Julen er hjerternes fest og mange har tendens til at udvise ekstra omsorg i denne måned. Julehjælp, støtte til de hjemløse og indsamlinger. I julen udviser vi næstekærlighed.
Næstekærlighed er i sin oprindelige form en sund værdi i et moderne samfund. Det lægger op til refleksion af den enkeltes handlinger, og danner samtidig rammen for et moralsk kodeks, som de fleste kan skrive sig ind i. Desværre bliver begrebet i stigende grad brugt til at understøtte en særlig politisk holdning i samfundsdebatten – typisk den holdning, at det offentlige skal udbygges i næstekærlighedens navn.
Det er generelt problematisk at bringe næstekærlighedsbegrebet ind i en politisk kontekst. Helt fundamentalt udøves næstekærligheden nemlig frivilligt og med glæde, ikke påtvunget og styret af andre. I en sådan sammenhæng tages næstekærligheden snarere som gidsel og bliver brugt til at retfærdiggøre egne holdninger på bekostning af andres. Når begrebet anvendes på denne måde, lukkes der ned for enhver diskussion om eksempelvis restriktioner i flygtningepolitikken, skattelettelser eller reduktion af den offentlige sektors størrelse.
Dette fører under tiden – og i tiltagende grad – til, at især venstreorienterede agiterer for, at staten så at sige skal udøve næstekærlighed. I praksis vil det sige, at man tager flere og flere penge op af hårdtarbejdende menneskers lommer og udøver sin næstekærlighed med andre folks midler.
I Bibelen tales der på intet tidspunkt om næstekærlighed som noget politisk, ej heller opfordrer Bibelen på nogen måde til at kæmpe for en stærk stat, som så at sige sætter næstekærligheden i system.
Én af de mest kendte bibelske passager, som omhandler emnet er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som i praksis udviste næstekærlighed. Havde denne historie fundet sted i dagens Danmark, kan man meget vel forestille sig, at hvis samaritaneren overhovedet havde hjulpet den nødstedte, ville kommunen efterfølgende møde stærk kritik for, at situationen overhovedet var opstået. En politiker ville skulle stå til ansvar, og en sagsbehandler ville skulle mærke konsekvens. For det offentlige har svigtet. Det offentlige har ansvaret.
Vores store velfærdsstat har ødelagt den enkeltes motivation til at komme nødlidte mennesker til undsætning. Ved den månedlige indbetaling til SKAT outsources det vi kan kalde næstekærligheden. Den opgave betaler vi det offentlige for at varetage.
Skadevirkningerne heraf er mange. For eksempel er vi ét af de lande i verden, hvor flest ældre lider af ensomhed og depression. Vi har endda forholdsmæssigt mange selvmord blandt ældre. Er det mon fordi, at de ældre ikke får den rigtige mad, at de ikke får gjort rent eller at de ikke kommer i bad ofte nok? Næppe. Ensomhed udspringer af, at vi ikke længere tager ansvar for hinanden – for det er jo kommunens ansvar.
Staten kan og skal ikke udøve næstekærlighed, det kan og skal kun du og jeg. Giv os friheden og ansvaret tilbage, så vil det måske ikke kun være i december der udvises næstekærlighed.
Skrevet af Laura Lindahl i samarbejde med Claus Hermansen, frikirkepræst i Hobro, også folketingskandidat for Liberal Alliance
