De 81 elever på Rewentlow Lille Skole på Lolland stod klar med hvert deres lille Dannebrog i hånden, da en ganske særlig bus for to måneder siden parkerede foran skolen.
‘Men så startede balladen ellers,’ forklarer skoleleder Mette Green.
‘De var ikke vant til, at der er mad nok. De var ikke vant til, at der er ting nok. Når der skulle tegnes, var der en, der tog alle farveblyanter uden at ville dele. Når vi skulle spise, var der slagsmål. De kendte ikke til køkultur, og alle kæmpede mod alle. …,’ fortæller Mette Green. …
Inden man kan tale om almindelig undervisning, er der mange helt basale ting, som børnene først må lære.
‘Nogle af dem kan knap holde på en blyant. Havde de gået i børnehave, så var de blevet skole-udsat,’ siger Mette Green. …
De 36 asylbørn, skolen modtog i februar, var fra Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea. Syrerne, som der var flest af, så ned på de andre, og på kryds og tværs var der konflikter med børnenes herkomst som omdrejningspunkt.
‘Vi blev tilbudt en netværksmedarbejder af asylcenteret. Men han var sort. Og her måtte vi simpelthen sige, at det duede ikke. Han ville jo aldrig få sat sig i respekt. Det var grænseoverskridende at sige nej tak, for det er jo stik imod det, som jeg og skolen står for.’
Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.
‘Han blev mobbet groft af de andre nye børn, fordi han var afrikaner og sort. Heldigvis fik han opholdstilladelse og flyttede. Af hensyn til hans sikkerhed kunne han ikke være blevet her. Det ville have været børnemishandling. Så slemt var det. Vi kunne ikke forstå, hvad de sagde, men de hånede ham og var hårde ved ham. Når vi vendte ryggen til, kastede de sig over ham fysisk. Vi måtte have ham tæt på os hele tiden for at beskytte ham. Det var sindssygt. Børnene kører jo med fælles bus fra skolen til flygtningecentrene, og der kunne vi ikke beskytte ham. Så når bussen skulle køre, græd han som pisket. Han vidste jo, at han ville få slag, og at det ville fortsætte næste dag. Vi åndede alle sammen lettede op, da han fik ophold. Det var hans redning.’
