? (I BUPLs fagblad Børn & Unge, red.)

 

Nej, det står der ikke, fastholdt Thorning onsdag eftermiddag.

 

Men jo. Det gjorde der. Og kort før Berlingskes deadline i går fik redaktionen et opkald fra Helle Thorning-Schmidt. Hun ville gerne uddybe og præcisere sine udtalelser fra tidligere på dagen.

 

Jeg vil gerne stå ved det, jeg sagde i BUPL. Jeg er hverken blevet fejlciteret eller noget andet, sagde Thorning nu.

 

Seks dage er længe at huske tilbage for en statsministerkandidat

 

En anden avis i samme koncern, B.T., der i sommeren 2010 skrev en række meget kritiske artikler om Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, private skatteforhold, har også måttet lægge ører til usandheder fra statsministerkandidatens mund. Over for avisen svarede Thorning-Schmidt d. 22. juni sidste år nemlig nej til spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock på noget tidspunkt, mens han har arbejdet og betalt skat i Schweiz, havde været på forretningsrejse eller deltaget i arbejdsrelaterede møder i Danmark. Det havde han imidlertid fire gange, bl.a. så sent som seks dage før, hun talte med avisens journalist. Thorning-Schmidt måtte offentligt undskylde sit usande udsagn over for B.T.

 

Uafhængige økonomer støtter os, men min beskedenhed forbyder mig at nævne navne

 

Jyllands-Posten har også i flere omgange lagt spalteplads til udtalelser fra Thorning-Schmidt, der åbenbarer hendes meget liberale forhold til sandheden. Den 17. maj i år forsikrede hun således i avisen, at det skam ikke var sådan – som man ellers kunne få indtryk af ved at følge den offentlige debat – at den økonomiske sagkundskab nærmest over én kam havde vendt tommelfingeren nedad til Socialdemokraterne og SF’s økonomiske plan, Fair Løsning 2020. Ifølge Thorning-Schmidt forholdt det sig derimod sådan, at uafhængige økonomer havde udtrykt deres støtte til planen. Hun ville imidlertid ikke afsløre, hvilke eksperter, der repræsenterede dette, for hende, så glædelige budskab: Det må du selv finde ud af. Jeg har ikke tænkt mig at angive økonomerne. De må selv stå på mål for deres hold. (...) De eksisterer. Jeg har ikke tænkt mig at klaske nogle navne på, og så skal de forsvare vores plan. En plausibel forklaring på dette pludselige og ukarakteristiske anfald af beskedenhed kunne være, at der slet ikke findes sådanne støtter blandt uafhængige økonomer, altså personer, der ikke er ansatte hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og lignende organer, eller har/har haft partimæssig tilknytning til enten Socialdemokraterne eller SF.

 

Det var helt tilfældigt, at jeg lejede en tysk Fleggaard-bil i Glostrup

 

I sagen om Thorning-Schmidts leasing-bil, som hun har lejet til den gunstige tyske moms på kun 19 % og altså ikke den danske ditto på 25 %, hvorved hun sparer 163 kr. om måneden, forsikrede hun i første omgang d. 1. juni i år over for JP, at hun ikke var klar over, da jeg reagerede på det tilbud, at det foregik via en tysk forhandler. Ekstra Bladet, det første medie til at skrive om sagen, kunne imidlertid to dage senere dokumentere, at Thorning-Schmidt umuligt kunne have været uvidende om tingenes rette sammenhæng, for Carepoint – Autohuset Glostrup, hvor hun lejede bilen, anvender kun tyske Fleggaards leasingmateriale med firmaets eget logo og tydelige angivelser af den lave tyske momssats. Stillet over for den dokumentation forsøgte Thorning-Schmidt at forsvare sig ved at sige, hun først blev opmærksom på, at det foregik via en tysk forhandler, (...) da jeg læste kontrakten, hvori det fremgår, at det er en såkaldt Fleggaard-bil. Om den påstand udtalte økonomidirektør, Stig Vendelboe, fra Fleggaard Leasing til B.T. d. 2. juni: Naturligvis fremgår det tydeligt - både af det tilbud, man får, og senere af kontrakten - at det er et tysk selskab, og at der betales tysk moms på 19 %. Det fremgår på en måde, så man ikke kan være i tvivl.

Det uheldige for Thorning-Schmidt var ikke alene det faktum, at hun endnu engang var involveret i en sag om personlig udnyttelse af love og regler på en måde, der ikke normalt hører sig for en socialdemokrat og slet ikke en formand og statsministerkandidat; Nej, problemet var især, at Socialdemokraterne selv - vel at mærke kun to dage efter, Thorning-Schmidt satte sin underskrift på leasingkontrakten - havde været med til at førstebehandle et lovforslag fra den daværende skatteminister Kristian Jensen om at afskaffe dette smuthul i lovgivningen fra 2013, fordi fidusen hvert år kostede den danske statskasse 183 mio. kr. Socialdemokraternes finansordfører, Nick Hækkerup, havde endda tidligere - dog med lidt andre ord - betegnet personer, der agerer som Thorning-Schmidt som samfundsnassere: (...) Men der er også en lille del, som har meget, meget ondt og gør alt, hvad de kan, for at smyge sig udenom. Det kan ikke være rigtigt, at de skal grine af os andre hele vejen til banken, fordi de sniger sig udenom. Det er jo et solidarisk system for fanden.

 

Hver weekend hele året rundt kan da godt betyde 33 weekender, hvis man kommer til at sjuske

 

Thorning-Schmidts mest berømte usandhed er formentlig brevet til Justitsministeriet, hvori hun ansøgte om, at hendes mand, Stephen Kinnock, kunne blive opført som medejer af parrets hus i København. I brevet gjorde Thorning-Schmidt det umisforståelig klart, at Kinnock opholdt sig i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Senere, da det gik op for den socialdemokratiske formand, at ægtefællen i så fald formentlig var skattepligtig i Danmark og ikke i Schweiz, hvor han bor til daglig, udtalte hun til Berlingske, at Kinnock i 2009 kun havde været her i landet i 33 weekender, altså hele 19 færre, end hun havde informeret Justitsministeriet om. I øvrigt brugte hun aldrig den indhentede tilladelse. En ren tilfældighed, bedyrede hun, men det kunne også hænge sammen med, at hun i så fald ikke længere ville kunne få et lige så stort rentefradrag - hun har nemlig fået mere end 200.000 kr. ud af manøvren - og at Kinnocks tilknytning til Danmark i givet fald blev stærkere, hvorved han var i større fare for at blive erklæret skattepligtig i Danmark.

 

Tager man Thorning-Schmidts udtalelse til Berlingske, og ikke at forglemme Skat, om de 33 weekender for gode varer, har hun dermed ført en lang række andre medier og dermed i sidste ende hundredetusinder af danske vælgere bag lyset ved, ligesom det var tilfældet over for Justitsministeriet, adskillige gange - uden forbehold - at forklare, at Kinnock skam opholdt sig i Danmark hver uge/weekend året rundt. Nedenfor følger fire eksempler: 

 

B.T., d. 23. december 2008:

 

Til januar skifter Stephen (Kinnock) sit job for British Council i Sierra Leone ud med et job i Genève i Schweiz for World Economic Forum og er borte fra mandag til torsdag. Han er hjemme hver weekend, som vi er vant til. Det kræver, at vi fra mandag til torsdag er ferme til at planlægge.

 

Se & Hør, d. 22. januar 2009:

 

Socialdemokraternes førstedame, Helle Thorning-Schmidt, kom alene: Min mand, Stephen Kinnock, arbejder i Genève i Schweiz og er kun hjemme hos mig og børnene i weekenderne.

 

Nordjyske, d. 10. januar 2010:

 

Man skal også huske på, at min mand kommer hjem og er der tre nætter hver uge.

 

Ugebladet Femina, d. 28. april 2010:

 

Når han (Stephen Kinnock, red.) kommer hjem torsdag aften eller fredag eftermiddag, er det ham, der tager over i huset – laver mad, vasker tøj og kører børnene til aktiviteter, hvis de skal det.

 

Jeg vil være åben og ærlig og vise to linjer ud af de ni sider, jeg har lovet at fremlægge

 

Da Thorning-Schmidt var allermest presset under skattesagen sidste sommer og var nødt til at afbryde sin ferie i Frankrig og vende hjem til Danmark, forsikrede hun d. 30. juli i Københavns Lufthavn over for politisk redaktør på TV2 og TV2 News, Henrik Qvortrup, at hun ville fortsætte med at lægge tingene åbent og ærligt frem. Jeg tror det er det, der skal til nu. Den udtalelse stemte fuldstændig overens med det, hendes skatterådgiver, Frode Holm, blev citeret for i Ekstra Bladet tre uger senere, d. 19. august: Min klare forventning er, at Socialdemokraterne vil offentliggøre erklæringen fra Skat i sin helhed og i uredigeret form. På den måde får offentligheden det klareste billede af Skats afgørelse.

 

Den 17. september, da Skats afgørelse var truffet, forholdt tingene sig imidlertid helt anderledes: Nu ville Thorning-Schmidt pludselig ikke lægge den åbent og ærligt frem længere: Det er meget privat, og det holder vi for os selv, sagde hun således til Peter Lautrup Larsen fra TV2 News. Hør selv et sammenklip af de modstridende udtalelser her. Den forklaring stemmer ikke overens med den opfattelse, B.T.’s chefredaktør, Peter Brüchmann, har fået efter at have læst redegørelsen: Ifølge ham indeholder den ingen personfølsomme oplysninger. I programmet, Mød partierne, på DR1 d. 8. september forsøgte Thorning-Schmidt at forsvare sit løftebrud ved at påstå, hun kun havde talt om selve afgørelsen, altså den, der endte med at fylde to linjer, og ikke den samlede redegørelse på ni sider. Den fortolkning blev tilbagevist af værten, Jens Olaf Jersild, der forud for afgørelsen personligt havde forhørt sig direkte hos Socialdemokraterne og specifikt fået bekræftet, at løftet om at lægge tingene åbent og ærligt frem indebar ikke alene selve afgørelsen, men også alt det, der lå til grund for den. Se selv klippet med Jersild og Thorning-Schmidt her (fra 22.15 min.) Under alle omstændigheder må man nøgternt konstatere, at Thorning-Schmidt før skattesagen ligefrem gjorde en dyd ud af at fortælle vidt og bredt om, hvor ofte hendes mand var hjemme i Danmark, formentlig for at sælge budskabet om en familie, der måske nok har arrangeret sig på en lidt speciel måde, men hvis medlemmer næsten ikke kan undvære hinanden i weekenderne.

 

Uanset, hvad der sker, vil vi fortsætte med at betale ingenting i skat i Danmark

 

Ét af de andre løfter, Thorning-Schmidt afgav under skattesagen, bestod i, at uanset hvad der sker i forhold til Skats vurdering, så fortsætter vi (Stephen Kinnock) med at betale skat i Danmark. Det fortalte hun en læser, der ringede til hende på B.T.’s redaktion d. 2. juli sidste år. Som reaktion på Thorning-Schmidts løfte indvendte han: Det er da en utrolig dyr pris at betale for (...) en enkelt sag, men den socialdemokratiske formand stod fast: Selvom det er mange penge, så synes vi, det er en god beslutning. Se selv ved at klikke her. Hvordan det konkret skulle foregå, havde hun allerede et par dage forinden fortalt Berlingske: For det første vil vi i morgen (d. 30. juni 2010) aflevere en selvangivelse for Stephen for 2009, det vil sige, at han betaler skat for 2009. For det andet vil vi også fremadrettet, det vil sige både i 2010 og i de år, der kommer efter, betale skat i Danmark. For 2009 var der tale om, at ægteparret ville betale 250.000 kr. til Skat.

 

Efter sin hjemvenden fra ferien i Frankrig d. 30. juli gentog hun endnu engang det umisforståelige budskab over for bl.a. Peter Grønborg fra TV2 News: (...) Vi vil gerne stoppe al spekulation: Vi betaler skat i Danmark. Lyt selv her.

 

Efter Skats afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i 2007, 2008 og 2009 var faldet, lød der dog helt andre toner. Til B.T.TV afviste hun, at Kinnock fremover vil lægge en del af sin indtægt i den danske statskasse: Nej, vi betaler den skat, vi skal. Skat havde ellers i maj 2010 oprettet en særlig Konto til borgere, der gerne vil betale mere i skat

Vi har betalt Skat ¼ mio. kr., som vi har krav på at få tilbage, men de skylder os intet

 

Under alle omstændigheder måtte man gå ud fra, at Kinnock efter afgørelsen ville få de 250.000 kr., han havde indbetalt d. 30. juni, tilbage fra Skat, men sådan forholdt det sig heller ikke. Således kunne TV-Avisen d. 18. september citere Thorning-Schmidt for, at der er intet mellemværende mellem os og Skat. Det var en mystisk udmelding, for aftenen før havde hun selv siddet i TV-Avisens studie uden at reagere, da DR sagde, Skat ville tilbagebetale de 250.000 kr. til hendes mand. Hvorvidt ægteparret aldrig har foretaget nogen indbetaling, deponeret pengene, eller noget helt tredje, står stadig hen i det uvisse.

 

Jeg har aldrig sagt, jeg var sjusket, selvom jeg sagde det 8 gange på 3 ½ min.

 

Skattesagen blev d. 26. august i år bragt op af en journalist fra netop B.T., da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal holdt pressemøde i forbindelse med udskrivningen af det forestående Folketingsvalg. Han stillede hende følgende spørgsmål: Du har tidligere erkendt, at du har været sjusket med de oplysninger, du har givet til Justitsministeriet om din mands antal dage i Danmark. Hvordan kan vi være sikre på, at du ikke også er sjusket som statsminister?

 

Thorning-Schmidts svar lød: Jeg har aldrig brugt de ord, som du lægger i munden på mig. Det er så ikke noget nyt fra B.T.’s side, men jeg tror, at vi har talt nok om den sag, og den har været belyst fra alle vinkler.

 

Desværre for Thorning-Schmidt havde B.T.’s journalist ret: Da hun, som tidligere nævnt, vendte hjem til Danmark d. 30. juli sidste år for at forsvare sig over for den danske presse, brugte hun, alene i løbet af de første 3 ½ minutter, hun blev interviewet af Henrik Qvortrup – den første journalist, der mødte hende i Københavns Lufthavn – ordene sjusket (sjuskede) og sjuskefejl (sjusket fejl) intet mindre end i alt otte gange! Lyt selv her.

 

Reglerne er fulgt til punkt og prikke – men jeg sagde ikke hvilke regler...

 

Under hele forløbet havde Thorning-Schmidt igen og igen pointeret, at hun og Kinnock havde overholdt reglerne til punkt og prikke. Det sagde hun både før - f.eks. i det ovennævnte interview på TV2 News d. 30. juli. Lyt her – og efter Skats afgørelse, bl.a. i en mail til sine socialdemokratiske partifæller. Det viste sig, som B.T. kunne afsløre d. 8. september, at være usandt. Stephen Kinnock havde nemlig – fejlagtigt - været registreret som fuldt skattepligtig i Danmark fra 1999-2009, selvom han arbejdede som diplomat i udlandet. På den måde kunne Thorning-Schmidt nyde godt af hans fradrag og – uberettiget – slippe billigere i skat i seks år.

Jeg kommenterer, af princip, kun mine skatteforhold, når det stiller mig i et godt lys 

 

Mens Kinnocks skattemæssige status i 2009 var blevet ændret af Skat, så han altså i de foregående ti år ikke havde været skattepligtig i Danmark, var det modsatte tilfældet i perioden 1997 – 1999. Den oplysning er i modstrid med, hvad Thorning-Schmidt også sagde i TV2 News-interviewet d. 30. juli sidste år: (...) Min mand, Stephen, er ikke skattepligtig i Danmark og har ikke været det på noget tidspunkt. Lyt selv her. Dertil kommer som nævnt, at ægteparret i ti år anså Kinnock for at være skattepligtig her i landet – de fik i hvert fald ikke hans status hos Skat ændret. I går sagde parrets skatterådgiver, Frode Holm, desangående til Ekstra Bladet, at Thorning-Schmidts revisor i 2007 og 2008 rykkede Skat adskillige gange for at få gjort ham ikke-skattepligtig i Danmark, henvendelser Skat ikke reagerede på. Man kan i den forbindelse for det første undre sig over, at Thorning-Schmidt nu, via sin skatterådgiver, har indvilliget i at tale om sine private skatteforhold, når hun igen og igen de sidste tre dage, bl.a. over for B.T. og Jens Olaf Jersild har slået fast, at jeg vil ikke – af princip – kommentere private forhold. For det andet er det nu kommet frem, at hun var klar over tvivlsomheden ved fradraget, længe før det blev ændret af Skat, men hun havde immervæk nydt godt af det siden 1999, så var der virkelig tale om en pludselig erkendelse? 

Intuitiv efterlevelse af regler eller beslutninger truffet på baggrund af revisorrådgivning?

I øvrigt er det bemærkelsesværdigt at læse, Thorning-Schmidt havde en revisor tilknyttet i årene 2007, 2008 og formentlig også 2009. Hun har ellers flere ved flere lejligheder udtrykt, at hun ikke havde det fjerneste behov for professionel assistance på området: F.eks. sagde hun d. 23. juni 2010 til B.T. midt i stormen om Stephen Kinnocks skattesag: (...) Nej, hvorfor skulle jeg dog det? (hyre en revisor) Reglerne er fuldstændig klare. B.T. tilføjede: (...) Ifølge Helle Thorning-Schmidt har ægtemanden Stephen Kinnock aldrig bedt Skat om et bindende svar eller søgt rådgivning hos revisor. I stedet bygger det på parrets vurdering af reglerne. Den 17. september samme år, altså efter afgørelsen i skattesagen var faldet, forklarede Thorning-Schmidt til TV2 News, hvorfor hun åbenbart i en periode ikke havde brug for en revisor eller skatterådgiver: Vi vidste intuitivt, at vi fulgte reglerne...

 

Thorning-Schmidt i konflikt med CPR-loven: Søren Pind agerer ven i nøden

 

I en del af den periode, hvor Thorning-Schmidt uberettiget profiterede af sin mands fradrag, var hun samtidig i konflikt med CPR-loven, helt præcist fra februar 2000 til april 2003. Sagen begyndte, da hun blev valgt ind i Europaparlamentet og flyttede med mand og børn til Bruxelles i oktober 1999. Godt nok solgte hun og Stephen Kinnock deres bolig i Hellerup samme måned – hvorved han kom fri af sin danske skattepligt - men fire måneder senere købte hun i stedet en lejlighed på Amager. Da der var tale om en helårsbolig, og hun de facto boede i Bruxelles, bad Folkeregisteret hende om at meddele flytning til udlandet og sælge (eller udleje) sin lejlighed. Det gjorde Thorning-Schmidt så i september 2001, men kun for at købe en anden lejlighed, der ligeledes var beliggende på Amager, og flytte sin adresse dertil. Derved viste hun med al (u)ønskelig tydelighed sin foragt for- og følelse af at være hævet over loven.

 

Hendes indædte kamp for at få det, hun opfattede som sin ret, inkluderede såkaldte tiggerbreve  til Folkeregisteret, diverse partiformænd, daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og endda indenrigs-og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Lige meget hjalp det: I februar 2003 registrerede Københavns Kommune hende som udrejst med tilbagevirkende kraft, altså fra oktober 1999. Thorning-Schmidt gav dog ikke op, og i april lykkedes det hende at overbevise den daværende bygge- og teknikborgmester i København, Søren Pind, om, at hendes situation var så speciel, at hun havde krav på særbehandling: Han gav hende en 14 måneder-lang dispensation frem til juli 2004 – i parentes bemærket en meget, meget usædvanlig disposition. Det hører med til historien, at Thorning-Schmidt frem til december 2002 kæmpede med Lars Weiss om at blive Amagerbrokredsens folketingskandidat. Hun endte med at tabe det, der havde været et ofte bittert personopgør.

Jens Otto Krag ville være misundelig set fra en standpunktstagningsteknisk synsvinkel

 

Ud over det generøse forhold til sandheden, er et andet karakteristika ved den socialdemokratiske formand, at hun har det med at skifte standpunkt inden for få timer eller dage. Det er som bekendt menneskeligt at fejle, eller simpelthen blive klogere, men Thorning-Schmidts standpunktsskift er så hyppige og pludselige, at de langt overgår det, nogen anden folketingspolitiker – måske med undtagelse af alliancepartneren, Villy Søvndal - kan præstere. Her følger nogle eksempler på det, man kunne kalde Thornings tjeppe tallerkenvendinger:

Regeringen skal tage afstand fra tegningerne og samtidig undlade at gøre det

 

Under Muhammed-krisen i 2006 opfordrede Thorning-Schmidt d. 31. januar i Folketingssalen til, at statsministeren og regeringen tager afstand fra de pågældende tegninger (i Jyllands-Posten), inden hun to dage senere på TV2 sagde det stik modsatte: (…) Jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan. Nu kunne nogle politiske iagttagere, ganske almindelige vælgere og andet godtfolk måske gå rundt i den tro, at Helle Thorning-Schmidt havde en lidt dårlig smag i munden over, at hun så at sige gik islamisternes ærinde ved at bede statsministeren om at tage afstand fra nogle i bund og grund harmløse satiretegninger, men sådan forholder det sig ikke. Den 29. september sidste år sagde hun til Kristeligt Dagblad: Jeg fortryder intet af, hvad jeg sagde under Muhammed-krisen. Det er en tankevækkende udtalelse, men endnu mere stof til eftertanke giver forestillingen om, hvordan Thorning-Schmidt selv ville agere som statsminister i en lignende situation, hvor hele den mellemøstlige verden har rettet sin vrede mod Danmark, når hun som oppositionsleder under den måske største udenrigspolitiske krise i Danmarkshistorien ikke engang var i stand til at modstå det interne pres i den socialdemokratiske Folketingsgruppe fra det, der dengang var kendt som Auken-fløjen.

Det er en frygtelig skræmmekampagne fra regeringen, men vi har ment det i månedsvis

 

Et andet eksempel stammer fra valgkampen op til Folketingsvalget i 2007, hvor Thorning-Schmidt i to tv-debatter, henholdsvis d. 2. og 4. november, beroligede vælgerne med, at Socialdemokraterne kun havde til hensigt at lade ca. 500 afviste, irakiske asylansøgere bo og arbejde ude i det danske samfund. Al tale om, at ordningen skulle gælde for alle asylansøgere, var derimod udtryk for en total skræmmekampagne, det er jo frygteligt det her, jamrede hun således indigneret d. 4. november på DR1. Lyt selv her. To dage senere måtte hun så i TV2-Nyhederne erkende, at der var noget om snakken, men tilføjede: Det er faktisk noget, vi har sagt helt tilbage fra foråret, hvor vi jo blev opmærksomme på, at der var problemer ude i de her asylcentre.

 

Der er kun behov for en boligpakke, hvis vi får mulighed for at fremlægge den, regeringen har lavet

 

Seks dage før det forestående valg blev udskrevet, d. 20. august, var tidsintervallet mellem Thorning-Schmidts divergerende udmeldinger endnu mindre. Mens hun i Jyllands-Posten den pågældende dag blev citeret for bl.a. den følgende udtalelse: (...) Thorning og Søvndal mener dog ikke, at der er behov for særlige initiativer for at tø boligmarkedet op, forholdt tingene sig diametralt modsat ved aftentide senere samme dag. I de mellemliggende timer var der nemlig pludselig blevet brug for et nationalt kompromis om stabilitet på boligmarkedet, der omhandlede rabatter på henholdsvis tinglysningsafgiften og boligskatten i forbindelse med boligkøb. De to tiltag var sjovt nok - sammen med en nedsættelse af grundskylden - også en del af den boligpakke, regeringen havde planer om at fremlægge inden for få dage som en helt essentiel del af sit valgoplæg. Tyveriet blev rost til skyerne af samtlige indflydelsesrige kommentatorer, og så gjorde det mindre, at Thorning-Schmidt dagen efter i Berlingske vendte tilbage til sit udgangspunkt: Der var ikke brug for at iværksætte nye aktiviteter for at sætte skub i boligmarkedet.

 

Mine forældre havde højtlønnede jobs, og vi levede i luksus, men vi var helt almindelige

 

Som bekendt er Thorning-Schmidt vokset op i Ishøj, men ikke helt under de forhold, hun igen og igen ynder at give indtryk af, når hun taler om sin barndom til medierne. F.eks. sagde hun følgende til UgeAvisen Odense d. 16. september 2009: (...) Jeg er vokset op i en almindelig familie i Ishøj. Min mor arbejdede hårdt, og vi måtte klare os for én indtægt, efter mine forældre blev skilt, da jeg var ti år.

 

For det første er Thorning-Schmidt ikke vokset op i en almindelig familie. Tværtimod hørte hendes familie formentlig til blandt de allerrigeste i den danske befolkning. I hvert fald var det nok de færreste børn, der tilbragte deres tidlige barndom i et nybygget, 250 kvadratmeter-stort arkitekttegnet hus med tre badeværelser, sauna (oplysningen stammer fra bogen Helle - i samtaler med Ninka) og havudsigt, og hvis forældre var henholdsvis direktør i Illum (faderen) og kontorchef. Ishøj havde dengang heller ikke meget at gøre med den forstad, den er i dag. Således fandtes der ingen sociale boligblokke, ligesom der kun boede få indvandrere blandt de ca. 5000 indbyggere.

 

For det andet er det ikke rigtigt, at Helle Thorning-Schmidts mor efter separationen fra sin mand, Holger, var eneforsørger for den dengang 10-årige Helle og hendes bror, Henrik. Holger støttede nemlig fremdeles sin hustru og børnene - der var flyttet til en nærliggende lejlighed på 100 m² med swimmingpool i kælderen – økonomisk. Det fortalte Thorning-Schmidts mor, Grete, til Jyllands-Posten sidste søndag: (…)  Men vi har altid haft penge nok. Børnene led i hvert fald ikke. Vi fik jo også tilskud fra min mand.

 

Jeg er almindelig lønnet og slet ikke én af de rigeste. 900.000 kr. er jo ingenting.

 

Thorning-Schmidt nøjes ikke med at tale sin levestandard i barndommen ned, det samme gør sig gældende for hendes lønvilkår som folketingsmedlem, formand for Socialdemokraterne og medlem af Nationalbankens bestyrelse. Samlet giver det hende, ifølge B.T., en årlig indkomst på ca. 900.000 kr., hvormed hun tilhører den rigeste halve procent af danskerne. Ikke desto mindre har Thorning-Schmidt ved mindst to lejligheder udtalt, at hun er henholdsvis almindelig lønnet og ikke selv tilhører de allerrigeste danskere.

Helle er hævet over alle andre og agerer derefter

 

Set udefra er Helle Thorning-Schmidt en meget sammensat person. Hun har helt sikkert en masse positive egenskaber, bl.a. sin charme – det er ikke den, vi ser under politiske debatter - sin evne til at tale med mennesker fra alle samfundslag og ikke mindst sin udstråling, men hendes ageren som privatperson tegner desværre også et billede af et menneske, der igen og igen gør lige præcis, hvad der passer hende, uagtet de uskrevne og skrevne love og regler almindelige mennesker prøver at leve efter. Det viser sig f.eks. ved, at hun simpelthen ignorerer køkulturen i Snapstinget og går direkte op til kassen og bestiller med det samme for øjnene af sine måbende kollegaer og alle de andre, der har deres daglige gang på Christiansborg. Thorning-Schmidt har heller ikke behov for at parkere ligesom normale mennesker. Hvis hun har lyst til at parkere ud for den gule stribe, der er forbeholdt busserne, ja, så gør hun det, for de frie pladser på den anden side af gaden ligger jo ikke lige ud for Irma-filialens hovedindgang. På samme måde kan hun finde på at kræve at blive opgraderet til Business Class, uden merbetaling selvsagt, når hun er ude at flyve og for én gangs skyld kun har Economy Class-billetter, men det er selvfølgelig også svært at vænne sig til så dårlige pladser, når man hele sit voksenliv har været vant til at flyve på første klasse og et år formåede at bruge næsten ½ mio. kr. på at rejse mellem København, Strasbourg og Bruxelles. Ikke overraskende er det også kun de bedste hoteller, som f.eks. det femstjernede Stanhope i Bruxelles, der er gode nok for Thorning-Schmidt, når hun rejser i udlandet. 

Skatterådgiver får sekscifret beløb for at forsvare Thorning i medierne - medlemmerne betaler

 

De socialdemokratiske medlemmer har også fået æren af at betale for formandens skatterådgiver, Frode Holm, der koster den nette sum af 2625 kr. i timen Godt nok indvilligede Thorning-Schmidt angiveligt i at betale for sin private skatterådgivning, efter historien slap ud til pressen, men de menige sosser får stadig lov til at betale Holms løn, når han udtaler sig på Thorning-Schmidts vegne i pressen. Allerede sidste år løb omkostningerne til hans mediehåndtering op i ca. 100.000 kr.og det beløb er steget yderligere, efter skatterådgiveren som bekendt også har forsvaret Thorning-Schmidt i Ekstra Bladet så sent som i går.

At bryde loven er ikke et problem. Man skal bare kende de rigtige personer, så ordner det sig

 

Kommunikationen med offentlige myndigheder, der for mange mennesker anses for et dybt seriøst anliggende, er ikke noget, statsministerkandidaten tager så tungt. Hun har altid ageret, som hun ville over for dem, i sikker forvisning om, at ingen alligevel kan røre hende i sidste ende, for med den position, hun har i samfundet, og det store netværk, hun besidder, er der altid en udvej. Derfor kunne hun f.eks. også i december 2002 tage det med knusende ro, da Folkeregisteret bad hende om at redegøre for sine bopælsforhold snarest: Jeg skriver til dem, når jeg får tid. Måske engang i næste uge, lød reaktionen i Ekstra Bladet d.12. december. Det skulle som tidligere nævnt også vise sig, at hun i april året efter var i stand til at få den forventede særbehandling, da Søren Pind gav hende tilladelsen til at have helårsbolig på Amager, selvom hun boede fast i Bruxelles. Dermed faldt Folkeregisterets afgørelse om at tvangsregistrere hende som udflyttet fra Danmark til jorden, og Thorning-Schmidt havde endnu engang demonstreret, at det ikke kun var i de kommunistiske diktaturstater, hun sympatiserede med frem til Murens Fald, at alle er lige, men nogle mere lige end andre.

 

Den sjuskede email til Justitsministeriet, der måske ikke var helt så sjusket endda, når man tager den klokkeklare og umisforståelige formulering, hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt, i betragtning var heller ikke noget problem. Thorning-Schmidt sad i Nationalbankens bestyrelse med ministeriets departementschef, socialdemokraten, Michael Lunn, og partifællen kunne berolige sin formand: Det var et hypotetisk spørgsmål, sagde han, men, afgørelsen – altså at Kinnock fik den ønskede tilladelse – ville formentlig have været den samme.

Der er ikke noget, der kan hidse mig mere op end snyd. Det ødelægger velfærdssamfundet.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Helle Thorning-Schmidt er, at hun er stæreblind for sine egne fejl og mangler - og ikke nok med det: Hun går ikke af vejen for, i stærke vendinger, at harcelere mod andre på netop de områder, hvor hun har gjort sig selv allermest angribelig. Prøv f.eks. at læse dette lille uddrag fra den nyligt udkomne samtalebog: Helle - i samtaler med Ninka:  

Velfærdssamfundet er afhængigt af en grundlæggende moralsk opbakning fra befolkningen. (…) Men snyd får hele cirklen til at bryde sammen. Der er ikke noget, der kan ophidse mig mere, end når jeg hører, at folk snyder. Både i Stein Bagger-ligaen, men også folk, som snyder i forhold til at få sociale ydelser. Det er rædselsfuldt, for det er at ødelægge hele den måde, velfærdssamfundet er udtænkt på. Tankegangen er, at jeg ikke skal have en krone mere fra velfærdssamfundet, end jeg har behov for. (…) Hvis folk ikke overholder den del af kontrakten, går det i stykker - det er der ingen tvivl om. Hvis folk blot siger: Jeg skal have mere. (…) Og så skal man til gengæld slå ned på alt snyd, alt, hvad der minder om at udnytte systemet. Det skal man gøre, for ellers har folk modvilje imod overhovedet at betale til velfærden.

Tusk, fusk og lusk - det overlader vi til de borgerlige 

En anden fantastisk udtalelse fra Thorning-Schmidt kom under hendes 1. maj-tale sidste år, altså lige før skattesagen blev oprullet i medierne: Man kan ikke både brokke sig over, at det offentlige skal spare, og samtidigt undlade at betale skat eller snyde samfundet. I den sammenhæng må man endelig heller ikke glemme det berømte citat om, at Tusk, fusk og lusk - det overlader vi til de borgerlige.

Ritt og Nyrup har båret Helle frem. Blair, Stoltenberg, Clinton og co. hjælper også gerne 

 

Apropos Helle Thorning-Schmidts ovennævnte netværk, så er det en kendsgerning, at hun ikke var blevet valgt til Europaparlamentet – med 38 stemmer mere end partifællen, John Iversen - i 1999, hvis ikke Ritt Bjerregaard havde promoveret hende på det berømte møde på Café Amokka i København. Ligeledes er det hævet over enhver tvivl, at Poul Nyrup Rasmussens udmelding før det socialdemokratiske formandsvalg i 2005 om, at hendes modkandidat, tidligere justitsminister, Frank Jensen, ikke havde evnerne til at stå i spidsen for partiet, var helt afgørende for, at hun blev valgt i stedet. I dag omgåes hun, helt legitimt, men også med en klar bagvedliggende dagsorden, internationale koryfæer som Bill Clinton, Jens Stoltenberg, Tony Blair og dennes gamle superspindoktor, Alistair Campbell. 

Thorning-Schmidt går på mange områder til valg på det stik modsatte af, hvad hun tidligere mente

 

Til sidst vil jeg vende tilbage til Thorning-Schmidts rolle i den nuværende valgkamp og nogle af de mærkesager, hun er gået til valg på. Efterlønnen går hun som bekendt til valg på at bevare i sin nuværende form, selvom alle ved, at Tilbagetrækningsreformen, der som bekendt har støtte fra De Radikale, efter valget vil blive vedtaget, og efterlønnen dermed beskåret. Mens hun tidligere har været utvetydig i sit forsvar for ordningen, som det f.eks. var tilfældet for tre år siden: Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen (...) Det kommer ikke til at ske, (Børsen, d. 29.08.08) lyder der nu helt andre toner. Når hun bliver presset tilstrækkeligt, lyder forklaringen pludselig: Vi er nødt til at sige åbent, at vi kan ikke kæmpe mod 90 mandater i Folketinget. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for man kunne jo gøre sagen til et såkaldt kabinetsspørgsmål, men det ligger ikke til Thorning-Schmidt og Villy Søvndals natur at lade sådanne petitesser stå i vejen for regeringsmagten. I den socialdemokratiske formands tilfælde ville det også netop i spørgsmålet om efterlønnen være dybt besynderligt, for selvsamme Thorning-Schmidt slog sig i 2004 op på ikke alene at ville forringe, men direkte afskaffe efterlønnen, samtidig med, hun ville hæve folkepensionsalderen til 67 år. 

 

Boligskatterne er et andet område, hvor Thorning-Schmidt i dag har en diametralt anden holdning end dengang, da hun var en relativ ukendt socialdemokrat, der prøvede at komme i medierne med kontroversielle budskaber. På det tidspunkt, i 2002, i bogen Forsvar for fælleskabet, skrev hun: Vi slipper ikke for en hårdere beskatning af ejendom. I dag ved hun, at boligejerne er så stærkt og talrigt et vælgersegment, at det er helt udelukket at lægge sig ud med dem, når man stræber efter regeringsmagten.

 

Udlændingepolitikken er et kapitel for sig. Tilbage i maj 2001 slog Helle Thorning-Schmidt, sammen med bl.a. Jeppe Kofod og Mette Frederiksen, et slag for pladderhumanismen. Udmeldingen kom i logisk forlængelse af, hvad den nuværende socialdemokratiske formand havde sagt et halvt år forinden til Jyllands-Posten: Socialdemokratiet skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent. Inden længe havde hun imidlertid forvandlet sig til en strammer på området, der, bl.a. i ovennævnte Forsvar for fællesskabet, var med til at foreslå, at personer, der kom til Danmark via familiesammenføringer, ikke skulle have lov til at få kontanthjælp de første syv år. I dag går hun derimod til valg på at afskaffe Starthælpen, fordi ydelsen er med til at skabe fattigdom i Danmark. 

 

Den såkaldte 24-års-regel, der i virkelighedens verden ikke betyder så meget, fordi den nemt kan omgåes ved eksempelvis at flytte til Sverige i en kort periode, vil Thorning-Schmidt til gengæld bevare. Under valgkampen i 2007 var hun ikke helt så stålfast. Dengang ville hun have iværksat en undersøgelse af ordningen efter valget.

 

Hendes forsvar for reglen klinger endnu mere hult, når man ved, at den indædte EU-tilhænger, Helle Thorning-Schmidt, der i sin egen tid som EU-parlamentariker stemte ja til alle forslag, som gav parlamentet mere magt - hun foreslog sågar selv, at EU-modstandere ikke skulle have nogen pladser i forsamlingen! - har meldt ud, at hun vil sende Danmarks forbehold på det retslige- og forsvarspolitiske område til folkeafstemning i sin første regeringsperiode, hvis hun får magten. Får hun held med sit forehavende vil udlændingepolitikken reelt blive bestemt i EU og 24-års-reglen dermed ikke længere bestå under nogen form. Thorning-Schmidts kommentar til denne helt reelle advarsel fra DF’s Morten Messerschmidt var, at det er et fuldstændig syret argument.(...) Vi ønsker ikke at afskaffe 24-års-reglen, og den har intet med forbeholdene at gøre. Igen taler udtalelsen vist for sig selv.

 

Ét af sommerens helt store samtaleemner var sagen om den forøgede toldkontrol ved de danske grænser, der som bekendt skabte stor vrede og uvilje i elitære kredse i Danmark og frem for alt EU, mens befolkningen i bl.a. Tyskland i overvældende grad var enig i initiativet. Polemikken opstod til dels, fordi Dansk Folkeparti oversolgte aftalens reelle indhold, der bl.a. består af flere stikprøvekontroller ved grænsen, indkøb af nye scannere og opførelsen af nye toldbygninger og kontrolanlæg. 

 

Umiddelbart efter aftalen var indgået, lød meldingen fra Socialdemokraterne og SF, at VKO-partierne ikke havde behøvet at benytte sig af løsgængeren, Pia Christmas-Møller, for at få flertal for forslaget. De havde bare behøvet at spørge, så ville også S-SF have støttet det. Da der så opstod uro om aftalen i ind- og specielt udland, var de samme partier pludselig ikke længere så begejstrede for den. Problemet var kontrolanlæggene ved grænseovergangene. Det kan godt undre al den stund, at Helle Thorning-Schmidt under valgkampen op til EU-parlamentsvalget i 2009 var fortaler for at genindføre den gamle grænsekontrol - bemærk forskellen i forhold til toldkontrol - som man kendte den, før Danmark tilsluttede sig Schengen-samarbejdet i 2001, et langt mere vidtgående skridt end den moderat skærpede toldkontrol, VKO og Pia Christmas-Møller blev enige om: (...) Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden, sagde hun således på DR1 d. 5. juni 2009.

 

Mens jeg skriver det her, kan jeg endnu engang se, at meningsmålingerne spår en stor valgsejr til de partier, der støtter Helle Thorning-Schmidt, kvinden, der mener, hun er Guds gave til Socialdemokraterne. Sådan tror jeg også, det kommer til at gå, men som man, apropos grænser, siger i vores store naboland syd for Kruså: Ein Fünkchen Hoffnung hat man immer.

75 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere