Uganda har vedtaget en lov, der gør det strafbart med tre års fængsel at kende en homoseksuel. Loven har naturligvis medført en sand syndflod af vredne hænder fra liberale og andre borgerlige fløjelsmaver, der synes det er åh så synd for de stakkels homo-negre.
Men i virkeligheden er det jubelliberalisterne, der i deres amokløb på traditionsbundne værdier har misforstået det hele. Problemet er, at liberalisterne tror, at rettigheder kan forstås som universaliserbare, altså som mulige at opnå og fastholde på tværs af tid og rum eller rettere på tværs af kultur.
Men nationalkonservatismen står et andet sted. Her fastholder man sindigt, at rettigheder kun kan forstås konkret, ikke universelt. Og at man må forstå Uganda i kraft af de traditioner, som organisk har udviklet sig hos dette folk.
Hvor meget de politisk korrekte hattedamer og andre kryptoradikale end vil benægte det, er det fra naturen ikke givet, at mænd kan formere sig med hinanden. Dette faktum må enhver stat forholde sig til, og i Uganda har man valgt én måde, i overensstemmelse med den kultur og de værdier, der præger landet.
Man kan rigtignok være uenig i beslutningen om at kriminalisere homoseksualitet - det har jeg fra tid til anden grebet mig selv i at være. Men man kan ikke benægte, at et folk har ret til selv at bestemme, hvordan man straffer sine forbrydere. Og hvis homoseksualitet jævnfør landets love er en forbrydelse, følger det logisk, at borgere, der kender til det og ikke indberetter det, også er hjemfaldne til straf. Det kan man støtte eller lade være, men det er i bund og grund et politisk, ikke et juridisk spørgsmål.
Hvad er det, at kritikkerne vil have? At en ugandanesisk dommer tilsidesætter den lov, han er udpeget til at dømme efter? Næ, det ville være den sande tragedie. Dommere skal ikke tage politiske beslutninger, hvilket ville være konsekvensen, hvis de studentikose propelhatsliberalister fik deres vilje.
Men i virkeligheden er det jubelliberalisterne, der i deres amokløb på traditionsbundne værdier har misforstået det hele. Problemet er, at liberalisterne tror, at rettigheder kan forstås som universaliserbare, altså som mulige at opnå og fastholde på tværs af tid og rum eller rettere på tværs af kultur.
Men nationalkonservatismen står et andet sted. Her fastholder man sindigt, at rettigheder kun kan forstås konkret, ikke universelt. Og at man må forstå Uganda i kraft af de traditioner, som organisk har udviklet sig hos dette folk.
Hvor meget de politisk korrekte hattedamer og andre kryptoradikale end vil benægte det, er det fra naturen ikke givet, at mænd kan formere sig med hinanden. Dette faktum må enhver stat forholde sig til, og i Uganda har man valgt én måde, i overensstemmelse med den kultur og de værdier, der præger landet.
Man kan rigtignok være uenig i beslutningen om at kriminalisere homoseksualitet - det har jeg fra tid til anden grebet mig selv i at være. Men man kan ikke benægte, at et folk har ret til selv at bestemme, hvordan man straffer sine forbrydere. Og hvis homoseksualitet jævnfør landets love er en forbrydelse, følger det logisk, at borgere, der kender til det og ikke indberetter det, også er hjemfaldne til straf. Det kan man støtte eller lade være, men det er i bund og grund et politisk, ikke et juridisk spørgsmål.
Hvad er det, at kritikkerne vil have? At en ugandanesisk dommer tilsidesætter den lov, han er udpeget til at dømme efter? Næ, det ville være den sande tragedie. Dommere skal ikke tage politiske beslutninger, hvilket ville være konsekvensen, hvis de studentikose propelhatsliberalister fik deres vilje.
