Med en årlig indtægt på omkring 1.000 milliarder danske kroner, synes det komplet absurd, når den omdiskuterede topskat konstant forsøges legitimeret med henvisning til, at vi ikke har råd til velfærden, hvis vi afskaffer topskatten – mens der jævnligt berettes om statsfinansierede projekter, hvori udkommet heraf mest af alt synes at have til hensigt at berige den enkelte politikers rennomé (store, underfinansierede byggeprojekter etc.) - eller projekter, hvori nytteværdien for den menige borger synes ikke-eksisterende, som det eksempelvis ses med de jævnlige beretninger om byråd, der har anvendt astronomiske beløb på ”studieture” til eksotiske destinationer med angiveligt ”faglige” kulturelle indslag og hvor bespisningen af politikerne på en Michelin-restaurant tilsyneladende er obligatorisk. Ovenstående er blot få eksempler på dyre projekter, og er en åbenlys indikation af, at argumentet om, at vi ikke kan finansiere velfærden, hvis vi afskaffer topskatten, er falsificerbart. Specielt med det faktum in mente, at en total afskaffelse af topskatten vil medføre øget efterspørgsel og derved større arbejdsudbud, og at en komplet afskaffelse således vil koste omtrent 7 milliarder, synes det absurd af fastholde topskattens berettigelse med henvisning til fremtidigt tab af velfærd ved afskaffelse af topskatten.
Andre fraktioner forsvarer topskattens eksistens med henvisning til det faktum, at en afskaffelse heraf vil medføre øget ulighed – det vil det givetvis, men ikke en mærkbar ulighed, der ikke kan opvejes af forøgelsen i den generelle velstand. Det anslås, at topskattens afskaffelse vil påvirke den nationale gini-koefficient med 1,3 procentpoints forøgelse, hvilket må betegnes som en minimal forøgelse. Dertil kommer det nævneværdige faktum, som ofte synes glemt i uligheds-debatten, at lav-indkomstgrupperne ikke bliver fattigere af afskaffelsen af topskatten, tværtimod opstår en potentiel jobmulighed for arbejdsløse som konsekvens af det øgede arbejdsudbud.
Slutteligt, synes topskatten ikke at fungere efter hensigten: at omfordele ressourcerne i samfundet. Det er nemlig ikke kun bankdirektører, der omfattes af topskatten, det er også helt almindelige lønmodtagere. Eksempelvis betaler omkring hver tredje lærer topskat, mens hver femte sygeplejerske ligeledes omfattes af topskatten. Dette vidner om, at topskatten ikke har til hensigt at muliggøre en egentlig omfordeling i samfundet, men blot har til hensigt at beskatte hårdtarbejdende danskere, som gennem massiv beskatning mister tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats på arbejdet.
Topskatten er en forældet misundelsesskat, som udgør en væksthæmmende faktor i samfundet. Almindelige, hårdtarbejdende danskere berøves alt incitament til at yde en ekstra indsats på arbejdet gennem den hårde beskatning. Studerende frarøves tilskyndelse til en ekstra indsats på studiet gennem udsigten til øget beskatning af højt uddannelsesniveau. Topskattens grundlag er forældet, og synes nu kun at basere sig på en misundelse af de personer, som har en høj indkomst. Det er derfor på tide, at nødvendigheden af en afskaffelse af topskatten for alvor adresseres og, om Folketinget vil det, at topskatten afskaffes helt.
