Politik når i disse år nye lavmål nærmest hele tiden, anført af de røde og af Politiken.
Nu er det Stephen Kinnock og Helle Thorning, som skal opleve offentligt fokus på, hvorvidt Kinnock er bi- eller homoseksuel. Det er dybt forkasteligt. Det kommer ikke offentligheden ved. Det samme gælder andre oplysninger af så privat karakter.
Med mindre ... at det som tidligere utroskaber blandt politikere kan påvirke det det politiske liv og dermed udfaldet af politiske afgørelser. Det er således ikke hans seksualiltet, der er afgørende, men hvordan man evt. har forsøgt sig med forskellige midler for at få sin vilje i skattesagen.
Det er en mistanke, der kan opstå, når det fremgår, at oplysningen om hvorvidt Kinnock er bi- eller homoseksuel kommer fra parrets egen revisor Frode Holm i forbindelse med behandlingen af parrets skattesag. Og skattesagens udfald er i den grad politisk og kan have vidtgående politiske konsekvenser. Derfor bliver den private oplysning via Frode Holm til et offentligt anliggende.
Eftersom Kinnocks seksuelle observans åbenbart er indgået som en del af skatteafgørelsen giver det anledning til spekulation om, hvordan denne oplysning er relevant. Og så opstår der let mistanken om, at Frode Holm af parret er sendt ind til diskussioner med SKAT, fordi det skal bruges til at underbygge, at hans "livsinteresser" ligger i en anden by, i et andet land og i favnen på et helt andet menneske. Det er jo altsammen helt fair. Men bliver det en afgørende omstændighed i en så højtprofileret sag som skattesagen, er det ikke til at komme udenom offentlig interesse omkring.
Især vil det være dybt kritisabelt, hvis Thorning og Kinnock har brugt Frode Holm til at være budbringer for oplysningen og efterfølgende tager afstand fra oplysningen. Dermed ofres Frode Holm og gøres til en helt utroværdig person, som ingen kan stole på og bruge som rådgiver. At Helle Thorning så forsøger at skaffe sig sympati ved at gøre sig til offer, gør bare tingene endnu værre.
Alt dette fordi Helle Thorning aldrig har været bleg for at lyve, og det vil hun gøre igen, hvis det er nødvendigt af hensyn til hendes karriereplanlægning. Men omvendt - lyver hun ikke denne gang og har Kinnocks seksuelle observans aldrig været en del af skatteafgørelsen, er det selvfølgelig helt urimeligt, at parret skal stå på mål for offentlige diskussioner om det. Det er dog ikke nyt - det overgik både Poul Nyrup og Anders Fogh. Dengang hørte man bare ikke den politisk korrekte venstrefløj korse sig så højlydt som denne gang, da det er én af deres egne. Sædvanligvis er hykleri og dobbeltmoral én af venstrefløjens helt store kendetegn og har altid været det.
Desværre, men forventeligt, bidrager Politiken til yderligere ødelæggelse af debatniveauet ved at prøve at tørre sagen om homoanklagerne af på den tidligere regering, selvom det står klart, at oplysningen kommer fra parret selv via revisoren. Der er opstået en tradition for, at kampskriftet Politiken - for et uafhængigt dagblad kan man jo ikke kalde det - systematisk tillægger de borgerlige alle mulige onde hensigter, hvorimod Thorning altid opnår, at enhver tvivl kommer hende til gode. Og sjovt nok harcellerer Politiken over det offentlige fokus på Kinnocks seksualitet, men bruger samtidig selv sagen til at blæse det helt ekstremt op. Det er latterlig dobbeltmoral - og de kan ikke engang se det selv.
