”Ja han er så tydeligt ”tidligt skadet”. Ham ved vi nok hvad der bliver af når han bliver stor!”
Et af de kække modeord i pædagogikken er "tidligt skadet". Det er lidt "forældet" - men trives stadig ude i institutionerne - sammen med begreber som "samspil", "anerkendende", "relation" og andre fine ord, der kan sætte tingene i rammer, ligesom "diagnoser" som ADHD ligger lige til højrebenet - når man har brug for en hurtig kasse - med tilhørende låg.
Men er der mon en særlig årsag til at pædagogerhar brug for den slags ord? Er det tilfældigt at de får sendt de urolige børn til observation og sørger for at de får diagnoser og medicin så de kan holde sig i ro? Kan det mon være dem selv de er bange for? Er der monstro nogle indre dæmoner de ikke tør se i øjnene? Indtil for et lille år siden færdedes jeg igennem en længere periode i pædagogkredse som en del af mit arbejde, og jeg har observeret pædagoger og lærere i mine børns institutioner – vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og skoler.
Over de sidste 12-14 år har jeg fået dannet mig et billede af hvordan tingene foregår i vore dages institutioner. Jeg er Cand. Mag i medier, kommunikation og formidling og har taget mange pædagogiske, sociologiske, psykologiske og kulturrelaterede fag på universitetet. Det gør mig til ”uuddannet” i pædagogøjne, men det kan sikkert være sundt – at have friske øjne på den verden man observerer. Og da jeg har erfaringer fra forskningsverdenen, statens institutiuoner, private virksomheder og som selvstændig konsulent – indenfor relativt mange virksomheder – synes jeg godt jeg kan tillade mig en kommentar.
Historierne herunder er alle sande. Men jeg har bestræbt mig på at gøre dem anonyme, så jeg ikke hænger nogen ud.
Ressourcer og kompetencer – men hvis?
Mange af de forhold jeg beskriver nedenfor handler om underskud. De handler om mangel på ressourcer – i bred forstand. Manglende menneskelige ressourcer, manglende videnressourcer, manglende overblik, manglende ansvarsfølelse, manglende forståelse.
Og så er det et holdningsproblem. Det der skulle være ”rummeligt” og ”inkluderende” er i den grad det modsatte – men det kan de ansvarlige ikke selv se. Man udgrænser både børn, forældre og medarbejdere – når de ikke retter ind til højre og lader sig tilpasse ”kravene”. Og det er i dén grad skadeligt – for det gør at vi opdyrker små normaliserede mennesker, der til hver en tid vil tro at de mennesker der stikker udenfor i mindste måde – er ”skyldige” og ”forkerte”.
Og det ødelægger vores muligheder for at skabe de kreative og normbrydende mennesker – der er selve motoren i et samfund hvor udvikling og innovation er det eneste der kan fastholde vores velstand og vores muligheder for at hjælpe de mindre heldigt stillede. Derfor er vi simpelthen nødt til at ændre på den måde vi opdrager børnene i institutionerne.
Ellers går vi på røven.
Kreativitet er noget man køber
Pædagoger er som bekendt ikke voldsomt vellønnede. Og vi ved at shoppinggenet ikke er begrænset til de rige. Derfor er det dejligt når de nye legetøjskataloger ankommer til børnehaven – ligesom julekataloget fra legetøjsbutikkerne. Bortset fra at alt det ”pædagogiske” bøgetræslegetøj i giftfrie, økologiske primærfarver koster en formue. Men ingen er endnu blevet fyret for at købe ind fra de store 600 siders farvekataloger med dyrt legetøj – som stort set altid ender med at stå uberørt i kælderen – fordi det kun kan bruges til én ting, og ungerne hellere vil lege med noget andet.
Det er som om pædagogerne er bange for at tage ansvar for børnenes kreative muligheder – ved at give dem frie muligheder med maling, pinde, muslingeskaller, kogler og den slags – men absolut skal købe ting fra kataloger. Der findes selvfølgelig børn der helst vil sidde og udfylde en fotokopi med forududfyldte felter til hver sin farve. Det er også ok. Det er god træning i finmotorik når man træner i ikke at tegne udenfor stregerne. Men det har INTET med kreativitet at gøre – overhovedet!
Det er der tilsyneladende bare ikke så mange pædagoger der umiddelbart er klar over. Og så er det også så nemt – og ungerne bliver så dejligt stille. Næh – når ungerne virkelig er kreative så skal man nok vide at stoppe dem! For er man ”tidligt skadet” pædagog – så kan man ikke have alt det kreativitet. Det stritter for meget.
En gourmetkok in spe
Lille Albert sidder med sin madpakke og i et ubevogtet øjeblik ser han sit snit til at tage pålægchokoladen og lægge over på sin leverpostejmad. Straks får han et verbalt klask over fingrene: ”Lad være med at lege med maden” lyder beskeden fra pædagogen. Jeg farer sammen – men samler mig igen. For en overfladisk betragtning en OK besked – for de små skal da lære at spise pænt. Det ved pædagogen med sikkerhed.
Hvad pædagogen ikke tænker på er, at der lige netop i den situation sker noget – som hun med djævelens vold og magt, og masser af dyrt indkøbt udstyr – forsøger at lære Albert på et andet tidspunkt. Albert er nemlig kreativ. Han er en gourmetkok in spe – og han eksperimenterer med maden. Han er ovenikøbet i stand til at skabe noget nyt og spændende - ud fra det triste indhold af en lille plastikæske han har fået med hjemmefra. Det er en stor og beundringsværdig aktivitet han er i gang med. Men det bliver slået ned – for normale mennesker ved at man ikke leger med maden, men sidder stille og spiser pænt.
Men hvorfor ikke gribe situationen? Hvorfor ikke slappe lidt af engang imellem? Forklaringen er at børnene gerne vil være trygge – og vide hvordan det skal foregå. Forklaringen er ”hver ting til sin tid”. Forklaringen er: ”Sådan gør vi altså her”. De ”tidligt skadede” pædagoger er med andre ord bare ikke selv i stand til at rumme den kreativitet. Og derfor skal det stoppes.
Spisesituationens iboende orden
Når man skal spise gælder det ”regime” som den stærkeste pædagog på stuen har dikteret. Det vil sige at ungerne på én stue gør tingene på én måde og på en anden stue på en anden måde. Og der er meget faste rammer for hvordan det skal foregå.
Jeg har oplevet en stue hvor det foregik omtrent på denne måde efter at alle børn havde stået på række og fået vasket hænder:
1. ”sæt jer på jeres pladser!”
2. ”hænderne på lårene!”
3. ”værsgod at pakke ud!”
a. På en stue skulle man pakke ALLE sine madder ud, på en anden kun én. Og det SKULLE være sådan.
4. ”værsgod at spise”
a. Nogle steder skal børnene være stille i 10 minutter
b. Visse steder praktiserer man så at madderne skal spises i en bestemt rækkefølge
5. Osv osv.
Det er stærkt problematisk for nogle børn, at sidde så stille og spise efter sådanne regler. For eksempel kan det være et problem for et barn der ikke er sultent – fordi det lige har fået morgenmad og lige er mødt ind. Men det tager man sig ikke af. Børn der ikke er stille bliver bare skældt ud. Børn der ikke spiser deres mad op kan blive skældt ud. Børn der spiser chokolademadden før spegepølse-maden – med den fejlagtige begrundelse at spegepølsemad er sundere end chokolademad.
I det hele taget hersker der oftest en ureflekteret madkultur – der har rødder i protestantisk/pietistisk religion. Det eneste der mangler er bordbønnen. Maden skal ikke nødvendigvis være lækker og indbydende – og måltidet skal ikke være en nydelse, men er en kort afbrydelse som er struktureret som opdragelse.
Bevidstheden om egne værdier er komplet fraværende hos pædagogen – der overhovedet ikke forstår hvorfor jeg drager religion og kulturhistorie ind i diskussionen bagefter. At ”spise pænt” er en nødvendig og naturlig ting – som jeg ikke sådan kan relativere med min analyse. Men for mig er min analyse så naturlig og indlysende – at jeg knap behøver at argumentere for det. Når pædagogerne hindrer børnenes kulinariske kreativitet i at udfolde sig – er det i mine øjne et overgreb. Det burde nærmest meldes til politiet. For det er en forbrydelse mod børnene. Men jeg forstår: Er man ”tidligt skadet” pædagog – så kan man ikke rumme al den frihed som børnene emmer af.
Det farlige farlige
Ja ja – jeg medgiver at alt hvad man ikke selv kender kan være farligt. Det antager monstrøse proportioner og ”man ved nok hvad det kan udvikle sig til”! Og det gælder jo ikke mindst alt det farlige som børnene kan finde på.
Jeg kom til en institution hvor halvdelen af de voksne gik rundt ude på legepladsen og råbte ad drengene – og nogle af pigerne: ”Kom ned derfra!” – ”Hold op med det dér!” – ”Pas nu på!”
Hvis man vil snitte med ungerne får man at vide at de ikke må sidde med en kniv – for det er for farligt. Så vi skal snitte med kartoffelskrællere. Angsten for alt hvad der kan gå galt er gået i selvsving.
Det er jo ikke nogen katastrofe hvis en enkelt knægt kommer til at skære sig lidt. Og hvis kniven er skarp – så sker det næppe. Det er som bekendt de sløve knive, der er de farlige. Eller det er måske slet ikke bekendt - for disse kvinder, der næppe nogensinde har været på fisketur. Hvis man vil klatre i træer er det afgørende at man gør det når det er de rigtige pædagoger der er ude – ellers lyder det: ”Kom ned derfra – NU!”. Børnene skulle jo nødig høste nogle erfaringer, som pædagogen selv er bange for at høste. ”Det er farligt at klatre i træer – for jeg ville være bange for at gøre det” er ræsonnementet.
Efter min bedste overbevisning er det noget der har kostet menneskeliv. Ikke at klatre i træer – men at forbyde det. Det er nemlig – tror jeg – de samme drenge der ikke får lov til at finde ud af at en kniv kan skære, at man kan falde ned og slå sig, og så videre – der kravler op på s-togene og tager fat i køreledningerne – og bliver stegt levende, som en ristet hotdog. Det er de samme drenge – der har gået i en overbeskyttet børnehave, som – i det øjeblik der ikke længere er en ”mor” til at råbe dem ned fra træet – overskrider de grænser de aldrig har lært at kende – og skærer i hinanden med knive: Giv ungerne en kniv og lær dem at bruge den – at have respekt for den. Lær ungerne at klatre i træer – eller lad dem lære hinanden det!
Men selvfølgelig. ”Tidligt skadede” pædagoger – har ikke mulighed for at være med på de sjove lege – hvis de er bange for dem.
Ording och reda
”Jeg kan ikke ha’ det!” var beskeden jeg fik.
Jeg sad med fire, fem unger – piger og drenge - og tegnede. Vi havde bunker af papir og tusser liggende på bordet – og også lidt på gulvet. Hun skråede over gulvet hen til os og begyndte at samle papirerne i pæne stakke og tusserne i deres holdere. ”Sådan kan I jo ikke sidde – det går jo slet ikke”.. begyndte hun.
Jeg spurgte hende hvad der var galt. Det var al den ”uorden” der var galt. Jeg fortalte at vi hyggede os og var glade, men det prellede tilsyneladende af på pædagogen. Hun ville have, at vi skulle rydde op – og at vi skulle sidde med hvert sit lille stykke papir og tegne en fin lille tegning. Jeg sagde at der jo ikke var nogen af os der havde et problem med det – og at vi nok skulle rydde op bagefter, men lige nu var vi optagede af noget andet.
Men hun insisterede og kunne slet ikke lade vores ting være. ”Nu må du lade være” sagde jeg ”Har du nogensinde set en kunstner arbejde? Har du gået til croquis? Der flyver papirerne da også til alle sider, og man tegner hurtigt, heftigt og koncentreret. Det er en fantastisk følelse i hele kroppen”. Det havde hun ikke. Hun forstod det ikke. Det endte med at jeg måtte bede hende gå – med besked om at det var hende der havde et problem.
Orden er noget nogle mennesker holder og andre mennesker skaber. Men orden er ikke en naturnødvendig tilstand for alle – og ikke noget der for enhver pris skal fastholdes efter bestemte regler. Når fokus er at skabe tegninger – så er der en anden type af orden.
Men det kan være svært at forstå. Især for ”tidligt skadede” pædagoger.
Fokus og fastholdelse
En anden pædagog sad med en gruppe børn og lavede ”kopier”. Kopier er fotokopier af tegninger fra en malebog. Nogle børn kan godt lide at sidde og farvelægge sådan nogle tegninger og det giver jo også noget god finmotorisk træning. ”Nu skal du tegne færdig! Du kan godt tegne lidt mere nede i det hjørne” fik et barn besked på.
Opgaven går ud på at lave fine ensfarvede felter indenfor stregerne. ( Jeg blev for eksempel ikke populær da jeg tegnede ”detaljer på” - og gav Anders And der sad på isen og var faldet på skøjterne - en cigar i munden og en væltet ølflaske ved siden af). Det er en bunden opgave. Det pågældende barn slog sig lidt i tøjret – men gik så modstræbende i gang med den tegning han egentlig selv syntes var færdig.
Men ok – efter et lille minut var han da indfanget igen – og nød at sidde og tegne – ligesom de andre børn. Jeg kunne jo godt se pointen med at fastholde børnenenes fokus, så de kunne lære at koncentrere sig. Også selvom jeg egentlig mente at børnene altid godt kunne både fokusere og fastholde fordybelsen – når der var noget de gik op i.
Pludselig kigger pædagogen på uret – og rejser sig op med et sæt: ”Skynd jer at pakke sammen børn – vi skal straks have frugt!” Se nu var både jeg og barnet forvirrede. Her havde jeg lige lært at det var vigtigt med fordybelse og fastholdelse. Men pludselig var det ikke så vigtigt mere – for vi skulle have frugt. Som om det ikke kunne vente i 5 minutter.
Men jeg blev – både dengang og andre gange – belært om at der skulle være en fast struktur på dagen. Ok – men hvorfor var strukturen så lige på den måde? Jo det var fordi så kunne pædagogerne bedre holde deres pauser. Og det er jo godt – for tidligt skadede pædagoger, der ikke kan have at deres pauser bliver rykket. Nu skal vi spise, gå tur – indrettet efter pædagogernes pausemønster.
For er man ”tidligt skadet” pædagog – er man nødt til at have et fast mønster.
ADHD og andre bekvemme forkortelser
Jeg havde en dreng – som var ”en værre en”. Han slog de andre og blev vred.
De voksne skældte ud på ham pr. automatik – for det var jo altid ham der slog – og altid ham der hidsede sig op. En dag – kort efter jeg var kommet til institutionen – satte jeg mig ned med ham. Jeg lovede ham at jeg ikke ville skælde ham ud. Jeg ville bare gerne vide hvorfor han slog.
Først ville han ikke vide af mig. Jeg måtte være tålmodig og love ham flere gange – at jeg garanteret ikke ville skælde ham ud. Så kom det: ”de driller” – sagde han. Da jeg forhørte mig, viste det sig at han ikke kunne lide at de andre drillede – og han vidste ikke hvordan han skulle få dem til at lade være.
Drillerierne bestod blandt andet i at de snakkede rundt om ham – talte sammen og var mange sammen omkring ham. Det kunne han ikke have – og så slog han og blev ophidset. De andre børn forstod naturligvis ikke hvad der var galt.
Den dreng blev senere ”diagnosticeret” – som det hedder. Han blev observeret på et særlig kompetent sted - hvor de tatoverede ham i panden med fire bogstaver: ADHD (Attention-Deficit Hyperactivity Disorder).
For der havde da heldigvis været pædagoger som kunne se der var noget ”galt” – og de havde da handlet. Men det var ikke sjovt for mig at se - at man ikke helt overordnet i institutionen - var i stand til at give drengen de rammer han behøvede. Man ville heller ikke. Det var bestemt ikke alle de ansatte der ønskede at se ham som andet end en ballademager. Men drengen var ulykkelig – for han forstod ikke de andre, og kunne ikke kapere alle de børn og al den larm på én gang. Men han var allerede hærdet. Han græd aldrig og han snakkede ikke med de voksne.
Men den dag jeg snakkede med ham, da græd han. Og så var det jeg undrede mig. For den dreng ønskede ikke andet end hvad pædagogerne selv gerne ville have. Han ville have plads omkring sig – og lidt ro. Men det kunne han ikke få. Især ikke plads. Men måske er man meget selvoptaget – når man er ”tidligt skadet” pædagog. Og så er det jo svært at se andres – og børns – behov.
Tryghed og ro – MÅ VI SÅ FÅ RO!
Tryghed er ro – synes devisen at være. Hvis ungerne er stille er de trygge. Så man råber indtil de holder kæft! Eller også er man modbydelig. Men i hvert fald har man et øre der viser hvornår larmen er så infernalsk at pædagogerne ifølge reglerne skulle bære høreværn. Ja børnene er det jo ligemeget med – de falder alligevel ikke ind under arbejdsmiljøloven, så de kan godt tåle det.
Men hvordan forestiller man sig egentlig at lydniveauet vil være hvis man propper 15 voksne ind på et kontor på 25 kvadratmeter? Og hvordan forestiller man sig egentlig at man kan undgå konflikter når der simpelthen ikke er plads til vilde lege?
Men bliver børn tryggere af at blive skældt ud når de er glade og højlydte? Bliver de tryggere af at SKULLE være rolige og stille indendørs? Måske er det de ”tidligt skadede” pædagoger, der har brug for en pseudoforklaring på hvorfor børnene skal være stille?
Fællesskab og kollektiv identitet
Børn der ikke vil det de voksne vil – er egoister og asociale!
Jeg oplevede et par drenge der blev taget med over til fælles gymnastik og leg. De ville egentlig ikke, men de blev presset. Da vi kom derover skulle vi lege en leg med at køre i bus ind til zoologisk have. De to drenge pressede sig op foran i køen for at købe billetter til bussen. Men pædagogen så det: ”Ned bagi køen” blev der kommanderet – og de blev taget i armen og ført bagud.
Nu fandt de to knægte ud af at de gad sgu ikke at køre i bus hvis det var på den måde, så de gik lidt væk og ”satte sig ind i en bil” og begyndte at køre.
Straks fór pædagogen over dem og hev dem ud af deres fantasibil. De skulle med i bussen – og stå bag i køen til bussen.
Jeg spurgte bagefter hvorfor de absolut skulle lege den leg? ”Det er for at stimulere deres fantasi” fik jeg at vide…
I det hele taget havde vi nogle træfninger vedrørende fælles lege. Jeg oplevede ikke at alle børn syntes det var sjovt med sanglege. Bevares – de fleste ville gerne være med. Men nogle drenge sagde nej.
Det blev ikke accepteret. Fællesskabet var helligt – og når pædagogerne beordrede ”sanglege” så var der fandengaleme sanglege for alle – og ve den der ikke gad være med.
Tror da pokker at lille Tobias smilede da han endelig var blevet trukket ind i sanglegen – og slap for de voksnes skældud og hån.
Det var da ikke fordi han gerne ville. Men han ville endnu hellere være fri for modbydelighederne fra de voksnes side. Jeg kan endnu høre ekkoet af påstanden: ”ALLE børn elsker at være sammen og lave sanglege”. Mon ikke det var pædagogen selv der talte.
Et barn der leger for sig selv var et klart tegn på at der var noget galt. Sådan et barn skulle partout bringes sammen med andre. Også selvom ingen af børnene egentlig gad hinanden. Tænk hvis det var sådan på en arbejdsplads?
Nåh ja. Det er det jo sommetider. Jeg kan ikke undgå at få den tanke – at ”tidligt skadede” pædagoger har svært ved at rumme andre individer end sig selv. Og især hvis børn er individuelt orienterede – så opstår der problemer.
Anerkendende pædagogik
Et begreb jeg hurtigt stiftede bekendtskab med da jeg startede som vikar i børnehaven var ”anerkendende pædagogik”. Jeg kendte godt begrebet og faktisk også lidt af baggrunden – men genkendte det ikke rigtig i dagligdagen. Bevares, der var da pædagoger som virkelig kunne rumme ungerne for det de var.
Men oftest var relationerne ikke ægte. Oftest blev anerkendelsen forvekslet med ros. Så jeg kunne høre et barn blive rost for to streger på et stykke papir: ”næh hvor er den fin” (hvis de to streger er fine – hvorfor i h….. så gøre sig umage? – var der nogen der sagde fastholdelse og fokus?)
At være modbydelig er ikke vold – og derfor er det ok. Man må ikke slå børnene – og man må heller ikke være for hård og vred. Men man må gerne sige noget der siler af ironi, sarkasme og modbydelige insinuationer. Måske skyldes det at det er en typisk ”finke”-adfærd. Og der er rigtig mange finker i institutionerne. Det er som om det er en ”finkemagnet” – hvor alle skolegårdens værste klikedannere søger hen.
Jeg tror dog nok at børnene forstår når de voksne ikke mener hvad de siger. Og det er næppe det man forstår ved anerkendende pædagogik. Men hvordan skal en ”tidligt skadet” pædagog forstå sådan noget – når hun sidder hver fredag aften og ser på talentkonkurrencer og reality-shows hvor pointen netop er at være modbydelig på den måde, og anerkendelsen netop ikke er et spørgsmål om at forstå dem som er anderledes end én selv?
Fri udfoldelse– men ikke når det regner
Børn har godt af at være ude. De har godt af at kunne udfolde sig frit. Det er jeg med på!
Når man har indrettet en racerbane – en oval – så kører børnene racerløb. Men når de voksne skal stå og snakke ovre ved halvtaget - hvor racerbanen går lige forbi, så er det ikke så rart at børnene kører over ens tæer. Så man laver en regel. Det er forbudt.
Der var dog én undtagelse! Jeg tilbragte nemlig det meste vinter ude på legepladsen – alene med 30 glade og dejlige børn – og det var dejligt. Jeg var især alene ude i timen lige efter frokost. Men jeg kunne samtidig se ”damerne” vimse omkring og feje gulv, vaske op, rydde op og lave andre vigtige gøremål inde i varmen.
Jeg klager ikke – men jeg forstod på dem at det ikke er så rart at være ude når det er koldt og regner. Men hvorfor sender man så børnene derud? Hvis man ikke selv vil derud?
Og hvorfor køber man ikke bare en flyverdragt til alle pædagogerne, så man kan sende dem ud – uanset hvordan vejret er?
Tidligt ”skadede pædagoger” har brug for at komme ud i den friske luft – og lægge lidt afstand til al den rengøring og orden. De skal lære at man godt kan lade kosten stå et øjeblik – mens man har det sjovt med ungerne.
Man laver en regel
Fordelen ved regler er jo at man ikke skal tage stilling og ansvar selv. ”Man må ikke køre moon cars nede i skoven” lyder det fra den voksne. Ungerne har det imidlertid sjovt. ”Jamen hvorfor ikke?” spørger de. I mangel af en regulær grund lyder svaret så: ”Fordi sådan er reglerne”.
Da den voksne går ind til pause kommer der en anden voksen ud. Straks kommer to piger hen til hende: ”Sig noget til drengene” siger de. ”Hvorfor det?” lyder det fra den voksne. ”Fordi man ikke må køre nede i skoven!” – ”Hvorfor ikke?” lyder det fra den voksne. ”Fordi sådan er reglerne!” svarer pigerne.
Man må ikke flyve med papirflyvere indendørs. Den besked fik jeg engang fra en af ungerne. Han havde lært det af en anden mandlig vikar. Jeg undrede mig. Der er f…. galeme ikke nogen der skal forbyde mig i at flyve med papirflyvere – heller ikke indendørs. Det er sjovt og ungerne elsker det.
Men jeg konfronterede min kollega: Jo – det var rigtigt. Han var for nylig kommet for skade at flyve med papirflyvere indendørs og det var blevet lidt vildt – og så var der desværre kommet en ”pædagog” forbi – som havde kommanderet at det skulle ikke foregå i alrummet – for det var alt for larmende.
Fra da af var der en regel – ”man må ikke flyve med papirflyvere indendørs”.
Regler er i det hele taget løsningen på alt. Hvis man er uenig om noget laver man en regel. Når så den man er uenig med vender ryggen til – så laver man reglen om. På den måde kan alle de voksne slå børnene oven i hovedet med hver deres regler.
Det er der selvfølgelig en pædagogisk pointe med – når vi nu lever i et samfund der nærmest svømmer over med regler. Men det er da næppe godt for ungernes tryghed og tilfredshed at de skal forholde sig til alle de regelsæt. Og så spilder det en masse tid. For møde efter møde går med at lave regler om hvad man må og specielt hvad man ikke må. Og der er ingen som er enige.
Men for en ”tidligt skadet” pædagog er det sikkert dejligt at man ikke selv behøver at tage ansvar for sine beslutninger – men kan nøjes med at henvise til en regel.
Ledelse i hønsegården
Ledelsen i institutionerne foregår efter peter-princippet. Peter-princippet siger at en karriere er ordnet således at man ender på det karrieretrin der er ”laveste niveau af inkompetence”. Altså at man bliver forfremmet indtil man ikke længere kan klare jobbet.
I institutionerne kræver det præcis én forfremmelse. Det betyder at man tager den bedste pædagog man har og lokker hende med en ganske lille lønforhøjelse. Så bliver hun leder og skal derefter klare alle de opgaver hun IKKE er uddannet til – og sikkert heller ikke har hverken særlig lyst eller evner til.
En uges lederuddannelse gør jo ikke nogen til en god administrator, så det kan ikke undre at økonomien og budgetterne kommer til at sejle. Overskridelser af budgetterne på flere hundrede tusinde kroner – i form af overforbrug af vikarer med videre - er næppe noget særsyn. Og hvis skyld er det så?
Samme gode pædagog, der nu skal ordne budgetterne får også til opgave at lede medarbejderne. Mens den nybagte leder sveder over tallene og kolonnebøgerne – får personaleledelsen kun sekundær opmærksomhed. Det er også en ret uoverkommelig opgave al den stund at hun faktisk lige er blevet leder for de mennesker hun i går var på niveau med.
Resultatet er forudsigeligt: Efter velmente indledende forsøg på at samle medarbejderne om fælles værdier, opgiver den nykårede leder forehavendet fordi hun må prioritere det der haster – frem for det som er vigtigt. Det betyder at medarbejderne trækker sig tilbage på hver sin stue hvor resultatet bliver at den største høne plukker de andre.
En kort – men heftig – magtkamp resulterer i at der er én som bestemmer hvordan det skal være på lige netop hendes stue. Og siden oplever man blot lidt almindelig skolepigefnidder i gruppen – mens ”finkerne” slider hinanden op psykisk – fordi der ikke er nogen synlig og kompetent ledelse af medarbejderne.
Det giver selvfølgelig højt sygefravær – hvorfor overforbruget af vikarer belaster budgettet – hvorfor lederen skal bruge endnu flere kræfter på den administrative styring, og gå til møder med kommunens ledelse osv.
For ”tidligt skadede” pædagoger har brug for klar, synlig og utvetydig ledelse. Fuldstændig ligesom børnene har det.
Værdiledelse – eller ”hvor har vi lagt pengene?”
Værdier er sådan noget man låser inde, så ikke nogen skal få fat i dem. I institutionerne har man – ligesom i de fleste andre virksomheder – nedfældet nogle værdier. Og ligesom i de fleste virksomheder så er det noget man har lavet ved en brainstorming på et møde.
Målet synes at have været – at værdierne skal se godt ud og ligne andre institutioners ”værdier”. Der står sådan noget som: ”tryghed”, ”omsorg”, ”respekt” og ”at blive set, hørt og forstået”. Men det kniber gevaldigt med at tage næste skridt og omsætte de pæne ord til konkret pædagogik og konkret ledelse.
Når lederne ikke formår at holde fælles fokus, så kan man heller ikke lave værdiledelse. I private virksomheder med succes samler man medarbejderne en halv time hver uge eller hver måned – og minder medarbejderne om hvad virksomheden vil: Hvor man skal hen, hvad vi har gjort senest for at nå nærmere målet, hvad vi nu skal gøre, hvilke mulige hindringer der skal overvindes – og så videre.
Det gør man slet ikke i institutionerne. Ledelse er administration og venlige samtaler under fire øjne. Men hvis der er nogen der virkelig har brug for at kunne se et fælles mål så er det pædagoger. For ellers bliver jobbet ren børnepasning. Og hvis der er nogen der virkelig har brug for at få klare retningslinjer vedrørende værdier og hvordan værdierne omsættes til praktisk pædagogik – ja så er det medarbejderne i institutionerne.
For uden synlighed og klarhed, så bliver pædagogikken til en ureflekteret gentagelse af det man lige selv synes er det rigtige: Sådan gør vi her – og sådan har vi altid gjort. Og det er der ikke nogen der er tjent med. Og det er heller ikke det forældrene og kommunen betaler institutionerne for at levere. Men måske er det hvad vi kan forvente af ”tidligt skadede” pædagoger?
Kommunen på slæbende lerfødder …
Og udmattelsestaktikken
Når institutionernes ledere pisker stressede rundt og forsøger at lære administrativ ledelse og redde deres budgetunderskud, så bliver der behov for det næste ledelsesniveau. Det er kommunens ledelse på børne-unge området. Men den ledelse er heller ikke rustet til sin opgave. De har ikke værktøjer til at lave den brandslukning der er brug for. Det eneste de kan gøre – er det samme som alle de andre kan gøre – nemlig at sparke nedad.
Og det sidste spark sidder i røven på ungerne og deres forældre. Man kan holde møder og holde hen. Man kan svare henholdende på breve og lade som om man ikke har fattet pointen.
Når forældre får deres børn i institution er de glade og vil gerne have et godt og frugtbart samarbejde med institutionen. De ser alt det gode i den første tid. De ser smilene, de gode intentioner. De flotte ord på hjemmesiden (hvis den er opdateret) – og de ser indkaldelsen til alle mulige arrangementer. De ser podernes små ”mesterværker” som pædagogerne i al hemmelighed har siddet og lavet færdige fordi ungerne ikke gad alligevel.
Der går nogle måneders tid – og forældrene begynder at tale sammen, og opdager at de har lagt mærke til de samme mærkelige ting. Så går der lidt tid igen. Så taler de lidt med pædagogerne når de møder dem. Pædagogerne forsikrer om at alt er godt.
De er blevet instrueret af ledelsen i ikke at fortælle at der mangler en halv million på budgettet og at en trediedel af medarbejderne sidder i opsagte stillinger. Senere efter godt et halvt år oplever forældrene ting de opfatter som overgreb: Børn der sidder og græder alene ude i garderoben og påstår at de er smidt derud af de voksne. Børn der bliver skammet ud for ikke at være stille nok. Børn der har fået forkert madpakke med – eller måske forkert tøj.
Forældrene skriver til institutionen – og bliver tilbudt et møde – om tre måneder. På mødet holdes de hen med gode hensigter. Nu er der gået et år. Forældrene har travlt. De håber det kommer til at gå godt. Der går et halvt år mere. Så begynder det igen.
Forældrene skriver igen – og får endnu et møde med tre måneders varsel. Denne gang er den pædagogiske konsulent med. De holdes igen hen af ledelsen. Der kigges vredt hen på pædagogen der er ”skyldig”. Næh der må selvfølgelig ikke foregå den slags overgreb.
Pludselig ser forældrene at ledelsen og konsulenten sidder og vasker hænder – mens pædagogen (tidligt skadet?) skal gøres til syndebuk for et system der ikke virker.
Det var jo ikke det der var meningen – men det tegner et billede af ansvarsflugt.
Nu er forældrene lidt mere på mærkerne. Deres næste barn er også begyndt i institutionen. Nu er det institutionens opgave at trække tiden så langt ud som overhovedet muligt, før forældrene tager sig sammen til at skrive til kommunen. Når sagen når op i kommunen er den store allerede kommet i børnehaveklasse. Den mindste er tilbage.
Kommunen skriver at de ikke betragter den seneste klage som en klage – da barnet jo allerede er gået ud. Forældrene begynder forfra med den næste. Sådan kan kommunen holde det ene hold forældre hen efter det andet – og aldrig aldrig nogensinde behøver man at ændre på noget.
Men det er også svært når man skal lede en flok ”tidligt skadede” pædagoger. Hakkeorden er noget man kender fra hønsegårde og skolegårde. Det er noget ”finker” praktiserer fordi det er en form for vold som ikke kan ses – og ikke går ud over frisuren.
Sådan er det også på børne-unge området. Her hakkes der nedad igennem systemet indtil børnene bliver hakket mens forældrene ser magtesløse til, eller – i det tilfælde at de protesterer – bliver hakket på selv. Mekanismen er såre simpel. Man venter – og så går det over – og imens producerer vi endnu flere ”tidligt skadede” – med professionel kompetence.
