Socialdemokraterne har gjort meget for landdistrikterne | Limfjord Update

Når der nu ikke er nogle andre, der vil rose en op til et valg, så må man jo gøre det selv

Kim Ursin,

29/03/2015

Når der nu ikke er nogle andre, der vil rose en op til et valg, så må man jo gøre det selv. Carsten Hansen og Rasmus Prehn er umådelig tilfredse med sossernes fokus på udkantsområdet. Der er kommet fiberbånd (hvilket ikke har noget med staten at gøre), der er revet huse ned (udvikling?), hele 57 mio til kollektiv trafik (fordelt på 75 kommuner - altså 0,25 rute mere - måske) og færgerne er afsat penge til _over de kommende år_ (så er det nemlig Venstre der skal rode med det).

Og nåja, den største ting er at de nu har afdækket problemer og så er der nedsat en gruppe der skal se på hvorfor man ikke kan låne til huskøb i udkantsområdet. Godt nok iværksat af en Henrik Sass Larsen, men hey, det kan man vel godt tage æren for alligevel, når man nu kaldes usynlighedsminister.