En undersøgelse fra Red Barnet i USA slår endelig fast, hvad jeg sådan set har vidst rigtig længe. Nemlig at børns velfærd ikke kommer af velstand, men fra nogle helt andre forhold, som ikke kan gøres op i kroner og ører.
Jeg tror ikke, det kommer som nogen overraskelse, at trivsel ikke kan købes for penge, men det piller alligevel ved venstrefløjens argumenter i flere forskellige politiske sager. Specielt i forhold til den skingre debat, der har været vedrørende den relative fattigdomsgrænse som OECD arbejder med, og som venstrefløjen ofte referer til, når de vil skælde ud på den voksende mistrivsel hos danske børn.
SFs argumenter har gået på, at den voksende andel af børn i relativt fattige familier er stærkt medvirkende til den øgede mistrivsel, der netop måles hos danske børn i disse år. Dette forhold stilles der dog spørgsmålstegn ved i rapporten fra Red Barnet. Mistrivsel kommer, ifølge John Halse, tidligere formand for Børns Vilkår, fra en institutionalisering af vores børn og hænger overhovedet ikke sammen med, om børnene kommer fra rige eller fattige kår. Alt falder tilbage på forældrene, og det var netop disse argumenter, jeg forsøgte at bruge i tidligere debatter om samme emne. Der er simpelthen for meget tempo på, og de nære voksne har ikke tid til at drage den omsorg, som kan sikre børnenes trivsel. På denne måde burde SF kunne se en omvendt sammenhæng mellem penge og trivsel, idet der peges på, at travle forældre, der bruger alt for meget tid på karriere og glemmer den nære tid med børnene, ofte er dem, der oplever at have børn, der ikke trives. Som jeg altid har sagt, så er relativ fattigdom ubetydelig i forhold til børnenes trivsel, så længe forældrene udviser respekt, omsorg og kærlighed til deres børn, så trives barnet.
Det er dog typisk for SF-retorik, at man påkalder sig en offerrolle, som staten så skal forholde sig til og løse. "Jeg tjener ingen penge, så mine børn mistrives". Som så ofte før handler det om ansvarsfralæggelse, hvilket jeg bliver endda meget pikeret overfor. Børnenes trivsel handler primært om forældrenes adfærd og det er helt uanfægtet deres indkomst. At påstå andet er at disrespektere de forældre, der lever i relativ fattigdom, men som stadig har lykkelige og velfungerende børn. Derfor skal vi måske kigge mere henimod regeringens forslåede fattigdomsdefinition, hvor indkomsten ikke spiller en så stor rolle, og hvor fattigdom defineres udfra andre sociale forhold end pengepungen.
Debatten om relativ fattigdom må derfor forstumme, idet begrebet er fordummende og ligegyldigt i langt de fleste henseender, i hvert fald hvis det skal bruges til noget praktisk politisk.
Børnenes trivsel bliver dog også relevant i forhold til S/SF/Rs fokusering på kvotekvinder. Som Ole Birk Olesen skrev i sin leder på 180grader i midten af april, så burde det at vælge at være fuldtidsmor afføde respekt, idet det helt øjensynligt påvirker børnenes trivsel at have en fuldtidsforældre på sidelinjen. Selvfølgelig kan fuldtidsmor erstattes med en fuldtidsfar, hvilket 100% skal vælges af familien selv, og ikke af nogle statslige regulerede retningslinjer for, hvem og hvornår forældre skal være sammen med deres børn, og hvem der skal have fortrinsret til en karriere. Lige muligheder, men valgfrihed for den enkelte familie, således de selv kan tage ansvar for deres situation og få børn, der trives.
Også Anastasia Stolovitskayas klumme om næstekærlighed må jeg inddrage, idet eksemplet med sønnen, der ikke kan skænke en kop kaffe til sin mor, netop er et udtryk for den institutionalisering, vi oplever i et socialistisk samfund. At staten skal løse ens problemer, og man kan fralægge sig ethvert ansvar er og bliver det største problem i forhold til trivsel. Dette gælder både børn og ældres trivsel. Men hvis forældrene fralægger sig ansvaret i forhold til børnene, så skal man nok ikke forvente, at børnene senere hen tager ansvar for forældrene.
Derfor: Trivsel kommer ved personligt ansvar og respekt overfor dine nære. Glem kvoter, glem relativ fattigdom og tag ansvar for dit og din families liv, så øges trivslen helt åbenlyst.
Jeg tror ikke, det kommer som nogen overraskelse, at trivsel ikke kan købes for penge, men det piller alligevel ved venstrefløjens argumenter i flere forskellige politiske sager. Specielt i forhold til den skingre debat, der har været vedrørende den relative fattigdomsgrænse som OECD arbejder med, og som venstrefløjen ofte referer til, når de vil skælde ud på den voksende mistrivsel hos danske børn.
SFs argumenter har gået på, at den voksende andel af børn i relativt fattige familier er stærkt medvirkende til den øgede mistrivsel, der netop måles hos danske børn i disse år. Dette forhold stilles der dog spørgsmålstegn ved i rapporten fra Red Barnet. Mistrivsel kommer, ifølge John Halse, tidligere formand for Børns Vilkår, fra en institutionalisering af vores børn og hænger overhovedet ikke sammen med, om børnene kommer fra rige eller fattige kår. Alt falder tilbage på forældrene, og det var netop disse argumenter, jeg forsøgte at bruge i tidligere debatter om samme emne. Der er simpelthen for meget tempo på, og de nære voksne har ikke tid til at drage den omsorg, som kan sikre børnenes trivsel. På denne måde burde SF kunne se en omvendt sammenhæng mellem penge og trivsel, idet der peges på, at travle forældre, der bruger alt for meget tid på karriere og glemmer den nære tid med børnene, ofte er dem, der oplever at have børn, der ikke trives. Som jeg altid har sagt, så er relativ fattigdom ubetydelig i forhold til børnenes trivsel, så længe forældrene udviser respekt, omsorg og kærlighed til deres børn, så trives barnet.
Det er dog typisk for SF-retorik, at man påkalder sig en offerrolle, som staten så skal forholde sig til og løse. "Jeg tjener ingen penge, så mine børn mistrives". Som så ofte før handler det om ansvarsfralæggelse, hvilket jeg bliver endda meget pikeret overfor. Børnenes trivsel handler primært om forældrenes adfærd og det er helt uanfægtet deres indkomst. At påstå andet er at disrespektere de forældre, der lever i relativ fattigdom, men som stadig har lykkelige og velfungerende børn. Derfor skal vi måske kigge mere henimod regeringens forslåede fattigdomsdefinition, hvor indkomsten ikke spiller en så stor rolle, og hvor fattigdom defineres udfra andre sociale forhold end pengepungen.
Debatten om relativ fattigdom må derfor forstumme, idet begrebet er fordummende og ligegyldigt i langt de fleste henseender, i hvert fald hvis det skal bruges til noget praktisk politisk.
Børnenes trivsel bliver dog også relevant i forhold til S/SF/Rs fokusering på kvotekvinder. Som Ole Birk Olesen skrev i sin leder på 180grader i midten af april, så burde det at vælge at være fuldtidsmor afføde respekt, idet det helt øjensynligt påvirker børnenes trivsel at have en fuldtidsforældre på sidelinjen. Selvfølgelig kan fuldtidsmor erstattes med en fuldtidsfar, hvilket 100% skal vælges af familien selv, og ikke af nogle statslige regulerede retningslinjer for, hvem og hvornår forældre skal være sammen med deres børn, og hvem der skal have fortrinsret til en karriere. Lige muligheder, men valgfrihed for den enkelte familie, således de selv kan tage ansvar for deres situation og få børn, der trives.
Også Anastasia Stolovitskayas klumme om næstekærlighed må jeg inddrage, idet eksemplet med sønnen, der ikke kan skænke en kop kaffe til sin mor, netop er et udtryk for den institutionalisering, vi oplever i et socialistisk samfund. At staten skal løse ens problemer, og man kan fralægge sig ethvert ansvar er og bliver det største problem i forhold til trivsel. Dette gælder både børn og ældres trivsel. Men hvis forældrene fralægger sig ansvaret i forhold til børnene, så skal man nok ikke forvente, at børnene senere hen tager ansvar for forældrene.
Derfor: Trivsel kommer ved personligt ansvar og respekt overfor dine nære. Glem kvoter, glem relativ fattigdom og tag ansvar for dit og din families liv, så øges trivslen helt åbenlyst.
