Jeg mødtes for få dage siden med nogle tyskere i en
hovedstad i Europa og havde her lejlighed til at diskutere den nye danske
grænsekontrol. Diskussionen udviklede sig til en heftig diskussion om Europas
fremtid og opfattelsen af de lande i Europa, der på den ene eller anden måde
ikke bakkede om den europæiske integration og på den ene eller anden måde
ønsker at stå udenfor.
De tre tyskeres holdning var, at det var helt uacceptabelt
at lande ikke ønskede at være 100% europæer i et Europa, de lande der ikke
ville være med skulle presses ind på den rette linje eller smides ud af fællesskabet,
hvorefter de skulle tage følgerne af at stå udenfor, underforstået de skulle have
lov at føle konsekvenserne.
Er man ikke for Europa, så er man imod, tanken at lande
kunne eksistere som uafhængige samarbejdende naboer, var man ikke forstående
overfor, det var ikke hensigtsmæssigt og mod drømmen om et fælles Europa.
Vi diskuterede så hvilke lande, der ideelt burde være med i
Europa, svaret var de nuværende EU lande plus Norge, Schweiz, Hvide Rusland,
Ukraine samt de sidste Balkan lande. Altså et Europa med Tyskland i centrum.
Det skal siges, at de tre tyskere jeg talte med, er moderne tyskere, der stærkt
tager afstand fra fortidens Tyskland og de er stærke antimilitarister, men den
gamle drøm om storhed centralt styret med orden og fælles regler, det er en drøm,
de har tilfælles med deres knap så venlige bedsteforældre. De er sig også deres
økonomiske magt meget bevidst og er indstillede på at bruge den, for at nå
deres mål.
Europa skal være stort, der skal være plads til alle
folkeslag, men de skal føle sig som europæer og opdrages til at acceptere
fælles europæiske værdier, opdragelsen til fællesskab var vigtig. EU skulle
bruge sin økonomiske og politiske magt til at få de modvillige lande til at
rette ind. Det var utåleligt, at lande som Schweiz og England på visse punkter
gik deres egne vegne, at lande som Norge og Schweiz havde indrettet sig
anderledes og var økonomisk succesfulde var til stor irritation.
Et forenet og Storeuropa (underforstået med Tyskland som
omdrejningspunkt) var forudsætningen for fred og velstand i Europa, det faldt
dem ikke ind, at store staters drøm om storhed, måske var årsag til tidligere
tiders krige. Jeg forsøgte forsigtigt at forklare, at vi bor på kanten af
Europa og at midten af Europa er en del af vores verden, men ikke nødvendigvis
centrum for vores verden. Tankevækkende at store lande som Tyskland og Rusland
føler sig truet af at være omgivet af små og uafhængige lande, der på nogle
punkter føler trang til at gå deres egen vegne.
Den nye grænsekontrol var en fornærmelse og forræderi mod
ideen om et forenet og ensrettet Europa og føltes stærkt provokerende.
Ikke underligt, at EU for mange danskere opleves som noget,
der med vold og magt trækkes ned over os og som noget, der ikke primært er sat
i verden for vore blå øjnes skyld, det er også godt, at danskerne ikke er de
eneste, der engang imellem sætter hælene i, når europabegejstringen går amok.
Vi sluttede samtalen om Europas fremtid med endnu en omgang
godt tjekkisk øl og en diskussion om kvinder og sport, et emne, hvor vi var
mere på bølgelængde.
