Engang var det mig, der gik forrest med fanen. Stolt og glad med en rød fane, der blev løftet så højt op som mine små ung-drenge arme overhoved kunne bære. Den blafferede i vinden, mens jeg rankede ryggen og sang med på ’et rødt flag smælde’. Det var 1. maj i Fælleparken.
Det kunne ikke blive større, det gav et sug i maven, da jeg trådte ind på den store scene og kiggede ned på menneskemængden. Jeg havde en følelse af fælleskab og solidariteten. Vi var arbejdsklassen, vi var der alle sammen, vi stod lige der og sang med på den gamle arbejdersang som jeg havet lært, da jeg gik på en gammel SID efterskole. Jeg troede på Socialdemokraterne, jeg troede på, at Socialdemokraterne havde svarene. Svarene på, hvordan vi skulle udvikle vores velfærdsstat, den velfærdsstat der havde gjort os berømte i det meste af verden, den der samlede de svage op og ikke knækkede den stærke, den der havde givet os troen på et stort og kollektivt fælleskab, med lige muligheder og lige rettigheder. Det var der, hvor dagpengene blev taget seriøst og skattelettelser til de rige var noget kun højerfløjen kunne finde på, for skulle der skattelettelser til, så var det i bunden hos arbejderne, som vi stolt repræsenterede. Det var derfor jeg gik med, det var derfor jeg gik i forreste række og var stolt. Stolt af at repræsentere et arbejder parti og en bevægelse, der tog arbejderklassen seriøst og ville udvikle vores velfærdssamfund og give tryghed og tillid til danskerne.
Det vi sagde blev gjort. Det vi sagde var lov. Sådan blev det ikke. Sådan er det ikke mere. Socialdemokraterne svigtede. Det var tomme skåltaler skrevet og opført af akademikere, og de fleste i menneske mængden i Fælledparken stod der bare for at drikke øl. Socialdemokraterne havde ikke svarene og senere skulle Fair Forandring, gøre op med års taler og udmønte sig i konkret politik, som arbejderklassen og danskerne kunne forstå. Men det endte ud i en ren gavebod, der blev afløst af tomme ord og løftebrud, i den enorme reform amok.
Socialdemokraterne har brugt 4 år på at løbe fra hvad de lovede, 4 år på at gøre danskerne utrygge, 4 år hvor de ikke har udviklet, med afviklet og forandret vores velfærdsamfund. Hvor var Socialdemokraterne da masseindvandring og social dumping satte ind, da øst-aftalen blev en realitet og grøn omstilling blev vigtigere end produktionsarbejdspladser, eller da kolde hænder blev vigtigere en de varme og opgøret med papirnusseriet tog overhånd og dræbte produktiviteten?
Velfærdsstaten er ikke død, arbejderklassen er ikke død. Det er det socialdemokratiske velfærdsprojekt, der døde da akademikerne overtog socialdemokratiet og 1. maj blev til tomme skåltaler hen over en kasse gravøl. Velfærdsstaten skal stadigvæk leve, men det overskydende fedt skal væk og fokus skal tilbage til kernen tilbage til kernevelfærden. Velfærd man kan mærke, en velfærdsstat der bliver taget seriøst, ellers dør den af fedme og operationen skal tages nu.
