Socialdemokratisk skatte-falsum: De stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs

Et af de stærkeste dogmer for socialstaten Danmark er det socialdemokratiske valgslogan der siger: "De stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs

Uffe Merrild,

13/10/2015

Et af de stærkeste dogmer for socialstaten Danmark er det socialdemokratiske valgslogan der siger: "De stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs."

Dette slogan er politisk et fantastisk blændværk for de efterfølgende politiske beslutninger der har præget Danmark gennem adskillige årtier. Bag ved et sådant slogan gemmer sig et væld af påstande og synspunkter som har sit udspring i en generel mistro til danskernes moral, deres værdier og deres arbejdsetik. Derfor kan man ikke blot lade markedet give danskerne det de allermest ønsker sig - det er nødvendigt at styre borgerne politisk for at sikre social retfærdighed og menneskelig velvære.

Et par af disse synspunkter vil jeg beskrive i det følgende:

1) Borgerens samfundsnytte er udelukkende statens skatteprovenu

2) Vi kan skabe et velfærdssamfund ved at lade de rige betale gildet

3) Borgernes egne præferencer er underordnede - borgeren er syndig og skal kontrolleres

4) Det er nødvendigt med en procentuel skattesats hvor procenten stiger med indkomsten

5) Borgernes interesser varetages bedst af staten

Ad 1:

Samfundsnytten i vores markedsøkonomi er langt fra statens skatteprovenu fra borgeren. Borgerens reelle totale samfundsnytte er ikke monetært målbar da megen livsvigtig borgerproduktion* ikke fører til monetære transaktioner på markedet - eksempelvis at hjælpe en gammel person over vejen, at passe på andre umiddelbart i sin nærhed, at rådgive andre og debattere samfundsspørgsmål, at få børn, passe på sin familie og dyrke sociale relationer. Alle disse handlinger måles ikke i penge, men bidrager væsentligt til samfundsøkonomien målt i det luftige og subjektive værdibegreb.

Monetært er det også forkert at skatteprovenuet er et brugbart mål for borgerens produktion. Borgerens produktion belønnes på markedet, og værdien af produktionen fastsættes på markedet af alle deltagerne som efterspørger disse og tildeler den værdi. Derfor er borgerens totale samfundsnytte både den produktion i og udenfor markedets transaktioner.

De socialdemokratiske principper hviler tungt på at skatteprovenuet er det afgørende bidrag for borgeren til samfundet - da man i socialdemokratiske sammenhænge sætter lighedstegn mellem stat og samfund. Sådan en social-politisk argumentation falder godt i spænd med diverse andre udtalelser såsom "vi skal finde finansiering til en lettelse af x skatten". Den samme falsum er her også gældende, at en skattelettelse ikke skal finansieres, da det ikke koster noget hvis man undlader at plyndre en borger for sin retmæssige markedsindkomst.

Borgerens samfundsproduktion måles monetært bedst på hvorledes markedet belønner borgeren for sin indsats. En særligt produktiv borger modtager en stor belønning fra markedet for at stille meget værdifulde ydelser og varer til rådighed for andre markedsdeltagere. Denne sammenhæng negerer nødvendigheden af at beskatte den højproduktive borger - den højproduktive borger trækker allerede det tungeste læs når han producerer en høj værdi til markedet. Det er derfor slet ikke nødvendigt at benytte skattevæsenet til at sørge for at denne borger bærer et tungt (skatte)læs. På markedet kan borgeren vælge frivilligt. En værdifuld produktion til markedet vil blive prissat højt og lokke borgeren til at producere mere og derfor bære et større læs.

Ad 2: Statens skatteprovenu: Topskat: 16 mia kr, andre indkomstskatter: 391mia kr.

Socialdemokratiske tanker har igennem flere generationer ført politisk kamp mellem de forskellige samfundslag, hvor politikerne har benyttet stemmekvægets indre misundelsesgen til at bekæmpe de mest produktive borgere, som man beskatter hårdt i jagten på både lighed og misforstået retfærdighed. Hvis en person har tjent mange penge, så har han også brugt samfundet på sin vej dertil, og derfor kan vi bare tage pengene tilbage til samfundet fordi samfundet har bidraget til den store success som personen er blevet til.

Dette falsum er særlig djævelsk og bruges også i mange andre lande: Staten har stillet uddannelse til rådighed, og hvis du efterfølgende på trods af dette elendige uddannelsessystem alligevel er blevet til noget produktivt menneske, så er det retfærdigt at vi fratager dig din indkomst for at fordele den politisk. Hele grundlaget som denne falsum bygger på er at personen har klaret sig bedre i det statslige bureaukratiske samfund end i det private og markedsbaserede. I tilfældet af private uddannelsesinstitutioner, lavere skat og friere markedskræfter ville personen ikke have opnået sin særlige rolle i samfundet som iværksætter og var aldrig endt i den høje indkomstskala.

Det kræver ikke megen fantasi at påpege at den dygtige iværksætter er nået op på trods af statsligt bureaukrati og et væld af incitamenter til at gøre det modsatte. Kaster man et blik på skatteindtægterne så falder topskatten til bunds på skalaen, der kommer næsten ingenting ind på den skat - det er ren misundelse og destruktiv omgang med samfundsøkonomien.

Ad 3:

Borgernes indkomst skal konfiskeres af skattevæsenet og prioriteres efter politikernes præferencer - politikerne styres af demokratiet, forstås, og sørger derfor for en social optimal allokering af indkomst og herved indbygges social retfærdighed i en ellers fri markedskapitalisme (der ville føre til den sociale massegrav med sin markedsdisciplinering).

Selve kernen i påstanden er at er borgeren fri til at vælge hvilke veje hans indkomst skal bruges vil denne selviske person fravælge at støtte visse grupper i samfundet, som det netop er statens opgave at beskytte. Falsummet bygger på den opfattelse at borgeren uden skattevæsenets magtanvendelse ville vælge at bruge sine penge på andre ting end hvad politikerne ville have gjort det, og derfor er borgerens frie valg egoistisk og socialt suboptimalt. Fra politisk hold ønsker man at føre produktive borgeres indkomst over til uproduktive borgere, og med skattesystemets forvrængende modsatrettede påvirkning på menneskets frie valg ender systemet i at skabe flere tab fordi den beskattede person vælger anderledes end han ellers ville have gjort, hvis valget var ham frit.

Vores enorme afgiftssystem er et udtryk for denne politiske syge med at ville kontrollere alt og alle, fordi borgerne selv sandelig ikke ved hvad der gør dem mest tilfredse og glade i deres liv. Det skal overlades til politikerne at vedtage ved lov hvor meget indkomst man har lov at beholde til at søge sin egen tilfredsstillelse i markedet. Borgerne selv skal styres, de er syndige og vil ukontrolleret føre sig selv i fordærv hvis ikke vore dygtige og uselviske politikere fuldstændigt objektivt pålagde afgifter og skatter til at sørge for at udfaldet af samfundsøkonomien, topstyret som den er, bliver social optimal. Det kræver ikke megen fantasi at nå til den modsatte konklusion: Jo større skatter og afgifter politikerne indfører, jo ringere tilfredsstillelse når borgeren for sin indkomst. Borgeren prioriterer at nå ringere mål i den manipulerede prisstruktur der er et resultat af politikernes skattevanvid fordi midlerne til at nå det optimale mål ikke er i borgerens hænder mere.

Ad 4:

Det progressive skattesystem skaber et kæmpe subsidie til at de mest produktive mennesker i samfundet holder fri, i stedet for at gå i gang på markedet og levere varer og ydelser der er meget værdifulde. Beskatningen gør at borgerens værdisæt forvrænges og i stedet for at søge den frie tilfredsstillelse af markedets ønsker og borgerens egne ønsker, sætter politikerne store barrierer op således borgeren i sit valg mellem fritid og arbejde vælger fritiden fordi arbejdet ikke er lønsomt når skatteprocenten subjektivt vurderet bliver for høj og dermed belønningen for lav.

Ad 5:

Dette falsum burde efter at have læst ovenstående 4 punkter være ganske tydeligt. Staten varetager ikke borgerens interesser, men afholder borgeren fra at nå sine mål med så lille en indsats som det er muligt. Staten konfiskerer borgerens indkomst og bruger den på andre ting end de værdifulde valg borgeren med egne penge ville have valgt. Det repræsentative demokrati er i særlig grad fabelagtig til at skabe spild, bureaukrati og ineffektive løsninger på vigtige samfundsproblemer såsom sundhedsvæsen, uddannelse og ældrepleje.

Problemet for offentlige virksomheder er at de ikke kan finde ud af at prioritere hvad kunderne synes er mest værdifuldt. De har ingen feedback fordi de ikke bruger prissystemet til at veje kundernes ønsker - prioriteringen, der med markedskræfterne bliver styret af forbrugernes efterspørgsel, bliver i det offentlige styret bureaukratisk uden kobling til forbrugernes værdier og prioriteringer. I stedet for at sørge for at budgetterne matcher med efterspørgslen, bliver budgetterne styret politisk, og ve den stakkels borger der får en sjælden sygdom der ikke er politisk bevågenhed på. Denne borger må se sine skattemidler fordampe i den blå luft og kan søge henvisning til ventelisten i stedet.

De socialdemokratiske tanker der ligger bag de stærkeste skuldre skal bære det tungeste læs er så befængt med ulogiske sammenhænge at denne særlige argumentation for at indføre topskat, formueskat og offentlig drevne virksomheder burde være så gennemhullet at den for længst var afskaffet hvis borgerne i samfundet fandt det mere rationelt at se på markedets belønning for produktionen end på skatteprovenuet til staten.

Men således er danskerne mest blinde - når det kommer til belønning og indsats så graves skyttegraven dyb og uindtrængelig: Det er kun staten der kan give os retfærdighed fra den onde, men nødvendige, kapitalisme. Danskerne resonnerer således: Det er meget bedre at lade bureaukraterne og politikerne i nært samarbejde dømme over vores liv i sundhedsvæsenet og nægte os at søge vores størst mulige tilfredsstillelse på det frie marked.

Vi skulle jo nødig tro vi var noget.

* [Produktion: At frembringe midler til at opnå menneskelige mål. Produktion er derfor både psykologens rådgivning til den angstramte (der forsøger at opnå målet at blive mindre angst)  så vel som det er tonsvis af hakkekød der vælter ud af Danish Crowns fabrikker (kan benytttes til at opnå målet om mæthed ved hjælp af en flok saftige hakkedrenge).]

Kilde: