Fælleslistens indtrædelse i nationalpolitik giver måske ikke anledning til panderynker hos de etablerede partier, der sikkert ikke opfatter partiet som en konkurrent om vælgernes gunst. Selvom Fælleslisten rent faktisk har en del medlemmer, og de også opnåede et overraskende godt valg til regionrådsvalget sidste år, så skal man da også være endog meget blåøjet, hvis man regner med, at de når at samle 20.000 underskrifter sammen inden det kommende folketingsvalg. At samle denne mængde af underskrifter sammen kræver en stor og samlet organisation, der kan arbejde målrettet hen imod valget, og her må jeg stille mig tvivlende overfor Fælleslistens målsætning om at blive landsdækkende.
At samle 20.000 underskrifter ind er et arbejde, der næsten er umuliggjort efter processen for godkendelse af en underskrift er blevet gjort vanskeligere end, hvad fornuftigt er. Centrum-Demokraterne måtte ved sidste valg indse, at det selv som etableret parti ER svært at indsamle underskrifter til at stille op. Det er min overbevisning, at både Fælleslisten og Fokus også må indse, at slaget er tabt allerede inden folketingsvalget er fløjtet i gang. Jeg kunne sagtens gå i gang med at kritisere de nuværende procedurer for indsamling af underskrifter, men denne klummes fokus er i stedet den dagsorden Fælleslisten indførte i dansk politik i samme moment, som de besluttede sig til at indgå i det landspolitiske cirkus.
Over natten blev udkantsdanmark et af de mest brugte ord i politiske artikler i landet medier. Pludselig skulle alle partier have en mening om, hvorledes staten skulle redde udkantskommunerne fra den sikre død. Et eller andet sted, så har det sikkert også været befriende for venstrefløjen at kunne koncentrere sig om noget andet end økonomi, som de sidste par måneder har givet dem mange grå hår i hovedet. Denne sag var lige til venstrebenet for SF, der meget hurtigt proklamerede, at det selvfølgelig var statens opgave at redde de stakkels udkantskommuner. De stjal faktisk Fælleslistens mærkesager, og viste nok engang, at selvstændig meningsdannende politik ikke eksisterer under Villy Søvndal.
Det var dog ikke kun SF, der kom på banen med lovning om dette og hint i udkantsdebatten. Venstre var også klar på at flytte offentlige arbejdspladser til udkantskommuner og pludselig stod partierne i kø for at love vælgerne, at Fælleslistens eksistensberettigelse faktisk ikke var til stede.
Men har vi et problem med udkantskommuner?
Det er faktisk svært at gennemskue. Der er nogle helt almindelige markedsregulative kræfter, der tager over i kommunerne og på den vis giver udkantskommunerne nogle direkte konkurrencemæssige fordele, som desværre også kan anses som værende af negativ betydning. F.eks. er det billigere at bosætte sig i en udkantskommune, og med danske afstande, så giver det en reel mulighed for at tiltrække familier, der ønsker landlig idyl, mens man arbejder i byen. Derudover kan det faktisk være svært at argumentere for, at noget er i udkanten af Danmark, når der 30 kilometer fra ”spøgelsesbyerne” er velfungerende købstader. Ikke desto mindre har vi set, at kommuner som Lollands kommune har haft mange problemer med at få arbejdspladser etableret, ligesom det bliver et tilflugtssted for samfundets svageste borgere, der finder det interessant at bosætte sig et sted, hvor huslejen er så ekstremt lav, men hvor man stadig kan få sin borgerpligtige understøttelse. Det betyder jo reelt, at Lolland bliver et ly for borgere, der reelt ikke har noget ønske om at komme ud af understøttelsen og derved forsøger at maksimere værdien af sin overførselsindkomst.
Det er efter min overbevisning en af de største farer ved udkantsproblematikken, nemlig at nogle kommuner simpelthen bliver et mekka for individer på overførselsindkomster, der forsøger at maksimere værdien af deres ydelser ved at flytte til kommuner, hvor det er billigere at bosætte sig. På den måde bliver kommunens skatteudskrivningsgrundlag ikke forøget ved en tilflytning, og omkostningerne i de offentlige ydelser forhøjes, hvilket sætter gang i den negative spiral. Det giver jo selvsagt nogle problemer for den enkelte kommune, som de kan have svært ved at løse uden politisk indgriben fra borgen, og det var netop her Fælleslisten ville have sin berettigelse.
Enten må man erkende, at der er et problem og derved også sikre sig, at kommunerne ikke er ens sammensat og derfor også skal have forskellige muligheder for at løse problemerne. Ved en større decentralisering i Danmark, kan vi give kommunerne flere muligheder for at løse udkantsproblemer, men i øjeblikket bliver Danmark i høj grad planstyret, hvilket desavouerer kommunernes handlefrihed. Kommunerne kan ikke handle som de vil, de er bundet på hænder og fødder i forhold til de aftaler, der reguleres på borgen, hvilket der kan findes argumenter for og imod. Fakta er dog, at nogle kommuner simpelthen ikke kan løse deres egne problemer, fordi der ikke er beslutningskompetence i kommunalt regi, hvorfor folketingspolitikerne skal inddrages og indføre endnu flere regulativer og regler for at sikre, at f.eks. udkantsproblemet ikke bliver et issue. Det første skridt, man kunne tage, var at løsne op for det statslige jerngreb om kommunerne og give dem handlingsfrihed til at løse problemerne lokalt. Kommuner er forskellige og forskellige problemer kræver forskellige løsninger, som ikke nødvendigvis skal udformes på landsplan.
Jeg tror dog ikke på, at vi ser nogen ny kommunalreform foreløbig, hvor autonomi og selvstyre diskuteres. Ved at erkende, at kommunerne ikke selv kan eller må løse deres udkantsproblemer, så skal offentlige arbejdspladser, uddannelsessteder og anlægningsprojekter planstyres, således udkantskommunerne holdes kunstigt i live. Så snart dette bliver en agenda, så opstår der lobbyarbejde for at sikre udkantskommunerne de rigtige projekter. Pludselig bliver det måske positivt at blive udnævnt til udkantskommune, for så kommer der penge i kassen, men hvem skal så definere, hvilke kommuner, der er udkantskommuner? Er det økonomi, demografiske nøgletal, afstand til provinsbyer af en vis størrelse eller hvad? Pludselig giver udkantsproblemet INGEN mening, for hvis planstyringen tager over, så vil kommunerne kæmpe om at blive udkantskommuner og hvem ved så, om det er de rigtige kommuner, der vinder projekterne.
Lad os derfor tage udgangspunkt i forskelligheden. Kommuner er forskellige, mennesker er forskellige, problemer er forskellige og løsninger er forskellige. Ved at planstyre og lave landsløsninger, så forsvinder selvstyret og autonomien. Derfor skal staten udelukkende sørge for, at kommunen har værktøjerne til at løse egne problemer.
Jeg er dog ikke så naiv, at jeg tror på, at det sker indenfor en kort tidshorisont. Derfor må man jo foreslå andre tiltag, hvilket f.eks. kunne være indførelsen af indexbaserede overførselsindkomster, som reguleres i forhold til leveomkostninger i en given kommune. At lave socialt overførselsshopperi er forkasteligt, men forståeligt, når systemet nu engang er opbygget, som det er.
Udkantsproblemerne kan efter min mening bedst løses ved hjælp af reformer: Kommunalreform, dagpengereform, efterlønsreform, skattereform, reformreform. Kort sagt – uden reformer, så bliver udkantsdanmark et politisk issue uanset om man anser problemet for reelt eller ej.
At samle 20.000 underskrifter ind er et arbejde, der næsten er umuliggjort efter processen for godkendelse af en underskrift er blevet gjort vanskeligere end, hvad fornuftigt er. Centrum-Demokraterne måtte ved sidste valg indse, at det selv som etableret parti ER svært at indsamle underskrifter til at stille op. Det er min overbevisning, at både Fælleslisten og Fokus også må indse, at slaget er tabt allerede inden folketingsvalget er fløjtet i gang. Jeg kunne sagtens gå i gang med at kritisere de nuværende procedurer for indsamling af underskrifter, men denne klummes fokus er i stedet den dagsorden Fælleslisten indførte i dansk politik i samme moment, som de besluttede sig til at indgå i det landspolitiske cirkus.
Over natten blev udkantsdanmark et af de mest brugte ord i politiske artikler i landet medier. Pludselig skulle alle partier have en mening om, hvorledes staten skulle redde udkantskommunerne fra den sikre død. Et eller andet sted, så har det sikkert også været befriende for venstrefløjen at kunne koncentrere sig om noget andet end økonomi, som de sidste par måneder har givet dem mange grå hår i hovedet. Denne sag var lige til venstrebenet for SF, der meget hurtigt proklamerede, at det selvfølgelig var statens opgave at redde de stakkels udkantskommuner. De stjal faktisk Fælleslistens mærkesager, og viste nok engang, at selvstændig meningsdannende politik ikke eksisterer under Villy Søvndal.
Det var dog ikke kun SF, der kom på banen med lovning om dette og hint i udkantsdebatten. Venstre var også klar på at flytte offentlige arbejdspladser til udkantskommuner og pludselig stod partierne i kø for at love vælgerne, at Fælleslistens eksistensberettigelse faktisk ikke var til stede.
Men har vi et problem med udkantskommuner?
Det er faktisk svært at gennemskue. Der er nogle helt almindelige markedsregulative kræfter, der tager over i kommunerne og på den vis giver udkantskommunerne nogle direkte konkurrencemæssige fordele, som desværre også kan anses som værende af negativ betydning. F.eks. er det billigere at bosætte sig i en udkantskommune, og med danske afstande, så giver det en reel mulighed for at tiltrække familier, der ønsker landlig idyl, mens man arbejder i byen. Derudover kan det faktisk være svært at argumentere for, at noget er i udkanten af Danmark, når der 30 kilometer fra ”spøgelsesbyerne” er velfungerende købstader. Ikke desto mindre har vi set, at kommuner som Lollands kommune har haft mange problemer med at få arbejdspladser etableret, ligesom det bliver et tilflugtssted for samfundets svageste borgere, der finder det interessant at bosætte sig et sted, hvor huslejen er så ekstremt lav, men hvor man stadig kan få sin borgerpligtige understøttelse. Det betyder jo reelt, at Lolland bliver et ly for borgere, der reelt ikke har noget ønske om at komme ud af understøttelsen og derved forsøger at maksimere værdien af sin overførselsindkomst.
Det er efter min overbevisning en af de største farer ved udkantsproblematikken, nemlig at nogle kommuner simpelthen bliver et mekka for individer på overførselsindkomster, der forsøger at maksimere værdien af deres ydelser ved at flytte til kommuner, hvor det er billigere at bosætte sig. På den måde bliver kommunens skatteudskrivningsgrundlag ikke forøget ved en tilflytning, og omkostningerne i de offentlige ydelser forhøjes, hvilket sætter gang i den negative spiral. Det giver jo selvsagt nogle problemer for den enkelte kommune, som de kan have svært ved at løse uden politisk indgriben fra borgen, og det var netop her Fælleslisten ville have sin berettigelse.
Enten må man erkende, at der er et problem og derved også sikre sig, at kommunerne ikke er ens sammensat og derfor også skal have forskellige muligheder for at løse problemerne. Ved en større decentralisering i Danmark, kan vi give kommunerne flere muligheder for at løse udkantsproblemer, men i øjeblikket bliver Danmark i høj grad planstyret, hvilket desavouerer kommunernes handlefrihed. Kommunerne kan ikke handle som de vil, de er bundet på hænder og fødder i forhold til de aftaler, der reguleres på borgen, hvilket der kan findes argumenter for og imod. Fakta er dog, at nogle kommuner simpelthen ikke kan løse deres egne problemer, fordi der ikke er beslutningskompetence i kommunalt regi, hvorfor folketingspolitikerne skal inddrages og indføre endnu flere regulativer og regler for at sikre, at f.eks. udkantsproblemet ikke bliver et issue. Det første skridt, man kunne tage, var at løsne op for det statslige jerngreb om kommunerne og give dem handlingsfrihed til at løse problemerne lokalt. Kommuner er forskellige og forskellige problemer kræver forskellige løsninger, som ikke nødvendigvis skal udformes på landsplan.
Jeg tror dog ikke på, at vi ser nogen ny kommunalreform foreløbig, hvor autonomi og selvstyre diskuteres. Ved at erkende, at kommunerne ikke selv kan eller må løse deres udkantsproblemer, så skal offentlige arbejdspladser, uddannelsessteder og anlægningsprojekter planstyres, således udkantskommunerne holdes kunstigt i live. Så snart dette bliver en agenda, så opstår der lobbyarbejde for at sikre udkantskommunerne de rigtige projekter. Pludselig bliver det måske positivt at blive udnævnt til udkantskommune, for så kommer der penge i kassen, men hvem skal så definere, hvilke kommuner, der er udkantskommuner? Er det økonomi, demografiske nøgletal, afstand til provinsbyer af en vis størrelse eller hvad? Pludselig giver udkantsproblemet INGEN mening, for hvis planstyringen tager over, så vil kommunerne kæmpe om at blive udkantskommuner og hvem ved så, om det er de rigtige kommuner, der vinder projekterne.
Lad os derfor tage udgangspunkt i forskelligheden. Kommuner er forskellige, mennesker er forskellige, problemer er forskellige og løsninger er forskellige. Ved at planstyre og lave landsløsninger, så forsvinder selvstyret og autonomien. Derfor skal staten udelukkende sørge for, at kommunen har værktøjerne til at løse egne problemer.
Jeg er dog ikke så naiv, at jeg tror på, at det sker indenfor en kort tidshorisont. Derfor må man jo foreslå andre tiltag, hvilket f.eks. kunne være indførelsen af indexbaserede overførselsindkomster, som reguleres i forhold til leveomkostninger i en given kommune. At lave socialt overførselsshopperi er forkasteligt, men forståeligt, når systemet nu engang er opbygget, som det er.
Udkantsproblemerne kan efter min mening bedst løses ved hjælp af reformer: Kommunalreform, dagpengereform, efterlønsreform, skattereform, reformreform. Kort sagt – uden reformer, så bliver udkantsdanmark et politisk issue uanset om man anser problemet for reelt eller ej.
