Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
”Jeg kommer fra en typisk underklassefamilie. En grim, grå betonlejlighed i et kæmpemæssigt boligkvarter. Min mor har 5 børn, og i bedste underklassestil havde vi ikke alle samme far. Så der var heller ingen fædre i vores liv,” fortæller samfundsdebattør Karina Pedersen, der er inviteret til debatmøde i Politikens Hus.
Emnet for mødet er ”Hvordan kommer man ud af underklassen?”, og sammen med Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, der også er vokset op i underklassen, skal den liberale debattør, der er kendt for blandt andet at tale kritisk om overførselsindkomster, give sit bud på, hvad underklassen er, hvordan den skabes og hvordan man som underklassebarn foretager rejsen ud af den.
Rejsen ud af underklassen har både Karina Pedersen og Lisbeth Zornig Andersen foretaget. Men de er ikke helt enige om, hvad der har støttet dem i processen, og hvordan fremtidige generationer af underklassebørn bedst kan hjælpes til at gøre det samme.
”Du er jo faktisk kommet så meget ud af underklassen, at du lige er kommet hjem fra Dubai”, siger ordstyrer og opinionsredaktør på Politiken, Per Michael Jespersen spøgende til Zornig. Dubai, middelklassens nye Thailand, er åbenbart et socialt blåstempel. Zornig og resten af salen griner.
I løbet af mødet bliver det klart, at både Pedersen og Zornig anser middelklassens normer – som i sammenhængen fremstår som blandt andet arbejdsomhed, ærlighed, ordentlighed og ambitioner - som idealer, man er nødt til at leve op til, hvis man vil bryde ud af de destruktive cirkler, man let bliver fanget i i underklassen.
”Min mor var det 6. barn”
”Vi voksede op i en familie hvor min mor var det 6. barn,” fortæller Karina Pedersen videre. ”Hun var ikke som man tænker, at en mor er. Hun har aldrig spurgt os, hvordan det var gået i skolen; hun har aldrig deltaget i skolearrangementer; hun har aldrig leget med os. Hun brugte sin tid i sengen eller på at ligge fuld på gulvet. Det har den konsekvens, at i underklassen er man fuldt voksen når man er 6 eller 7 år - sådan er det desværre. Man lærer at klare sig selv, fordi der er ikke nogen der tager sig af en.”
”Men du havde en mormor, som var meget anderledes end din mor?”, indskyder Per Michael Jespersen.
”Min mormor boede i et pænt hus," bekræfter Pedersen. "Jeg tror aldrig, hun har drukket en øl. Min mor kunne i hvert fald ikke se tilbage og sige, at ”sådan her havde jeg det også selv som barn.” Det kunne hun bestemt ikke. Hun var uddannet på et advokatkontor, og hende og min far boede i en periode et stort murermesterhus. Det hele så rigtigt lovende ud. Så begyndte hun at drikke – min søster husker gemte sprutflasker i vasketøjskurvene og den slags – og så gik det nedad bakke.”
Socialforvaltningernes røde løber
Karina Pedersen mener, at det skred, der skete i velfærdsstaten i 1970'erne og 80'erne, hvor det blev langt lettere at få overførselsindkomster, og de blev mere generøse, har været med til at føre mange mennesker direkte ned i underklassen, inklusive hendes mor:
”Der blev taget lidt for godt imod folk, når de kom ind på socialforvaltningerne der i begyndelsen af 80'erne. Der blev ikke ligefrem rullet en rød løber ud, men det var ikke langt fra. Der sad jo en masse nyuddannede socialrådgivere, der bare ventede på at få lov til at hjælpe folk. Eller det, de troede var at hjælpe. Min mor havde 5 børn, og det kunne ikke betale sig økonomisk for hende at arbejde som advokatsekretær. Det handlede også om, at hun foretrak at være påvirket af alkohol og medicin frem for at gå på arbejde. I dag ville hun også, hvis man fanger hende i et af sine mindre påvirkede øjeblikke, sige, at hun godt kunne have truffet et andet valg. Selvfølgelig ville hun komme med en masse undskyldninger, men hun indrømmer, at hun begik en fejl, da hun valgte livet som påvirket.”
Lisbeth Zornig mener derimod ikke, at hendes mor, som gav hende en utryg opvækst med vold, fattigdom og druk, der er beskrevet indgående i den selvbiografiske bog ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, havde et reelt valg i forhold til, hvordan hendes livsstil blev:
”Min mor voksede op i et miljø, hvor det ikke kunne være anderledes. Min mormor fik 10 børn, hvoraf 8 af dem overlevede. Min morfar var daglejer. Man er nødt til at gå flere generationer tilbage og se på, hvad der er for nogle samfundsmæssige forhold, der har formet den enkelte familie. For eksempel hed det sig i min familie, at min morfar havde siddet i kz-lejr, fordi han havde været modstandsmand under krigen. Det havde han så bare ikke – han havde arbejdet for tyskerne. Det var der mange af de arbejdsløse i Sydhavnen, der blev sat til under krigen. Sådan er vi formet i underklassen: Af så megen smerte og så mange løgne. Og af normløshed.”
White trash versus hill billy
”Ja, I kommer jo fra meget ens miljøer. Og så alligevel ikke?” spørger Per Michael Jespersen.
”Nej, der er alligevel nogle nuancer,” smiler Zornig. ”Groft sagt, så er Karina mere ”white trash” og jeg er mere ”hill billy”. Jeg voksede op langt, langt ude på landet på Vestlolland; derude, hvor Brønderslevfamilien også boede i en årrække.”
”Jeg er mere ghetto, og Lisbeth er mere subkultur,” supplerer Karina Pedersen. ”Subkulturen er sådan nogle, der på en eller anden måde er faldet helt ud igennem samfundets si. Vi ved godt, hvordan de er. De er dårligt begavede...,” begynder hun at remse op. ”De er ikke dårligt begavede; de er bare understimulerede,” afbryder Lisbeth Zornig. ”Det er alle i underklassen,” medgiver Pedersen.
Både Pedersen og Zornig er, trods forskellene mellem deres opvækstmiljøer, vokset op med hård vold som daglig kost, fortæller de: ”Volden er jo alle steder underklassens sprog,” fastslår Pedersen og fortsætter:
Vold og løgn
”Jeg var langt oppe i tyverne, før det gik op for mig, at folk godt kunne være vrede, selvom de ikke slog. Det vidst jeg slet ikke, at man kunne. Der var ingen børn i mit barndomskvarter, der ikke fik tæsk af deres forældre, og der var næsten ingen kvinder, der ikke fik tæsk af deres mænd. Det er også derfor, jeg ikke helt tror på det med den sociale arv. Jeg har fået ekstremt mange tæsk af min mor som barn, med bælter og grydeskeer - hun havde sådan en køkkenrulleholder af træ, som vi børn engang imellem fik et hårdt slag med i forbifarten, når hun var i dårligt humør - men min egen datter kender jo slet ikke til vold. Jeg spurgte hende engang, om hun vidste, hvad det betød, når nogen råber: ”Nu kommer jeg efter dig!” Hun mente, at det måtte betyde, at man legede tagfat," smiler hun.
"Løgnen, som Lisbeth nævnte, er også en daglig forteelse i underklassen. Min mor skriver jo de mest fantastiske ansøgninger om julehjælp hvert år," fortæller Pedersen. "Det ene år har hun 5 handicappede børn; det næste år har hun 3. Hvis jeg ikke kendte hende, ville jeg hoppe på det, hun fortæller. Det er simpelthen de mest rørende og smukke breve, men det er løgn fra ende til anden."
"Er du ikke bange for, at du kommer til at generalisere om, hvordan underklassen er?" spørger Per Michael Jespersen.
"Slet ikke," svarer Karina Pedersen. "Hele kvarteret var jo sådan. Der var ingen familier, hvor børnene ikke blev gennemtævet."
"Hold kæft, hvor er hun dum!" hvæser en ældre dame ved siden af mig vredt. Den ældre dame, som hele vejen igennem debatmødet kommer med lavmælte, nedsættende bemærkninger om Karina Pedersen, var kort forinden optaget af hviskende at diskutere med sine jævnaldrende veninder, om min medbragte youghurt mon var leverpostej eller en anden form for kødpålæg.
Lisbeth Zornig Andersen bekræfter, hvad Karina Pedersen fortæller om volden i underklassen: ”Min mor og hendes tidligere mand havde et sygeligt voldeligt forhold. Engang slog han hul i hovedet på hende, så blodet sprøjtede ud i en lang stråle. Jeg måtte tage på skadestuen med hende, for han kunne ikke klare det. Da vi så havde fået hende bundet ind, tog vi på værtshus, hvor han stod og ventede på os ved baren. ”Hvad drikker I så?” spurgte han venligt, da han så os. Det var som om, der aldrig var sket noget. Sådan var det hele vejen igennem i miljøet. Vold var bare normalt. Og jeg må sige, at jeg tænker, at det fandeme ikke er i orden at vælge den passive offerrolle, som kvinderne vælger i underklassen. Det er svært at være hård imod sådan et menneske som min mor, der både er misbruger og bliver banket. Men kvinder som hende ofrer jo ikke bare sig selv – de ofrer også deres børn.”
Ikke et valg
Zornig fastholder dog gennem hele debatmødet, at livet i underklassen generelt ikke er et spørgsmål om valg:
”Jeg tror ikke på, at der er nogle, der selv vælger sådan et liv, som det, min bror Tonny for eksempel lever. Han har AIDS i udbrud; han mangler et øje, og han har et barn, som han aldrig ser. Hvis man i dag spørger ham: ”Hvordan har du det egentlig?”, så begynder han at græde. Engang hjalp jeg ham til at få et job i et flyttefirma; jeg støttede ham i at forsøge at få kontakt til sin datter, og jeg hjalp ham med at få et lån i banken på 15.000 kr. til indskud i en lejlighed. Der var bare det ved det, at Tonny ikke kunne tåle at få 15.000 kr. i hånden på én gang. Han forsvandt i en uge, og så mistede han både jobbet og lejligheden, og han så aldrig sin datter. I dag giver kommunen ham 210 kr. ind på kontoen om dagen. Det er lidt svært for ham i weekenden, for der får han til to dage på en gang. Men ellers fungerer det bare for ham at være under den administration. Det er nok den lykkeligste periode i hans liv,” forklarer Zornig og pointerer:
”Jeg synes, det er rigtigt ærgerligt, at fordi de går fra at være underklassebørn til at være underklassevoksne, så går de fra at være ofre, som vi prøver at hjælpe, til at være sådan nogle, vi hader. Jeg så for eksempel lige alle de forargede overskrifter om, at nu har Brønderslev-moderen og Tønder-faderen fundet sammen. Det skal vi åbenbart være meget vrede over. Jamen, måske har de netop fundet et fællesskab i, at de bliver foragtet af alle andre.”
”Man bliver psykisk syg af ikke at have en mening med tilværelsen”
Både Pedersen og Zornig har igennem deres deltagelse i den offentlige debat igen og igen peget på normløsheden som kendetegnende for underklassen.
”Underklassen har ikke nogen værdier,” siger Karina Pedersen. ”Vi andre forsøger at lære vores børn at man skal have en uddannelse, man skal opføre sig ordentligt og man skal ikke stjæle. Sådan noget siger man ikke til sine børn i underklassen. Tværtimod - i mit kvarter sagde vi: ”Hvorfor betale for noget når man kan få det gratis?” Alle stjal. Man var til grin, hvis man selv havde købt slik og ikke stjålet det. Når jeg selv havde betalt for slik, løj jeg som regel og sagde, at jeg havde stjålet det.”
Selvforsørgelse var heller ikke i højsædet, forklarer Pedersen: ”Folk i det miljø, hvor jeg er vokset op, opfatter kommunen som nogle, der piner og plager dem. Jobtilbud og aktivering opfatter de som en straf. Samtidig er alt, man har i underklassen noget, der kommer fra kommunen. Jeg lærte som barn lynhurtigt at spørge, om vi ikke kunne bede kommunen om det, når der var noget, jeg gerne ville have. For eksempel hvis jeg ville have en ny cykel. Min mor fik også penge, sådan så hun kunne rejse på ferie med os. Vi kom så aldrig på ferie, men pengene fik hun.”
Også Zornig påpeger den manglende selvforsørgelse og kontakt til arbejdsmarkedet som et af de helt grundlæggende problemer: ”I min familie har man i generationer ikke haft en arbejdsidentitet,” forklarer hun. ”Mine familiemedlemmer har prøvet alle fix undtagen det største fix af alle, nemlig arbejdsglæden. Det ville gøre så stor forskel, hvis for eksempel mine brødre havde oplevet at være en del af et fællesskab på en arbejdsplads, hvor man taler om, hvad man har lavet i weekenden, hvor kommer tilbage fra ferie, og så videre. Det handler ikke om, at jeg mener, man kommer hen på en arbejdsplads, og så flytter man rundt på nogle kasser og straks bliver man lykkelig. Det handler om at udvikle identitet og mening. Man bliver faktisk psykisk syg af ikke at have en mening med tilværelsen – det skal vi huske.”
Væk med mindsteløn og kontanthjælp
Karina Pedersen mener, at mindstelønnen bør ophæves, og at overførselsindkomster bør være sværere at få, da hun ser det som de to faktorer, der betyder mest i forhold til at holde folk væk fra arbejdsmarkedet:
”Jeg har set folk blive sure over, at de fik tilbudt et arbejde. Jeg har hørt folk sige, at de ikke ville tage et arbejde. De tager måske imod jobbet, og så bliver de en måned, og når de så har fået udbetalt deres første løn, kommer de ikke igen. Min mor og hendes veninder havde arbejde, men holdt op. De blev ikke fyret. Så jeg tror ikke helt på den med arbejdsglæden. Men man bør lukke nogle af de veje, der fører direkte ned i underklassen – for eksempel kontanthjælpen. Og så bør man gøre noget ved mindstelønnen, for mange af de her mennesker er ikke mindstelønnen værd, og kan derfor ikke få job.”
"Ja, luk kontanthjælpen; det skal nok hjælpe!" mumler min vrede sidedame sarkastisk. Hun og veninderne ryster forarget på hovedet.
”At ophæve mindstelønnen er cirka ligeså svært som at ophæve tyngdekraften, så jeg tror ikke rigtigt på det,” replicerer Zornig. ”Men i Tyskland har man succes med en indslusningsløn, som er lavere end den almindelige mindsteløn. Jeg mener, at folk bliver dygtigere, når de kommer ud, får ansvar og bliver stimuleret. På et tidspunkt bliver de mindstelønnen værd. Men jeg mener også, det er på tide, at fagforeningerne holder op med bare at bruge deres energi på at kæmpe mod arbejdsgiverne, og også kaster sig ind i kampen for at få nogle af de her mennesker ind i varmen på arbejdsmarkedet. Deres egne medlemmer må også rykke en halv balle i skurvognen, så der bliver plads til dem, der står udenfor nu.”
Velfærdsstaten - støtte eller klods om benet?
Zornig og Pedersen er helt uenige om værdien af velfærdsstatens rolle i forhold til at trække børn ud af underklassen.
Pedersen mistede endegyldigt respekten for velfærdsstaten, da en sagsbehandler roste hendes mor:
”Hun sad hjemme hos os i vores lejlighed og sagde til min mor: ”Esther, hvor klarer du det godt. Og hvor må det være hårdt for dig, med 5 børn og det hele. Men det går jo så godt.” Det sad hun og sagde til en kvinde, der bankede sine børn med bælter og grydeskeer. Underklassen narrer middelklassen, for middelklassen kan ikke forstå, at man kan have børn, man ikke tager sig af. I mit kvarter var der nogle børn, der kun fik mad først på måneden. Engang imellem kom nogle af kommunens ansatte hjem til dem, og så løftede de på mælkekartonerne for at tjekke, om moren havde købt ind. Så havde hun fyldt mælkekartonerne op med vand, og den hoppede kommunens folk på. I mit hjem var køleskabet også tit tomt, men inde på min mors værelse var der altid slik, frugt og saftevand. I middelklassen kan man slet ikke forestille sig, at det kan være sådan.”
”I den her dialog bliver velfærdsstaten desværre reduceret til sagsbehandlerne,” indvender Zornig.
”Men jeg havde en perlerække af pædagoger og lærere, som hver især har udgjort små øer af lykke og stimulans for mig. Det var mennesker, der tog mig med hjem, og som lærte mig, at tingene kunne være anderledes end de var hjemme hos min mor og stedfar. En af mine lærere, Holst, tog mig ind, gav mig mad og så gav han mig nummeret til kommunen, så jeg kunne ringe og blive fjernet fra mit barndomshjem. De her mennesker støttede mig og havde ambitioner på mine vegne. For min tidligere støttepædagog, Karen – og hun er stadig lidt min støttepædagog - var det for eksempel ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle på universitetet eller ej – det var et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle læse jura eller sociologi. Jeg havde også en fordel i at være pige,” fortsætter Zornig. "Jeg var en stille pige i skolen, som lærerne godt kunne lide, og jeg lavede mine lektier, for så fik jeg en masse positiv opmærksomhed. Det fik mine brødre ikke, og i dag er det endnu værre for underklassens drenge end det var dengang, for der er næsten ingen praktiske fag tilbage, hvor de kan gøre sig gældende, og de kan ikke få lov til at udfolde sig fysisk," mener hun.
"I Danmark er vi blevet sådan nogle, der kalder på en voksen"
Underklassens børn i dag har i det hele taget ikke samme mulighed for at blive samlet op, som hun selv havde, vurderer Zornig:
”Jeg er glad for, jeg ikke er barn i dag. I dag tør lærerne jo ikke tage børnene med hjem, fordi de er bange for at blive anklaget for pædofili. Hvis jeg ikke havde været med mine lærere hjemme, havde jeg aldrig set en bogreol, en kande te eller en brieost. I Danmark er vi alle sammen blevet sådan nogle, der kalder på en voksen – i overført betydning – når der er et problem, der skal løses, fordi vi er blevet så bange for selv at træde i karakter. Og ghettoficeringen er blevet værre, både blandt rige og fattige, For mig er det et princip at bo almennyttigt, men det er der ikke særligt mange af ”min slags”, der gør mere. Vi blander os ikke nok med hinanden,” lyder det.
”Jeg kan godt forstå, at man ikke vil sende sit barn hen, hvor der er massive sociale problemer,” replicerer Pedersen. ”Jeg ville ikke selv gøre det. Vi kan godt sende pæne Peter med høj IQ og gode intentioner ind og bo i ghettoen, men hvor meget hjælper det? Jeg tror ikke, samfundet kan gøre så meget. Problemerne i den ghetto, jeg kommer fra, er bare blevet værre og værre – i dag glorificerer de unge i ghettoen kriminalitet, og taler om, at de gerne vil være gangstere. Sådan var det ikke, da jeg var barn; der var det at sælge stoffer bare noget, man gjorde, og ikke noget glamourøst. Volden er også blevet hårdere, og pigerne er blevet mere jagede end de var, da jeg boede der. Min mor er 70 år, og hun får alligevel hele tiden tilbud om sex fra helt unge mænd i det mest vulgære sprog, man kan forestille sig, når hun går udenfor.”
Det personlige ansvar
På spørgsmålet om hun ikke kan huske nogle forbilleder fra sin barndom, ud over sin mormor, svarer Pedersen: ”Vi havde en luder på 2. sal.”
Publikum griner. I det kulturradikale miljø i Politikens Hus er ”luder” åbenbart stadig et frækt ord, der vækker fnisen.
”Man kan godt grine, men hun var et af de mest venlige og stabile mennesker i min barndom. Hun var også den eneste kvinde i kvarteret, der ikke havde fundet sig i at få bank af en mand. Vi forestiller os, at en luder er sådan en stakkels kvinde, der sælger sig selv. Men hun var meget mindre en stakkel end de fleste andre, jeg kan huske. Men jeg tror, min vej ud af underklassen har handlet om min egen personlighed. Jeg er født glad for bøger, og jeg søgte væk fra ghettoen og hen på biblioteket.”
En ung socialrådgiverstuderende i publikum vil vide, hvordan man kan kombinere det at tale om ansvar til folk med at føre dem igennem tilværelsen med en kærlig hånd.
”Socialrådgiverne er nødt til at lære om normerne i det miljø, de skal arbejde med,” siger Zornig. ”Det kan meget nemt være nogle helt andre normer end dem, de er vant til. Og de er nødt til at have respekt for folk. Du kommer ikke ind i en familie som min, hvis du ikke behandler familiens medlemmer med respekt. Så lukker de af. Og man kan ikke tale ansvar til en dopet hjerne. Det nytter ikke noget. I England har man haft succes med forsøg, hvor man har ladet en coach overvåge folk i 24 timer i døgnet. Simpelthen flytte ind hos dem. Det har hjulpet nogle ud af misbrug og ind i selvforsørgelse.”
”Jeg får tit at vide, at jeg har sådan et væmmeligt menneskesyn, fordi jeg er borgerligt-liberal,” indskyder Karina Pedersen. ”Men jeg synes da, det er et mere væmmeligt menneskesyn, at man mener, der er nogle mennesker, man ikke kan tale ansvar til. Der er nødt til at være et personligt ansvar i underklassen også. Ellers er der jo ingen af os, der har et personligt ansvar.”
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
