De fleste kender betegnelsen socialliberalisme – om ikke fra andet så som en ideologi, Det Radikale Venstre påstår at have sine rødder i. Men mange af de socialliberale tænkere fra omkring forrige århundredskifte er ikke så kendte, så for de fleste er det nok lidt uklart, hvad socialliberalisme egentlig er eller var for en størrelse, og hvad den har med klassisk liberalisme at gøre. Her er et bud:
Den nye liberalisme
Fra omkring 1880 opstod der en ny strømning inden for liberalismen, der blev kaldt for ”The new liberalism” eller socialliberalisme. Med betegnelsen ”New liberalism” blev tilhængere af den klassiske liberalisme udsat for et semantisk kup. De blev tildelt pladsen som ”old liberals”, som om de nye liberale var en forbedret version af liberalismen. For Spencer (1884) var der derimod tale om genoplivning af en ældre tradition, en paternalistisk Toryism.
De nye liberale var overbevist om, at den ældre individualisme ikke længere var gyldig i industrialismens tidsalder, og den adskilte sig fra den klassiske liberalisme på tre punkter: For det første var den, hvad en af dem, Francis Charles Montague (1858-1935), kaldte for ”a revolt against negative freedom”.[i] For det andet indvarslede den nye liberalisme et skifte fra individualisme til kollektivisme og en organisk samfundsopfattelse og endelig erstattedes den klassiske liberalismes teori om ”limited government under the rule of law” med en opfattelse af en ubegrænset statsmagt, der skulle spille en aktiv rolle i borgernes selvudvikling.
Thomas Hill Green – den nye liberalismes fader
Den nye liberalisme havde sit udspring i John Stuart Mills positive frihedsbegreb og menneskets mål om individuel selvudvikling. Ifølge Mill fremmes den individuelle udvikling bedst, når staten ikke blander sig, men der er ikke langt fra Mill til en organisk samfundsopfattelse, hvor individets mål kun kan realiseres i et samfund i fællesskab med andre, og det var udgangspunktet for den Hegel inspirerede Thomas Hill Green (1838-82), der kan betragtes som grundlæggeren af den nye liberalisme.
Green afviser det negative frihedsbegreb, der ikke opfylder ”the needs of the modern day.” Hans frihedsbegreb er det positive, at være fri for indre restriktioner, der hindrer én i selvbestemmelse og autonomi, og i Essayet ” Freedom of Contract definerer han frihed som magt og muligheder:
“We do not mean merely freedom to do as we like irrespectively of what it is that we like (…) we mean a positive power or capacity of doing or enjoying something worth doing or enjoying, and that, too, something that we do or enjoy in common with others.” Green (1881).
Frihed for Green er altså en evne eller kapacitet til at gøre noget, og det noget er et højere moralsk mål: Det drejer sig om at gøre dét, der er ”worth doing”, og som kan nydes i fællesskab med andre.
Green anerkender ikke individuelle rettigheder, men mener at de skal defineres ud fra det kollektive mål, ”the common good”. På samme måde mener Green heller ikke, at privat ejendomsret kan retfærdiggøres på anden måde end som et middel til at opnå et fælles gode. Frihed reduceres til et middel for at nå et fælles mål, og Green deler Hegels syn på frihed som virkeliggjort i staten.
Green ønskede at gøre op med laissez-faire politik og kontraktfrihed, idet han mente, at kontraktfrihed kun gælder for lige parter. Derfor gik han ind for arbejdsmiljølovgivning, lejelovgivning, regulering af ansættelsesforhold og arbejdstidsregler – og for at begrænse drukkenboltes mulighed for at drikke.
Green var ikke socialist, og han mente ikke, at målet var en afskaffelse af kapitalismen, men med Green blev den nye liberalisme nærmest til et program for statsinterventionisme.
Hobhouse – liberal socialisme?
L.T. Hobhouse (1864-1929) er inspireret af Mill og Green, og hans ideal var et organisk samfund, der gav alle lige muligheder. Det er derfor statens opgave at sikre disse muligheder, bl.a. gennem gratis uddannelse og andre sociale rettigheder.
For Hobhouse er det hensynet til det fælles, der betinger samfundets indretning. En ulige indkomstfordeling kan kun retfærdiggøres, hvis den er til det fælles bedste, Hobhouse (2011, 50-51), og han mener, at personlige formuer i høj grad er samfundsskabte og derfor kan omfordeles uden videre. Ejendomsret er på samme måde ”samfundsmæssig” både ved at blive beskyttet af samfundet, og fordi der er et betydeligt samfundsmæssigt element i værdiskabelsen. Det traditionelle ejendomsretsbegreb er derfor ikke ”suitable to modern needs”, og hans ejendomsretsbegreb er milevidt fra Lockes selvejerskab.
Som Green afviser Hobhouse individuelle rettigheder, hvis de ikke er i overensstemmelse med det fælles gode: ”…we constantly define the rights of the individual in terms of the common good, and think of the common good in terms of the welfare of all the individuals who constitute a society,” Hobhouse (1911, 78).
John Maynard Keynes og økonomisk planlægning
John Maynard Keynes (1883-1946) var økonom og ikke nogen politisk filosof. Keynes gik ind for individuel frihed og delte ikke Green og Hobhouses kollektivisme, men han gik ind for en betydelig grad af økonomisk planlægning, og han havde mere end nogen anden ansvaret for at tildele staten en aktiv rolle i den økonomiske politik.
I 1926 havde Keynes skrevet ”The end of laissez-faire”, hvori han på den ene side forsikrede, at staten ikke skal gøre, hvad individerne og markedet allerede gør, men på den anden side forsvarede en vidtrækkende statslig styring af økonomien: Det er statens opgave at bestemme størrelsen af den samlede opsparing, i hvilken udstrækning denne skal investeres i udlandet, og ”hvorvidt den nuværende organisering af investeringsmarkeder fordeler opsparingen i overensstemmelse med de nationalt produktive kanaler.”
Med depressionen i 1930erne havde troen på markedets selvregulerende kræfter fået et alvorligt knæk. De klassiske økonomer såvel som den østrigske skole og Hayek kunne ikke tilbyde anden løsning end, at politikerne skulle lade stå til og vente på, at markedets selvregulerende kræfter skulle virke. Keynes tilbød et alternativ, der lovede fuld beskæftigelse. Keynes (1936) gjorde op med Says lov, og udviklede en teori om den effektive efterspørgsels rolle i bestemmelsen af produktion og beskæftigelse på et givet tidspunkt.
Keynes var ikke socialist, hans mål var at redde kapitalismen, men han mente ikke, at markedsøkonomien kunne overlades til sig selv. I et brev til Hayek efter læsning af “The Road to Serfdom” skrev Keynes, at: ”what we want is not no planning, or even less planning, indeed I should say that we almost certainly want more.” Keynes var også modstander af guldstandarden, som han havde kaldt for “a barbarous relic”, og gik ind for en national pengepolitik.
Keynes havde en både elitær og naiv tiltro til politikernes intellektuelle og moralske habitus: “Moderate planning will be safe if those carrying it out are rightly orientated in their own minds and hearts to the moral issue… What we need is the restoration of right moral thinking,” citeret i Wapshott (2011).
Keynes gav politikerne ansvaret for at sikre permanent fuld bekæftigelse, og han gav dem illusionen om, at det skulle være i deres magt at realisere det mål, men Keynes havde for det første en overdreven tro på effekten af finanspolitik (og tog tilsvarende fejl af pengepolitikken), og hans økonomiske teori så helt bort fra den offentlige sektors budgetrestriktion, det lange sigt og betydningen af incitamenter og forventninger.
For det andet havde Keynes en overdreven tiltro til, at den rette politik alene var et spørgsmål om, at politikken blev ført af mænd med ”the right moral thinking.” Han negligerede den public choice indsigt, man fandt allerede hos Adam Smith og Bentham, at også politikere forfølger deres egeninteresse. Endelig overså Keynes, hvor farlig begrænsninger i den økonomiske frihed er for den personlige og politiske frihed.
Keynes var i selvforståelse liberal, men Hayek, der var en nær ven af Keynes, gav denne karakteristik af Keynes: “Because Keynes believed that he was fundamentally still a classical English liberal and wasn't quite aware of how far he had moved away from it. His basic ideas were still those of individual freedom. He did not think systematically enough to see the conflicts.”[ii]
Socialliberalisme eller demokratisk socialisme?
Green og Hobhouses socialliberalisme har ikke andet end det politiske demokrati til fælles med den klassiske liberalisme.
Hobhouse (1911, 65) omtaler selv sin form for liberalisme som ”liberal socialisme”, der – hvis ordet skal være dækkende – må være demokratisk og indebære en høj grad af personlig frihed.
Betegnelsen ”demokratisk socialisme” vil være mere dækkende for Green og Hobhouse end socialliberalisme, for den "nye liberalisme" er med sin kollektivisme snarere en variant af socialisme end af liberalisme. Det er da også primært socialdemokratiske partier, der har ladet sig inspirere af Green, Hobhouse og Keynes.
Litteratur
Green, T.H. (1881): Liberal Legislation and Freedom of Contract. i Miller (ed.) (2006): The Liberty Reader. Edinburg.
Green, T.H. (1883): Lectures on the Principles of Political Obligation and Other Writings.
Hobhouse, L.T. (1911): Liberalism. 2009.
Keynes, J.M. (1926): “The end of laissez-faire” i Essays in Persuassion. London.
Keynes, J.M. (1936): The General Theory of Employment, Interest and Money. Cambridge.
Merquior, J.G. (1991): Liberalism Old and New. Boston.
Smith, George H. (2013): The System of Liberty. Cambridge.
Spencer, Herbert (1884): The Man Versus the State. With six Essays on Government, Society, and Freedom. Indianapolis: Liberty Fund.
Wapshott, Nicholas (2011): Keynes Hayek. The Clash that Defined Modern Economics. N.Y.
[i] Montague: The Limits of Individual Liberty, 1885. Citeret i Merquior (1991, 99).
[ii] Hayek i interview med Hazlett i maj 1977, gengivet i ”The Road from Serfdom” fra july 1992, findes på Reason.com.
