Som det er fremgået, kan man i dag på b.dk læse at socialdemokraterne er trætte af at blive ved med at tabe tilslutning. Det kan man godt forstå.
Partiet er i sin kvide kommet frem til at det vil have "EU-systemet til eftersyn " og begrænse den fri bevægelighed (over landegrænser i EU). Det kan man godt have sympati for, selvom det formentlig ville blive efter den velkendte politiske recept for dansk nytænkning: For lidt og for sent. Og dette med eftersynet lyder lidt som taget ud af en eventyrbog. Nuvel, forsættet er godt nok, men nemt bliver det ikke.
Men så har socialdemokraterne endnu et par forslag i godteposen: Mindsteløn for alle og etablering af en skatteunion.
Dette er meget ambitiøse forslag, fordi man åbenbart forestiller sig en fælles mindsteløn og fælles skattesatser i EU. Eftersom Danmark har den højeste mindsteløn i EU (dog ikke lovbefalet), har man formentlig et forfængeligt håb om at de andre EU-lande vil gå med på danske satser. Socialdemokraterne vil åbenbart forsøge at eksportere noget, der er kommet ynkeligt til kort i Danmark, til de andre EU-lande.
Hvad angår skat, er der dog et vist rationale i en harmonisering af selskabsskatten ikke kun i EU men i hele verden. Kun på den måde kan man få virksomheder til at blive i deres oprindelseslande. Men hvad angår personskatter og afgifter, har Danmark jo iført sig førertrøjen, som har vist sig dræbende for megen privat foretagsomhed, der ellers kunne give den så eftertragtede vækst i dansk økonomi. Ganske vist er der også et flertal af socialdemokrater i de andre europæiske lande, men man har svært ved at forestille sig at de skulle købe den foreslåede model.
Så er der mindstelønnen. At indføre en lovbefalet mindsteløn er en ualmindelig dum idé. Ganske vist er mindstelønnen hjerteblod for fagbevægelsen, men den er traditionelt kun interesseret i sine egne medlemmer, ikke dem der går tabt i processen. Eller skatteborgerne, der skal betale de negative følger af overenskomsterne på arbejdsmarkedet. Nok så væsentligt er det at forestillingen om mindsteløn beror på den vildfarelse at man kan beslutte hvor meget et givent stykke arbejde er værd. Eller værdien af noget materielt for den sags skyld. Mange års kuldsejlede, ynkelige forsøg på prisstyring af lejelejligheder demonstrerer, hvad denne politiske fejlopfattelse medfører.
Begrebet mindsteløn er i bund og grund et forlorent fagforeningsprojekt. Sagen er nemlig at mindstelønnen genererer arbejdsløshed for den gruppe mennesker, der ikke er mindstelønnen værd, og som derfor ikke kan finde arbejde i de virksomheder, der er underlagt overenskomstsystemet. Der er masser af jobs, der er forsvundet fra virksomhederne af den grund, men hvoraf en del kunne genindføres. Mindstelønnen lader en stor gruppe af ufaglærte i stikken, ja svigter dem totalt. Hvorfor vil socialdemokraterne mon ikke tale deres sag?
Det er rimeligt at folk der arbejder, kan leve af deres løn, også selvom den er lav, og derfor er det en langt bedre model at forhøje grænsen for bundskatten, men det kan socialdemokraterne ikke forliges med, da de fortsat tror varmt på at enhver skat er en god skat og at højere skat er en ideel løsning på ethvert problem.
Efter min opfattelse er vejen frem for Socialdemokratiet at frigøre sig fra fagbevægelsen, der aldrig har haft landets tarv for øje, og som i øvrigt heller aldrig har kunnet skaffe folk en højere løn end den, de var værd. Ganske vist højere løn til en gruppe en vis tid, men på bekostning af nogle andre. Og ofte også på bekostning af selve den faggruppe, der har vredet citronen for hårdt (fx Typografforbundet, Sømændenes forbund, Bryggeriarbejdernes Forbund etc.)
Socialdemokraternes bestræbelser på at genvinde tabte vælgere er forståelig, men det er ikke alle elementer i deres planer, der virker gennemtænkte.
