”Credere! Obbedire! Combattare!”
Tro! Adlyd! Kæmp! lyder kampråbet.
Vi skal nemlig tro på velfærds- og konkurrencestaten. Den universelle adgang til velfærdsydelser er både en ret, men også en forpligtelse, og forpligtelser forudsætter troskab.
Vi skal adlyde magthaverne. Valgfriheden opgives, og overdrages i stedet til magthaverne, der gennem adfærdsregulerende økonomiske indgreb ensretter vores gøren og laden. Friheden til at indrette familielivet efter eget ønske findes ikke. En middelklasse levestil lader sig kun gøre, hvis begge forældre er i arbejde, og de små poder passes af offentligt ansatte pseudomødre i de kommunale pasningstilbud.
Vi skal kæmpe. Kæmpe os frem på arbejdsmarkedet for at tilbringe størst mulig tid dér, og mindst mulig tid sammen med dem, vi elsker og holder af. Ikke for, at vi kan skabe bedre tilværelser for vores familier, hvor vi prioriterer mellem arbejds- og familieliv efter ønsker og behov, men for, at magthaverne har nok skattekroner at lege med. Herfor også retorikken om behovet for en stedse større og større arbejdsstyrke og konkurrencestatens uundgåelige nødvendighed.
Disse tanker kan vi nemlig udlede af en opsang til danske børnefamilier fra børne-, undervisnings-, og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.
”For staten er alting, og intet menneskeligt eller åndeligt eksisterer, eller har endog værdi, uden for staten”.
Ordene kunne lige så godt have været Nørbys eller Neergaards. Men det var de ikke. De var Benito Mussolinis, Italiens fascistiske diktator (1922 – 1943). Folket eksisterer ikke uden for staten, var Mussolinis tanke. Staten er målet, mens partiet, i Danmarks tilfælde, hvad enten det er Venstre eller Socialdemokraterne, blot er redskabet. Det ser vi nu, for alle forskelle mellem Venstre og Socialdemokraterne er blot formelle og uden substans. Nu handler det alene om magtens forvaltning, svøbt i konkurrencestatens retorik. Alt for staten; intet mod staten; intet uden for staten, som filosoffen Giovanni Gentile skrev.
Ifølge ministrene skal man tro om, hvis man håber, at der findes veje til mindre arbejde og mere fleksibilitet, ”Det er ikke en option”, udtaler de, og fortsætter: ”De [danske forældre] arbejder i forvejen ikke særlig meget, set i forhold til andre lande… Det bedste, vi kan hjælpe forældrene med, er, at de får mulighed for at købe sig til en række servicer... vi kan se, at lidt for mange af dem, mener jeg, vælger at gå på deltid”.
Det citeres ofte i medierne, at danskerne ikke arbejder nok, men i Lars Tvedes ”Det kreative Samfund”, henvises til et svensk studie, som viser, at ”… hvor de umiddelbare statistikker indikerede, at amerikanere arbejdede mere end svenskere, var realiteten faktisk, at de to folkeslag arbejdede lige meget, når man medregnede privat arbejde som madlavning, reparationer af hjemmet osv. Forskellen var, at amerikanere var mere tilbøjelige til at spise ude, ringe efter en håndværker osv., da indkomstskatter og afgifter her var mindre hæmmende for specialiseringen og arbejdsdelingen”. Danmarks groteske skattekile betyder, at forældre må klare alle opgaver i hjemmet selv, og boligjob-ordningen er blot en sølle trøst, der undgår de absolut nødvendige marginalskattelettelser, vi behøver. Danskerne arbejder ikke mindre end i andre lande. Bare mindre effektivt.
Har man hidtil næret forhåbninger om, at Venstre måske alligevel rummede liberale kræfter, kan man nu roligt mane den forhåbning helt til jorden. Den totale kapitulation er fuldent. Væk er troen på mennesket som åndsvæsen. Tilbage er kun en nyttetænkning, hvor magthavernes egne ambitioner sætter rammerne for, hvordan befolkningen bør indrette tilværelsen. Tilværelsen tjener intet formål i sig selv, tænker de, så derfor kan den lige så godt bruges på at agere lydig skaffedyr på arbejdsmarkedet, så staten kan gøre krav på sin retmæssige andel af den efterfølgende realiserede produktion.
Jørn og Ellen har altså tænkt sig at fortrænge en slags velfærd for at få bedre råd til en anden slags, bare ikke den familienære af slagsen, motiveret af den kærlighed, vi fra naturens hånd har til vore nærmeste. Den skal være en statslig velfærd, og mobiliseringen er ikke fuldendt før den sidste velfærdsopgave er frataget børnefamilien og lagt over i kommunens inkompetente hænder.
De 35 pct. af de kvindelige lønmodtagere, der er på deltid, er for højt et tal, mener ministrene. De glemmer behændigt, at danske kvinder i forvejen har verdens højeste beskæftigelsesfrekvens, og danskerne er den folkefærd, der tvangsindlægger den største andel af sine børn i daginstitutioner. Hvad mon disse deltidskvinder bruger deres ”fritid” på? Formentlig velfærd og omsorg til deres nærmeste. Det er ligegyldigt, tænker ministrene. Hvis ikke det giver skattekroner, må det bortdrives.
Meget lig fascismen, er en alliance mellem magthaverne og arbejdsgivere ved at cementere sig. Hvad enten det er bureaukratiet, i form af Beskæftigelsesministeriets målsætning for beskæftigelsespolitikken, de store arbejdsgiverforeninger, eller de politiske partier, så er målet enkel: beskæftigelsen skal øges. De tilhørende forbedringer i de offentlige finanser skal derimod ikke bruges på at øge individets frihedsgrader gennem skattelettelser, og dermed også muligheden for individuel prioritering mellem arbejds- og familieliv. Nej, pengene skal bruges på at holde liv i det monstrum, vi kalder velfærdsstaten, hvor andelen af udgifter, der går til ægte velfærd og omsorg er evigt faldende, og andelen, der går til bureaukrati, kontrol og kulturradikale utopiprojekter evigt voksende. Velfærdsstaten kannibaliserer det ægte velfærdssamfund. Hvad der i udgangspunktet var en god hensigt om at sikre social retfærdighed, fører i stedet til en ny, senmoderne fascisme. Ikke en militaristisk af slagsen, sådan som fascisme traditionelt forstås, for Danmark har ikke noget nævneværdig militær. Alligevel har retorikken klare fascistiske aner. Offerviljen er blevet til offerpligt.
For at sikre fuld mobilisering af arbejdskraften, fortæller ministrene: ”Vi skal udvikle de offentlige servicer, så forældrene kan have en betinget tillid til vuggestuer, børnehaver og skoler. Og så skal de være åbne, når forældrene har brug for dem”. Tanken er, at velfærds- og omsorgsopgaver kan standardiseres og rationaliseres præcis som produktionen af alle andre goder, som om børneopdragelse foregår på samlebånd. Opsangen bekræfter Venstres totale kapitulation på stort set alle væsentlige værdispørgsmål. Den bekræfter også den massive fejlslutning, der præger samtlige politikeres opfattelse af, hvad menneskelig reproduktion og kærlig børneopdragelse indebærer.
Menneskebørn kan ikke overlades til sig selv i lang tid ad gangen før årevis efter de er født. Det er særligt uhensigtsmæssigt i et konkurrencepræget arbejdsmarked, hvor forfremmelsesmuligheder er direkte afhængige af den fleksibilitet over for arbejdsgiveren, man som forældre er nødt til at give sit barn. At være lige fleksible begge steder på én gang er ganske enkelt umuligt. Derfor var den klassiske kernefamilie så vellykket en model, og 1950’erne en på mange måder gylden tidsalder. Den ene forælder fokuserede på at konkurrere på arbejdsmarkedet, mens den anden havde fokus på at sikre børn den bedst mulige start på livet. Dertil kommer, at børneopdragelse komplementerer andre opgaver, hvis samfundsnytte ikke bør undervurderes. Herunder et stærkt civilsamfund, hvis evne til at løfte velfærdsopgaver er mindste lige så stærk som velfærdsstatens, hvis ikke bedre, da stærke civilsamfund bygges på langsigtede venskab mellem individer i modsætning til velfærdsstaten, der bygger på klientforholdet mellem det offentlige og borger. Dermed er motivationen mellem agenter i et velfungerende civilsamfund afhængig af andet end tørre, pengeøkonomiske incitamenter, men også af de følelsesmæssige incitamenter, som venskab fordrer, og som det offentlige aldrig ville have råd til at matche. Velfærdsstatens institutionalisering af disse har altså ført til, at vi på papiret har en højere beskæftigelsesfrekvens end i andre lande, men betyder dette, at andre landes kvinde er mere dovne end Danmarks? Næppe.
Ministrene taler for, at der skal være fleksible tilbud til børnefamilier, men det kommer slet ikke på tale, at lade pengene følge borgeren, således at der opstår et marked med de tilbud, der bedst matcher borgenes behov. Det ville være i modstrid med den planøkonomiske filosofi, der præger magteliten på Christiansborg.
I planøkonomier tilpasses udbuddet ikke efterspørgslen. Efterspørgslen ignoreres, mens udbuddet bestemmes alene af, hvad der passer magthavernes ambitioner. Analyser fra såvel CEPOS som KORA viser, at kommunerne ikke evner at tilpasse deres udgifter befolkningens behov.
Hvorfor? Fordi modsat en fri markedsøkonomi, så findes der ingen troværdige sanktions- og feedbackmekanisme mellem producent og forbruger – mellem borger og den kommunale ledelse. Disse friktioner hindrer borgerne i at fyre uduelige ledere, eller det modsatte: at belønne dygtige. Den hurtigste, mest sikre måde at komme disse friktioner til livs på, er at lade velfærdskronerne følge borgeren. Men vi ved, hvad dette vil føre til – et fald i kvindernes beskæftigelse, for offentlig service er ofte af så hårrejsende ringe en kvalitet, at mange forældre ville langt hellere producere egen velfærd, end overlade deres elskede til det offentlige. Det vil uundgåeligt føre til, at kvinder vælger at bruge mere tid på ”producere” omsorg i egne familier, end at fortsætte med at producere omsorg i det offentlige på skatteydernes regning.
En sådan løsning kommer dog ikke komme på tale. Individuel valgfrihed er nemlig uspiseligt for magthaverne. I stedet skal vi tro på retorikken, adlyde og indrette tilværelsen som de gode skaffedyr, magthaverne ønsker vi skal være, og kæmpe for, at de offentlige kasser også om 10 år bugner med borgenes skattekroner.
Sig goddag til Venstre, Danmarks kvasi-fascistiske Parti.
