Unge borgerlige: Debatten om 16 års valgret er selvdød

Den lave deltagelse til ungevalget bør få al snak om at sænke valgretsalderen til at forstumme

Jakob Engel-Schmidt,

20/11/2009

Den lave deltagelse til ungevalget bør få al snak om at sænke valgretsalderen til at forstumme. Det mener de tre borgerlige ungdomspartier, Venstres Ungdom, Konservativ Ungdom og Liberal Alliances Ungdom.

Da 16-17-årige i en tredjedel af de danske kommuner fik lejlighed til at deltage i det såkaldte ungevalg, var det kun 15,7 pct., der afgav deres stemme, hvilket ligger langt under valgdeltagelsen for kommunalvalget på 65,8 pct. Det viser, at unge nok interesserer sig for politik på et ideologisk plan, men at de færreste har tid til at sætte sig ind i konstitueringsaftaler og budgetforlig.
På venstrefløjen har man håbet, at en høj valgdeltagelse til ungevalget kunne bane vejen for en sænkelse af valgretsalderen til 16 år. Men efter en slunken valgdeltagelse står det klart, at der ikke er behov for at pille ved valgretsalderen. En Gallup-måling foretaget af Dansk Ungdoms Fællesråd viste i 2008, at kun 14 pct. af de 16-25 årige ønsker en lavere valgretsalder.

Jakob Engel Schmidt, Landsformand for Venstres Ungdom udtaler:
”Den katastrofalt lave valgdeltagelse ved ”ung-valgene” viser tydeligt at de unge under 18 år ikke er klar til at stemme. Dermed er debatten om 16 års valgret er selvdød og håbløs irrelevant. Jeg vil derfor opfordre venstrefløjen, DUF og DSE til at tage den politiske konsekvens og droppe forslaget om 16 års valgret”.

Rune Kristensen, Landsformand for Konservativ Ungdom, fortsætter:
”I dag skal man være 18 år for at kunne indgå kontrakter, låne penge, aftjene værnepligt, købe cigaretter, erhverve kørekort m.v. og efter min mening bør valg- og stemmeretsalderen hænge sammen med myndighedsalderen. Det er omsonst, hvis en 16-årig kan stemme til valgene, men ikke købe en pakke cigaretter. Man kan åbenbart godt vurdere, hvad der er godt for et helt land, men ikke for en selv.”

Emil Lykke Jensen, Landsformand for Liberal Alliances Ungdom, slutter:
"Det er ironisk, at kravet om at sænke valgretsalderen netop kommer fra venstrefløjen, hvor man ellers er tilhænger af umyndiggørende forbud. F.eks. vil både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti gøre det ulovligt for unge under 18 år at gå i solarium. Man mener åbenbart, at de 16-17 årige er gamle nok til at stemme på Helle Thorning, men ikke gamle nok til at bestemme over sig selv."

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel Schmidt på tlf. 40 40 51 51 / [email protected] til Landsformand for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen tlf. på 21 40 86 98 / [email protected] og til Landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Emil Lykke Jensen på tlf. 25 85 16 19 / [email protected]

Kilde: