Udligningsskatten

Nu er årsopgørelsen til SKAT igen på trapperne og dermed bliver nogle af os igen mindet om den himmelråbende uretfærdige pensionist-ekstraskat / sæ...

Jacob R. Iversen,

31/03/2015

Nu er årsopgørelsen til SKAT igen på trapperne og dermed bliver nogle af os igen mindet om den himmelråbende uretfærdige pensionist-ekstraskat / særskat, der går under det meget tilforladelige navn ”udligningsskatten”.

Hvorfor er denne skat så himmelråbende uretfærdig? - Ja, det er de fleste politikere, der vedtog særskatten, og de politikere der er kommet til senere, åbenbart uvidende om, eftersom de jo ellers ville have afskaffet den for længst.

I det følgende skal baggrunden for den ”kontrakt” der i sin tid blev indgået mellem staten og pensionsopsparerne opridses - den kontrakt, der nu siden 2009 på det groveste er blevet misligholdt fra statens / politikernes side:

I slutningen af 60’erne og op gennem 70’erne bønfaldt politikerne danskerne om at forøge deres private opsparing og herunder specielt den landsigtede pensionsopsparing. Opsparingen i samfundet var på det tidspunkt faretruende lille og en øget pensionsopsparing hos danskerne ville tjene flere gode samfundsmæssige formål bl.a.:

• nedbringelse af det private forbrug her og nu, og dermed forbedring af datidens katastrofale store underskud på betalingsbalancen. Underskuddet havde, jf. daværende finansminister Heinesen, bragt Danmark på kanten af den økonomiske afgrund

• tilvejebringelse af betydelige midler – in casu fra pensionskasser – til nødvendige investeringer og moderniseringer først og fremmest i virksomhederne. Dette ville gøre dem mere konkurrence dygtige, specielt på de udenlandske markeder, med forbedring af landets betalingsbalance til følge

• sidst, men ikke mindst, ville samfundets fremtidige pensionsbyrde blive mindsket – danskerne ville have mindre behov for samfundsfinansierede pensioner – borgerne ville være mere selvhjulpne og staten ville spare skattekroner

For at motivere danskerne til denne samfundsmæssige helt afgørende private meropsparing blev indskud på pensionsopsparinger fradragsberettiget i indkomsten, mod at blive normalt beskattet når de ved pensionens indtræden – for de fleste langt ud i fremtiden – kom til udbetaling.

Skattebetalingen blev simpelthen udskudt, og ”guleroden”, for at afstå fra et her og nu forbrug og i stedet opspare, var, at skatten på opsparingsbeløbet forventedes at ville være mindre på pensionstidspunktet end skatten alternativt ville være på indbetalingstidspunktet. Dette skyldes forventningen om en indkomstnedgang som pensionist og dermed en lavere skatteprocent.

Dette forhold lagde politikerne ikke skjul på, tværtimod, modellen blev faktisk ”solgt” til befolkningen på det grundlag. Man indgik så at sige en uformel kontrakt – en ”gentleman agreement”.

Der var mange, der kunne se det fornuftige i denne model, såvel ud fra et personligt som ud fra et samfundsmæssigt synspunkt – det var en win/win situation – så man undlod derfor et forbrug her og nu og opsparede i stedet til en fremtidig pension, der – naturligvis – skulle beskattes på normale vilkår.

Så langt så godt.

Men kontrakten blev imidlertid på det skammeligste brudt ved skattereformen i 2009, idet politikerne pludselig bestemte, at alle pensionister, der fra private pensionsopsparinger, tillagt en evt. folkepension og ATP, pr. måned oppebar mere end hvad der i dag svarer til brutto kr. 30.783, yderligere skulle betale en særskat på 6% (udligningsskat) på det overstigende beløb, dvs. en skat udover den normale beskatning. Pensionisterne var den eneste befolkningsgruppe, der blev pålagt denne særskat.

Med andre ord, først lokkes borgerne til at øge deres private pensionsopsparing, hvorefter de selvsamme borgere ved pensionens udbetaling pludselig bliver konfronteret med en ekstra regning – særskatten – der udhuler de fordele politikerne i sin tid solgte ordningen på, og som var grundlaget for mange borgeres beslutning om at øge pensionsopsparingen.

En sådan ageren fra politisk side kan man vel nærmest betegnes som rendyrket bondefangeri.

Derudover viser det også at selvhjulpne borgere – dvs. folk, der ønsker at klare sig selv – åbenbart ikke alle er i så høj i kurs i det danske samfund, eftersom de bliver ekstrabeskattet. Som bekendt er det jo således, at det man vil have mindre af, beskatter man.

Såfremt en borger af egen lomme har opsparet en kapital, der giver mere i pension end de nævnte kr. 30.783 pr måned – et beløb der i øvrigt ligger under mange danskeres normale månedsløn – så skal vedkommende straffes med en særskat. En privat pension af den størrelse er åbenbart uønsket af det danske samfund – forekommer det, skal det straffes, og det bliver det så.

Udligningsskatten bliver nok ikke ændret - uanset hvor uretfærdig den måtte forekomme - eftersom den gruppe, der straffes med denne særskat, er relativ lille, og ikke vælgermæssigt betyder så meget.

Men mere generelt kan man undre sig over at politikerne gang på gang gennem de sidste 10 – 15 år ved forskellige indgreb har gjort privat pensionsopsparing mindre og mindre attraktiv. Det er som om alle danskere skal tvinges til at være mest mulig afhængige af den mere og mere omklamrende stat, så at sige fra vugge til grav – vi ender eksempelvis i stor stil som klientgjorte pensionister. At sørge for sig selv er tilsyneladende ikke specielt ”in” i den danske (velfærds)model.

Kilde: