Torturkonvention og konsekvensetik

Ifølge Torturkonventionen kan en person ikke udvises til et land, hvor der er reel risiko for tortur

Steen Stengaard Nielsen,

07/01/2017

Ifølge Torturkonventionen kan en person ikke udvises til et land, hvor der er reel risiko for tortur. Selv om udvisningen sker til et land, der ikke anvender tortur, kan udvisningen stoppes, hvis personen er i risiko for at blive udleveret videre til et 3. land, hvor der er reel risiko for tortur. Det er også muligt at tolke menneskerettighederne på en sådan måde, at udvisning til lande, der anvender tortur, ikke kan finde sted. Udviste personer, som ifølge konventionerne ikke kan udvises, ender på såkaldt tålt ophold.

Konventionerne indeholder altså en etik, der udstrækker ansvaret for en handling til en slags kædeansvar, således at man holdes ansvarlig for de langsigtede konsekvenser at en handling.

Dermed vælger konventionerne side i forhold til en etisk diskussion om, hvorvidt det vigtigste er at gøre det etisk rette uanset konsekvenserne eller det tværtimod er konsekvenserne, der afgør den moralske rigtighed af en handling. I kristendommen afvises den etik, der lægger vægten på ydre synlige konsekvenser. I stedet fremhæves moral som noget indre, et sindelag eller samvittighed. Regler afvises som idiotiske og idealet bliver den handling, der udspringer af næstekærlighed og situationsfornemmelse.

Kant er den filosof, som klarest i forlængelse af kristendommen hævder, at mennesket alene skal fokusere på at gøre det rette og aldrig bekymre sig om konsekvenserne. Dermed er en handling ikke automatisk god, når den har gode konsekvenser og ligeledes kan en handling være moralsk fuldt forsvarlig, selv om konsekvenserne måtte være negative, ja, Kant hævder endda, at selv om der foreligger en reel risiko for negative konsekvenser af en handling, så skal man alligevel udføre den, hvis den i sig selv er den rette.

Torturkonventionen og menneskerettighedernes konsekvensetik er altså i klar modsætning til etikken fra Kant.

Spørgsmålet er derfor: hvorfor har vi tiltrådt konventioner, hvorved vi forpligter landet i en moralsk retning, som ikke blot kan diskuteres, men måske ligefrem afvises som forkert?

Ifølge Kant ville det kunne være en moralsk forsvarlig handling at udvise en kriminel alene ud fra de handlinger personen har begået. Hvad der måtte ske med personen i det land, han udvises til, er for en etisk betragtning irrelevant. Hvad andre begår af umoralske handlinger er alene deres ansvar.

En handlings iboende etiske rigtighed undermineres, hvis ansvaret for handlingen udstrækkes til at rumme mulige fremtidige konsekvenser af andres handlinger. I stedet for moral får vi moralisme. Det er i sig selv moralsk rigtigt at tale sandt, altså undlade at lyve. Vi kan sagtens finde eksempler på, at der kan følge negative konsekvenser af at tale sandt. Alligevel ville en kristen moral og Kant med afvise, at disse negative konsekvenser skulle kunne berettige en løgn. Det ville derimod være i tråd med Torturkonventionens etik (og Justitsministeriet...) at anbefale en løgn for at undgå meget ubehagelige konsekvenser, som der ville være en reel risiko for, hvis man sagde sandheden.

Konsekvensetikken underminerer det væsentlige i etik, nemlig at der findes handlinger, som i sig selv er moralske og som ikke skal retfærdiggøres eller relativeres gennem noget andet. For konsekvensetikken helliger målet midlerne fordi det afgørende er at opnå visse mål. Men etikkens væsen er ikke at opnå bestemte mål, men alene at gøre det rette som noget værdifuldt i sig selv.

At undlade en moralsk forsvarlig handling ved henvisning til en mulig fremtidig konsekvens forårsaget af andre er moralisme. Andre lande kan fremstilles som moralsk underlegne og den moralsk forsvarlige udvisning omlyves til umoral, hvorimod den ikke-handling at undlade udvisningen bliver den nye godhed. Den væsentlige funktion af Torturkonventionen er altså den udskamning af andre lande, som den giver mulighed for samt en moraliseren over for de, der er imod konventionen.

At tortur er moralsk forkert er slet ikke til diskussion. Men Torturkonventionen undergraver etikken og degraderer moral til moralisme. Når vi alligevel har tiltrådt konventionen må det tilskrives det skin af godhed, som den ser ud til at rumme, men som er samme slags selvgodhed, som når man lader blæse i basun foran sig efter at have givet en almisse.

Kilde: