Systemfejl i samfundet kan ødelægge et land

Japan fik i 1889 en ny forfatning, kaldet Meiji-forfatningen

Ulrik B. Petersen,

28/07/2011

Japan fik i 1889 en ny forfatning, kaldet Meiji-forfatningen. Jeg skal ikke plage læserne med de nærmere detaljer, men den korte version er at der var en passus i forfatningen, der krævede at enhver regering skulle have en militærperson som forsvarsminister. Begrundelsen syntes ret uskyldig, nemlig at militære anliggender var for vigtige til at overlade en civilperson, som man antog ikke kunne vide tilstrækkeligt.

Efterhånden udviklede denne passus sig til at det skulle være en general fra hæren, der beklædte forsvarsministerposten. Og ikke nok med det, et selvbevidst militær stillede krav om at regeringen skulle føre en bestemt og ganske aggressiv udenrigspolitik; hvis resten af regeringen var imod, kunne man desværre ikke stille med en forsvarsminister. Og så kunne der ikke dannes regering, og landet kunne ikke ledes. Ergo måtte civilisterne bøje sig, og støt og roligt kom militæret til at svinge taktstokken i en sådan grad at landet blev gennemmilitariseret. Til sidst blev det en selvfølge at landet skulle ledes af en general.

Dette er forklaringen på at Japan gennem årene 1900-1945 fik nogle af de mest stupide militærregimer, verden endnu havde set. Regimer, der trods store militære triumfer til at begynde med, i sidste ende ledte landet til militær, social, økonomisk og politisk fordærv. I hovedtrækkene på grund af den alvorlige systemfejl, der ikke tillod fredelige løsninger på landets problemer..

Efter min opfattelse har Danmark en lige så alvorlig systemfejl, nemlig kraftig overrepræsentation i landets lovgivende forsamling, Folketinget, af mennesker uden ordentlig samfundsmæssig, erhvervsmæssig og økonomisk ballast. Som jeg tidligere har været inde på på denne linie, rekrutteres Folketingets medlemmer fra Partiets opstillingslister, hvor det alene synes at være loyalitet overfor ledelsen samt evnen til at sælge billetter, der betinger udvælgelseskriteriet. Det ser endda ud til at man i vidt omfang forveksler evnen til at skræppe op med egentlig politisk substans. Ikke meget tyder på at man vælger efter viden, intelligens, flid og sund dømmekraft, egenskaber der ikke er iøjnefaldende hos det store flertal.

Man kunne hertil indvende at Folketingets medlemmer, hvad angår de nævnte egenskaber, afspejler befolkningen og at det ikke er rimeligt at stille større krav i så henseende, eller moralsk for den sags skyld, end til resten af befolkningen. Aflønning og frynsegoder taget i betragtning, deler jeg ikke en sådan opfattelse.

Der er imidlertid et andet forhold, der i voksende grad demonstrerer en indbygget systemfejl af dimensioner, nemlig at sammensætningen af folketinget er helt skæv, hvad angår erhvervserfaring. Der er højst en håndfuld i folketinget, der forstår noget som helst ved udtrykket: At sidde så tæt på kasseapparatet at man kan høre når det ringer, og navnlig når det ikke gør. Metaforen har rod i den gammeldags købmandsbutik, hvor købmanden fra baglokalet kunne høre om kommisen gjorde sit arbejde og forretningen gik som den skulle. Når borgerne betaler for kvalitet, har de også krav på kvalitet. Men de får den ikke. Folketinget er mest optaget af tvang, lighedsmageri, forbud og stadigt voksende bureaukrati. Der er ingen værdi til at finansiere velfærdssamfundet i noget af det. Værdien skal leveres af et erhvervsliv, der har det tungt. Jeg taler ikke om de helt store virksomheder, men om de mange mindre med ansatte i antal 10-60, som er rygraden i det egentlige danske erhvervsliv.

Offentlig virksomhed leverer de fleste af folketingsmedlemmene, hvis man ser bort fra horderne af halvstuderede røvere og opkomlinge der har tjent partierne trofast som vandbærere og som belønning bliver opstillet som Folketingskandidater og dermed skifter status til stemmekvæg. Der er mange offentligt ansatte, der kan vende tilbage til et trygt job, hvis den politiske karriere skulle kuldsejle. Og dette kan ske, takket være en særdeles attraktiv orlovsordning, der i dén grad favoriserer de offentligt ansatte på bekostning af folk fra erhvervslivet. Det er et ekstremt sjældent frynsegode i erhvervslivet at kunne få orlov for at gå ind i politik med retten til at vende tilbage til jobbet, man forlod. Efter sin natur er favoriseringen af offentligt ansatte på dette punkt et demokratisk problem. Men værre er det at konsekvensen af denne skæve rekruttering er at en langtovervejende majoritet af Folketingsmedlemmerne sidder så langt fra kasseapparatet at de ikke hører noget som helst, lige så lidt som at besidde nogen erfaring med nødvendigheden af at kasseapparatet skal ringe for at butikken kan køre.

Danmark er en butik, der skal køre, men som ikke gør det. Det er nærmest trivielt at påpege at især de producerende virksomheder de sidste mange år er lukket eller udflaget i et sådant omfang at væksten i erhvervslivet er næsten ophørt. Der er ikke kommet ny produktion til i nævneværdigt omfang, og mange faglærte og ufaglærte er uden job eller bliver det inden længe. Få andre end producerende virksomheder kan aftage disse grupper som hungrer efter arbejde.

Nu kunne man som modvægt til politikernes uvidenhed håbe på at embedsapparatet kunne tøjle de værste følger af den politiske strudsepolitik. Desværre har det vist sig at embedsmændene er stort set lige så uvidende om erhvervsøkonomiske og tekniske forhold som Folketinget. Der synes i hvert fald ikke holdepunkt for en antagelse om at den statslige (eller kommunale) forvaltning kunne mønstre et kvalificeret bud på hvordan vi får genskabt Danmark som et land med vækst og fremgang.

Bundlinien er altså at så godt som alle politikere og embedsmænd ikke aner deres levende råd mht. hvordan Danmark får vækst. Svaret er selvfølgelig at ingen af dem kan skabe vækst eller beskæftigelse, selvom de forsøger at bilde deres vælgere det ind og måske ovenikøbet selv tror på sludderet. Hvad man fra politisk hold kan, er at etablere beskæftigelsesterapi for skattemidler, noget der ofte kaldes investeringer, men det er misbrug af ordet. Det bruges almindeligvis bare som et slidstærkt alibi for at klatte pengene væk igen, igen til noget værdiløst.

Både Socialdemokraterne og fagbevægelsen burde applaudere disse synspunkter, for jeg taler faktisk arbejdernes sag. Men da man søger magten for magtens egen skyld, lover man guld og grønne skove til mennesker på overførselsindkomst, mens man skamløst lader sine egne kernevælgere og medlemmer i stikken.

Min påstand er at Danmarks største to problemer ikke er ulighed eller fattigdom men manglende konkurrenceevne og manglende iværksætterlyst. Vi ved det jo godt alle sammen eller burde vide det, men da problemere er vanskelige at løse med et snuptag, taler vi helst om alt muligt andet, alt imens vi skælder ud på politikerne, der ikke tør gribe om nælden selv her i elvte time. Toneangivende politikere af næsten enhver observans mangler mod til at handle, og først og fremmest fortælle danskerne at det ikke ser godt ud med rigets fremtid. Og at vælgerne kan glemme alt om gaver af nogen art efter et valg. Den står på skrump og spægelse samt hårdt arbejde og afkald på hævdvundne goder. Desuden skal danskerne have at vide at tiden er inde til at de begynder at tage personligt ansvar og give afkald på at tørre følgerne af egen slaphed, dovenskab og dårskab af på samfundet.

På den lange bane skal vi have ændret Folketingets sammensætning, men da det er Folketinget selv der skal ophæve orlovsretten for offentligt ansatte, har det p.t. lange udsigter. Mennesker saver jo kun meget ugerne den gren af, de selv sidder på. Første betingelse for at få løst et problem er at man erkender problemet. Og hvis man ikke kan løse det, at man erkender sin afmagt og konkluderer at der skal noget andet til. Tør man erindre politikerne om Goethes dictum: In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister (noget i retning af: Den sande mester kender sin egen begrænsning).

Hvis Folketinget ikke selv kan eller vil erkende sin afmagt som nærmest skriger til himlen, kunne man til en begyndelse håbe på et folkekrav om at staten holdt op med at favorisere sine ansatte ud over enhver rimelighed. Enhver, der ikke selv er offentligt ansat burde kunne bifalde kravet uden videre, og man kunne så håbe på at offentligt ansatte selv på et tidspunkt kunne indse at Danmark har en alvorlig systemfejl, der er i færd med at ødelægge landet. Derefter kunne politikerne seriøst og til en afveksling begynde at beskæftige sig med at reducere den monstrøse offentlige sektor og begrænse adgangen til passiv forsørgelse. Det kan simpelthen ikke passe at Danmark behøver en så kæmpe offentlig sektor eller at der er så mange syge og svage medborgere, som tallene indikerer.

Man kunne også håbe på at pressen på et tidspunkt vågnede til dåd af sin tornerosesøvn, for det kan heller ikke være i pressens forretningsmæssige interesse at staten har sat sig så tungt på samfundsværdierne at vækstsektorerne i erhvervslivet er ved at kvæles.

Kilde: