Socialdemokraterne vil gemme smøgerne væk i butikkerne.
For at redde alle os rygere fra os selv.
Og jeg víl også selv rigtig gerne holde op med at ryge. Jeg kæmper med det.
Det er virkligt svært.
Alligevel bliver jeg RYSTET og FORARGET over socialisternes forslag.
Politikerne skal ikke blande sig i om jeg ryger eller ej.
Det er mit eget ansvar.
Også hvis det kommer til at koste mig livet.
Og når socialisterne vil tvinge private erhvervsdrivende til at "trække et tæppe ind foran smøgerne" får det mig til at tænke: kulisse, "The truman Story", teater og ufrihed.
For frihed hænger tæt sammen med evnen til SELV at kunne se og til SELV at kunne beslutte.
Det leder lige frem til en spekulation over hvor megen anden kulisse der findes i vores samfund. Ikke nogen beroligende overvejelse.
Da jeg gik på sygeplejeskolen kom skuespillere ud for at undervise os i, hvordan vi skulle opføre os når nogen lige var døde. Til gavn for patienterne. Men alligevel.
For hvordan skal vi som pårørende også kunne være vågne kritikere af det offentlige hvis vi ikke kan se scenen for bar tæpper. For eksempel hvis vi tror der ligger læge- eller sygeplejefejl bag dødsfaldet? Eller ligefrem mord?
Hvordan skal vi som vælgere kunne BEDØMME det offentlige hvis vi legitimerer at de offentlige får lov til at skjule virkeligheden?
Kræver DEMOKRATI ikke at vi vælgere kan se og tænke klart?
Skal vi altid have andre - pædagoger - til at beskrive og fortolke virkeligheden for os?
Hvis det er tilfældet kan vi da dårligt kalde os et liberalt demokrati.
Det var bare det jeg ville sige.
Håber at andre vil tænke med...
mvh
Ane Due.
