Venstre´s finanslovsudpil er ren symbolpolitik - for lidt, for meget og forkert!

Venstres udspil til Finanslov er ren symbolpolitik

Christian Melgaard,

03/09/2012

Venstres udspil til Finanslov er ren symbolpolitik. De ordinerer ganske vidst den rigtige medicin, men de udskriver den i alt for lave doseringer.

Venstre vil have skattelettelser, men desværre i alt for ringe omfang. Massive skattelettelser til både erhvervsliv og lønmodtagere er hvad der er behov for, hvis udviklingen skal vendes, og det skal modsvares af lige så massive besparelser i den offentlige sektor - først og fremmest gennem effektiviseringer og rationaliseringer, mens serviceniveauet skal fastholdes og udbygges på centrale områder som sundhed og uddannelse.

Venstre vil videreføre håndværkerfradraget, men det er alt for uambitiøst. Indtil videre har ordningen haft begrænset effekt, men hvis man gjorde al vedligehold og investering i boligen fradragsberettiget, så ville der ske noget dramatisk - med synlige effekter på både beskæftigelsen og på energiområdet. Og så længe man fastholder at ejerboligen skal beskattes af afkastet (= boligydelsen) så er det helt naturligt, at de løbende investeringer kan fradrages.

Venstre vil øge bevillingerne til forskning, men også her er de alt for uambitiøse. Der skal ske en massiv oprustning på forskningsområdet, og det skal ske både i offentlige og privat regi. Erhvervslivets incitament til at øge forskningsindsatsen skal forbedres, og incitamenterne til at trække udenlandske forskere til landet skal forbedres.

Venstre vil spare på udviklingsbistanden og fastholder derved at klassisk tilgang til stort set alle politikområder, nemlig at indsats handler om nominelle pengebeløb. Vi skal have god samvittighed, så vi skal give mange penge i ulandsbistand - så gør det mindre hvor pengene konkret havner, og hvor megen gavn de gør. Hvis procenten (af BNP) er i orden, så er samvittigheden i orden. Der er brug for en mere direkte indsats, hvor vi bruger ressourcerne på at vise ulandene hvordan de skal trække sig selv op af dyndet - og det handler om meget andet end penge. Det handler om at tage dem i hånden og vise dem hvordan, og ikke om at proppe mad ind i munden på dem.

På samme måde vil Venstre hente finansiering ved at spare på kontanthjælpsområdet, og mekanismen er grundliggende den samme som på ulandsområdet. Det handler om hvor mange penge der allokeres til formålet - ikke hvordan de bruges. Diskussioner om kontanthjælp, dagpenge, uddannelsesstøtte og andre overførselsindkomster handler altid om hvor mange eller hvor få penge der skal "kastes efter" de forskellige indsatsområder. Problemet er, at i mange situationer hjælper pengene ikke på det grundliggende problem - de udskyder dem bare.

Så om igen Venstre; Der skal gøres andet og mere hvis I skal gøre jer fortjent til at indtage ministerkontorerne igen.