Værd at læse

00

Synonympolitikkens kvælertag

Dansk politik er for tiden præget af ét stort spørgsmål: Hvordan kommer vi sikkert igennem krisen? Et spørgsmål, der forsøges besvaret både på nationalt, europæisk og på globalt plan. 

I perioder med økonomiske lavkonjunkturer er det arbejdsløshed, produktivitet og konkurrenceevne, der er på dagsordenen – naturligvis. Og med en buldrende økonomisk krise er fokus på at løse problemerne skærpet. 

Set up’et kunne ellers ikke blive stort nok, da den røde regering fremlagde ”En Fair Løsning”, hvor en mirakelkur og hokus-pokus økonomi skulle give svarene på krisen. Og ja, de vandt valget – og siden har piben fået en anden lyd. 

Men sideløbende med regeringens reformer af fleksjob, førtidspension og den netop fremlagte 2020-plan, fordufter værdikampen.  

En kamp, der særligt i 00’erne var præget af DF og Pia Kjærsgaards flygtninge- indvandrerpolitik. Og hvor Anders Fogh Rasmussen i kampens hede lod sig forføre af Pia Kjærsgaards stemme.  Med våde drømme om nøglerne til Statsministeriet og privatchauffør, fik Pia sine indrømmelser.

Det resulterede i 24-års regel, tilknytningskrav, statsborgerskabstest grænsebomme, pointsystem etc..

Imens Fogh og Kjærsgaard dansede kinddans i Statsministeriet, tordnede særligt SF, De Radikale og Enhedslisten imod regeringen. Partierne lovede bål og brand: Alle stramninger skulle tilbagerulles, ligeså snart de fik erobret magten. Men igen blev sandheden en anden – i dette tilfælde til manges store ærgelse.

Jo jo, regeringen rullede indvandringspolitikken tilbage til 2010-niveau, og ulejligede sig desuden med navneændringen fra den tidligere regerings ”fast og fair” til ”robust men retfærdig”. Ja, det ville i bogstaveligste forstand være oplagt at kalde den røde regerings politik for synonympolitik. Hvad enten der er tale om den økonomiske politik eller værdidebatten, så har den røde regering kun begået et synonym på de seneste 10 års førte politik. Den samme politik, men hvor ordstillingen og ordene er lidt anderledes.

Hvor den røde regerings kovending i forhold til den økonomiske politik er et spørgsmål om pragmatisme, er ændringen i værdipolitikken snarere et spørgsmål om et idealistisk forfald. Med det skal forstås, at alle ved, at der skal spares. Alle ved arbejdsudbuddet skal øges. Alle ved skatten skal sænkes. Det er bundlinjen, der fortæller os det – imens værdipolitikken er noget helt andet.

Svarene på den værdipolitiske kurs finder man ikke på en bundlinje. Det er et spørgsmål om et grundlæggende menneskesyn. Et spørgsmål om, hvordan vi som befolkning skal møde flygtninge og indvandrere, der vil være en del af det danske samfund. Og her har den røde regering igen meldt pas – om ikke på de seneste 10 års førte politik, så i hvert fald de første 9.

Hvor grunden til dette skal findes er meget uklart. Jeg tror ganske enkelt, at det er et spørgsmål om frygt. Regeringen er så bange for at miste magten, at de – med Socialdemokratiet i spidsen – har begravet værdidebatten. Flygtninge- og indvandrerpolitikken er pakket væk og tabuiseret af den røde lejr. 

Samtidig puster DF nu febrilsk for at holde ilden i live. Med blogindlæg og TV-indslag kæmper de videre for at italesætte indvandring som faretruende. Som Marie Krarups seneste indlæg på b.dk (http://www.b.dk/politiko/islams-problem-er-koranen red.), hvor muslimske unge er i skudlinjen, fordi de – efter Marie Krarups udsagn – er totalt udvidende om Koranens indhold, til hendes store forargelse. Men ærligt – hvor mange unge danskere kan Biblens indhold til fingerspidserne? 

Vi står altså i en situation i Danmark, hvor regeringen, i synonympolitikkens tegn, har kvalt værdidebatten, samtidig med at DF ufortrødent forsat manipulerer den indvandrerpolitiske diskurs. 

Vi har som konservative og liberale et mål: Vis vejen – men vel at mærke en ny vej. Nedbryd regeringens tabuisering af værdidebatten og overvind DF’s manipulation. 

Gem frygten væk og giv plads til dem der vil tage del i det danske samfund. Med en anerkendelse og en værdig omtale af flygtninge og indvandrere, vil vi både opnå en bedre integration, og en tiltrækning af grupper, der kan og vil bidrage positivt til det danske samfund. 

Hvis troen på de danske værdier er stærk nok, så har vi intet at frygte. Vores samfund tager ikke skade af kulturelt input, og vores arbejdsmarked har brug for kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.  
Og husk: Danskheden er ikke statisk.

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere